Sådan gør du veteranbilen forårsklar

Hvordan gør du din klassiske bil klar til en ny sæson, når den igen skal ud at køre efter vinterpausen? Få tips til klargøring af veteranbiler.

Ældre bil parkeret foran garage.
Viden

Langt de fleste veteranbiler står stille i vintermånederne. Men har du forberedt din veteranbil ordentligt inden vinterpausen og opbevaret den korrekt, er det en ren formsag at starte den op igen, når vejene atter er fri for salt.

Hemmeligheden ved en problemfri opstart af veteranbilen om foråret er at gøre arbejdet ordentligt, når du sætter den i vinterhi om efteråret.

Læs mere: Vinteropbevaring af veteranbilen

Elsker du en god klassiker?

Kan du slet ikke vente til foråret kommer, og de smukke, klassiske biler igen kommer ud at køre på vejene? 

MotorClassic er FDMs magasin om klassiske biler og veteranbiler til dig, der holder af gamle biler og gode historier.

Læs mere: Om MotorClassic

Illustration

Hvad skal du tjekke på veteranbilen efter vinterpause?

Du skal dog stadig gå din klassiske bil ordentligt efter, inden du giver gas og kører ud i sommerlandet.

Begynd med at skifte olie og oliefilter, hvis ikke det blev gjort, da bilen blev stillet til side.

Har du ikke haft en automatisk batterilader tilsluttet under vinteropbevaringen, lader du også batteriet op. Men vær forberedt på, at det kan være bukket under i kulden, hvis det har været helt urørt i vinterens løb.

Tag så tændrørene ud og tørn motoren nogle gange – gerne indtil oliekontrollampen lyser, for så er du sikker på, at der er tilstrækkeligt olietryk. Tør tændrørshullerne af for overskydende olie bagefter for at undgå brandfare.

Læs mere: FDM veteranforsikring

Glem ikke kølervæsken. En del af den kan være fordampet i løbet af vinteren, især i ældre biler med "åbent", ikke-forseglet kølesystem.

Tjek også, at bremserne ikke har sat sig, at der ikke er rust på bremseskiverne, og at der er luft i dækkene.

Har veteranbilen været klodset op på bukke, gør du det, før du sænker den ned på jorden. Har dæktrykket været hævet for at beskytte dækkene, sænker du det atter til det korrekte niveau.

Læs mere: Sådan køber du en veteranbil

Illustration af underoverskrift

Sådan tager du årets første køretur i klassikeren

Start motoren og lad den køre lidt i tomgang, inden du sætter i gang – så er du sikker på, at olien kommer helt ud i alle motorens kroge. Ventetiden kan du bruge til at tjekke for utætheder, og om alle lygter virker.

Kør nu en god, lang tur. Men gør det med respekt, blid speederfod og et vågent øje på instrumenterne – efter lang tids stilstand skal mekanikken lige vænne sig til at arbejde igen, og alt skal smøres og varmes ordentligt igennem, inden du begynder at presse bilen.

Og når du også har vasket og rengjort veteranbilen ude og inde, kan den nye køresæson bare komme an!

Læs mere: Regler for veteranbiler

Brug for forsikring?

Som medlem af FDM har du også adgang til en god og billig veteranbilforsikring.   Få veteranbilforsikring