Clever-kunder kan nu lade på 2.000 flere ladepunkter - se hvilke

Der er stor aktivitet på lademarkedet, hvor både E.ON og Norlys har sat priserne ned og åbnet ny ladepark. Samtidig gør ny aftale Danmarks største ladenetværk endnu større. Udviklingen tegner godt for forbrugerne, mener FDM.

Lille barn sætter ladestik i elbil
Bilist

Det bliver stadig nemmere for landets 230.000 elbilister at finde en lader i det offentlige rum. Nye ladepunkter og spændende samarbejder skyder op over alt.

Senest er landets største ladenetværk blevet en smule mere fintmasket. Kunder hos Clever kan nemlig nu også lade elbilen på energiselskabet EWII’s knap 2.000 offentlige ladepunkter rundt om i Danmark. Vel at mærke uden at betale en merpris.

De to ladeoperatører annoncerede tilbage i februar en aftale, som betyder, at Clevers kunder får adgang til at lade hos EWII som en del af deres abonnement. Det er den aftale, der er trådt i kraft.

Fremover vil EWII’s ladepunkter derfor også være synlige i Clevers app.

 Vi ønsker, at vores ladenetværk bliver anvendt af flest mulige. Det kan vi blandt andet gøre ved at åbne vores infrastruktur op for andre operatører, som ønsker det. Derfor er vi også glade for, at vi i dag kan byde Clevers mange kunder velkommen til vores knap 2.000 ladepunkter. Vi håber og tror på, at der i fremtiden kommer mange flere af denne type aftaler, siger Jesper Antoni Nicolaisen, chef for ladeinfrastruktur hos EWII i en pressemeddelelse.

EWII, der er ejet af forsyningsselskabet TREFOR, som forsyner Trekantområdet med energi, er i fuld gang med at udrulle sit ladenetværk i hele landet. Ambitionen er at have 4.000 ladepunkter inden udgangen af 2025. De nye ladepunkter vil også være omfattet af aftalen med Clever.

Kun EWII’s godt 450 ladepunkter – både AC og DC – ved Københavns Lufthavn er ikke omfattet af aftalen med Clever.

Ladeprisen på vej ned

Aftalen mellem EWII og Clever træder i kraft, samtidig med at to andre ladeoperatører, Norlys og E.ON, netop har sænket deres priser. Det samme har OK. Norlys har desuden for nylig åbnet sin første store ladepark ud af 15 planlagte.

Begge dele vidner om de store bevægelser, der i øjeblikket sker på lademarkedet, hvor nye samarbejder opstår, ladepunkter etableres, og priserne falder til gavn for forbrugerne.

 Der er fuld fart på udviklingen på lademarkedet, som på mange måder fortsat er ungt og umodent. Mens ladeoperatørerne i mange år har opbygget egne netværk, er det nu ikke længere unormalt, at de indgår samarbejder på tværs for at få udnyttet ladeinfrastrukturen bedre. Det kommer vi kun til at se mere af, siger forbrugerøkonom i FDM Ilyas Dogru.

I følge ham kommer den hårde konkurrence på lademarkedet forbrugerne til gode i form af lavere priser.

 Senest har Norlys og E.ON sænket priserne, samtidig med at de fortsat udbygger ladeinfrastruktur til gavn for de kommende elbilister. Det er vigtigt at huske, at vi p.t. kun har 230.000 elbiler, og om seks år skal vi være oppe på en million elbiler, tilføjer han.

Opdateret 2. maj kl. 08.30 med at OK også sænker deres ladepris.

 

Hvilken ladeløsning passer bedst til dig?

Vi har lavet en ladeberegner, som kan hjælpe dig med at finde den løsning, der passer bedst til dig og dit behov.

Prøv ladeberegner