Honda Civic - nu til den brede smag
Motors vurdering
Honda Civic
- Motor
- Gearskift
- Sikkerhed
- Udsyn
- Affjedring
- Hattehylde
Fabriksdata
-
Motor1,0 liter - 3 cyl.
-
CO2 udledning117 g/km
-
Effekt129 hk
-
Moment200 Nm
-
Topfart203 km/t.
-
Acc. (0-100)10,9 sek.
-
Køreklar vægt1.346 kg
-
Bagagerum478 liter
-
Akselafstand269 cm
-
MålL:251 cm B:179 cm H:142 cm
Motors tal
- Målt forbrug 18 km/l
- Beregnet økonomi 3,40 kr./km
Honda har holdt fast i navnet Civic siden 1972, og siden er små 20 mio. biler rullet af samlebånd overalt i verden. Nu er produktionen samlet i England, hvor biler produceres til både EU og USA – altså en såkaldt verdensbil.
Udfordringen for verdensbiler er, at de ofte mister lidt sjæl i bestræbelserne på at være noget for alle. Det er også tilfældet for den tiende Civic i rækken – men på både godt og ondt.
Mange vil sikkert sætte pris på, at designet er blevet mindre aparte, så den nye Civic mere matcher den brede smag. Samtidig er førerpladsen blevet mindre forvirrende, og betjeningen er lettere.
Prisen er, at bilen skiller sig mindre ud. Med harmoniseringen siger vi farvel til de smarte bagsæder, der kunne foldes sammen på flere måder. Det mere strømlinede design har også medført et ringere udsyn. Udsynet skråt bagud fra førerpladsen er dog ikke værre end i mange andre bilmodeller.
SE OGSÅ: FDMs bilguide med aktuelle biler
Effektiv turbomotor
Men på ét område virker Civic mere målrettet os europæere: Motoren er reduceret til en lille trecylindret sag på 1.0 liter. En turbolader holder dog ydelsen i vejret, og med 129 hk virker den ingenlunde for lille. Man kan også vælge en firecylindret motor på 1.5 liter med 182 hk. Den er naturligvis en del hurtigere, men med priser over 300.000 kr. virker den ikke helt så attraktiv.
Civic fås med enten en manuel sekstrinsgearkasse eller et automatgear af CVT-typen. Vi har endnu kun prøvet den manuelle, og her er der fine gearskift og en kort vandring af gearstangen. Koblingen kræver lidt tilvænning. Merprisen for CVT-gearet er 20.000 kr.
Honda har lavet en sjov løsning, hvor et bånd øverst i instrumenthuset skifter farve, alt efter hvor økonomisk man kører. På den måde kan man lære sig at køre mere benzinøkonomisk. Vi kørte 18 km pr. liter i 1.0-litersudgaven og 19 km pr. liter i den kraftigere 1.5’er. Begge tal ligger tæt på fabrikstallet, og særligt 1.5’erens forbrug er opsigtsvækkende.
Modelprogrammet omfatter ikke dieseludgaver.
Sikkerhed godkendt
Man kan vælge mellem to udstyrsniveauer i 1.0-udgaven, og fælles for dem er, at sikkerhedsudstyret er ganske omfattende. Alle udgaver har automatisk nødbremse, der kan bremse for både biler og fodgængere. En adaptiv fartpilot holder selv afstand til forankørende biler, og den virker ved hastigheder ned til ca. 38 km/t. Har man valgt udgaven med CVT-gearet, virker den helt ned til stilstand.
Sikkerhedspakken rummer også en funktion, der sikrer, at bilen bliver i vognbanen. Men den er ikke særlig rar at køre med på de fleste strækninger, så den vælger man hurtigt at slå fra via en knap på rattet. Helt overflødig er den dog ikke, for kører man i lang tid på motorvej, vil man have gavn af den.
Ud over sikkerhedsudstyret får man også en fin skærm med bl.a. DAB-radio og navigationsanlæg. Forlygterne er af halogentypen – her skal man op i 1.5-udgaven for at få de bedre LED-forlygter.
Stadig køreglad bil
Gode køreegenskaber har altid været en vigtig del af Honda Civics DNA, og her skuffer den nye generation ikke. Man har en god fornemmelse, når man sidder med rattet i hænderne – det er både sjovt og ligetil.
Konkurrenterne har flyttet sig meget i årenes løb, så Civic opleves ikke længere som noget helt særligt. Men den kører godt, især fordi den styrer præcist gennem kurver, og den er god til at køre ligeud på motorvejen. Her får man forhjulstrækkerens stabile egenskaber serveret på et sølvfad.
Affjedringen er derimod ikke bilens adelsmærke, og ved kørsel hen over vejbump og store ujævnheder virker det, som om bagvognen har svært ved at tackle de pludselige bevægelser. Men er vejen god, opfører Civic sig dejligt. 1.0-udgaven af Civic må trække 1.200 kg, mens 1.5 Prestige må trække 1.400 kg.
Garantien er med tre år eller 100.000 km godkendt, og med en samlet driftsøkonomi på 3,40 kr./km er Civic et godt, trygt og sikkert køb.