Opel Insignia - mere af det hele
Motors vurdering
Opel Insignia
- Plads
- Komfort
- Sikkerhed
- Loftshøjde bag
- Ikke tre års garanti
- Udstyrsmuligheder
Fabriksdata
-
Motor1,5 liter - 4 cyl.
-
CO2 udledning129 g/km
-
Effekt140 hk
-
Moment250 Nm
-
Topfart213 km/t.
-
Acc. (0-100)9,9 sek.
-
Køreklar vægt1.472 kg
-
Maks. påhængsvægt1.405 kg
-
Bagagerum490 liter
-
Akselafstand283 cm
-
Garanti (bil/lak/rust)2 / 2 / 12
-
MålL:490 cm B:186 cm H:146 cm
Motors tal
- Målt forbrug 16 km/l
- Beregnet økonomi 3,90 kr./km
Opels flagskib hedder fortsat Insignia, og med den nye udgave er vi nået til anden generation. Trods navnefællesskabet er der ændret ved alt, så den nye Insignia fremstår en hel del større og smartere end den gamle.
Det er først og fremmest dimensionerne, der er ændret markant. Den nye udgave er bygget på en ny platform, og det har gjort det muligt at ændre placeringen af sæder og hjul.
Opel har sørget for, at stort set alt det vigtige sikkerhedsudstyr er standard, og det er en fin strategi.
Akselafstanden er øget med hele 9,2 cm, og med en lidt større sporvidde er arealet mellem de fire hjul blevet en hel del større. Det mærker man tydeligt ved for- og bagsæder, og Insignia føles derfor næsten en hel klasse større i denne nye generation.
Insignia kommer i en femdørsudgave, Grand Sport, eller som en stationcar, Sports Tourer. Der er ingen prisforskel, så det er mest smag og pladsbehov, der afgør, om du skal vælge den ene eller den anden version.
TAG TESTEN: Hvilken bil passer til dine behov?
Vi har her testet den billigste, en benzinudgave med den nye 1.5-liters benzinmotor med 140 hk i laveste udstyrsniveau, Enjoy. Det er nu alligevel en ret omfattende udstyrsliste, der følger med denne bil, og har du ikke særlige interesser i udstyr og hestekræfter, kan du snildt leve med denne billigste udgave. Opel har nemlig sørget for, at stort set alt det vigtige sikkerhedsudstyr er standard i alle udgaver, og det er en fin strategi.
Bedst økonomi i benzinudgaven
Har du lyst til flere kræfter, automatgear, firehjulstræk eller bare endnu mere udstyr, er der masser af muligheder i modelprogrammet. På benzinsiden fås 1.5-litersmotoren i to udgaver. Hvis du bestiller den i mellemste udstyrsniveau, Dynamic, yder den 165 hk, og så får du lidt mere standardudstyr og adgang til en omfattende liste med ekstraudstyr. Merprisen er 25.000 kr.
Topudgaven hedder Innovation, og her er eneste benzinmulighed en 2.0-liters turboudgave med hele 260 hk, firehjulstræk og den nye ottetrins automatgearkasse. Den koster 489.000 kr.
Den kraftige benziner lyder som en lækkerbisken, men den går kun 11,6 km/l ifølge de officielle tal, så miljøvenlig kan man ikke ligefrem kalde den. Det kan man i stedet kalde dieseludgaverne.
Her er den relativt nye 1.6-litersudgave med enten 110 hk eller 136 hk samt en toliters version med 170 hk.
Der er 65.000 kr. i merpris, hvis du går fra en 1.5-liters benziner til en 1.6-liters dieseludgave, og selvom den økonomiske dieseludgave går helt op mod 23,3 km/l er det svært at køre merudgiften hjem i form af lavere brændstofudgifter.
Motor har beregnet, at du skal helt op at køre omkring 28.000 km om året, før dieseludgaven bliver til en bedre forretning end benzinudgaven. Så ud fra en økonomisk vurdering er det benzinudgaverne, du skal gå efter.
Vi kørte 16 km/l i 1.5’eren – et resultat, der ligger pænt tæt på fabrikkens 17,5 km/l. Den beskedne forskel skyldes, at Opel med den nye Insignia har indført en ny målemetode, der giver mere realistiske fabrikstal.
Retningsstabil, komfortabel og støjsvag
Det gør ikke noget, at økonomien taler for en benzinudgave, for vi finder her en komfortabel bil med et lavt støjniveau. Denne billigste udgave fås kun med en sekstrins manuel gearkasse, men den giver alligevel et positivt billede af en bil, der snildt vil kunne gøre det godt både som firmabil og som familiebil. Støjniveauet er dejlig lavt, gearskiftet letgående, og udstyrsniveauet er pænt.
Vi har også prøvet Insignia med 1.5-litersbenzinmotoren med 165 hk og automatgear. Og det er en kombination, der virkelig begejstrer. I forhold til grundudgaven er merprisen 50.000 kr., og for den pris får du en kraftigere motor, et højere udstyrsniveau og det lækre ottetrins automatgear. Har du muligheden, så vælg den.
På motorvej opfører Insignia sig som en stor rejsevogn, og du oplever bilen både retningsstabil, komfortabel og støjsvag. Styretøjet er meget lækkert afstemt, og du har hele tiden en god fornemmelse af bilens kontakt med vejbanen. Det giver både point hos den køreglade bilist og hos dem, der blot sætter pris på god komfort. På dette område er Insignia nu på niveau med nogle af de bedste konkurrenter.
Besynderlig udstyrspolitik
Alle udgaver af Insignia er udstyret med Opels sikkerhedssystem „Opel Eye” med bl.a. automatisk nødbremse, som kan bremse for stillestående biler og biler, der kører langsommere end en selv. Har du f.eks. ikke set en kø på motorvejen, bremser bilen i sidste øjeblik.
Derudover træder en række sikkerhedssystemer til, hvis du alligevel skulle være uheldig at blive indblandet i en ulykke. Euro NCAP har sikkerhedstestet Insignia med et flot resultat. Voksenbeskyttelsen blev f.eks. vurderet til 93 procent, og det samlede resultat var de maksimale fem stjerner.
Du kan også tilkøbe mere sikkerhed og Motor vil især anbefale de avancerede LED Matrix-forlygter, der nu har 16 dioder i hver side – dobbelt så mange som i Opel Astra. De styres af kameraet i forruden og kan derfor lyse langt uden at blænde øvrige trafikanter. Yderst overbevisende at køre med. Merprisen er 23.000 kr., men LED-lygterne fås ikke til denne testede udgave, Enjoy.
Du kan også tilkøbe en adaptiv fartpilot til 15.000 kr., men den er også forbeholdt de to højeste udstyrsniveauer. En besynderlig udstyrspolitik, der giver et minus i karakterbogen.
Alle udgaver er udstyret med en linjevogter, der hjælper med til at holde bilen i vognbanen, hvis du nærmer dig kantlinjerne. Langt hen ad vejen virker det fint og træder til, hvis man er uopmærksom på vejbanens forløb. Men man skal ikke stole på det, for indimellem ser den ikke linjerne korrekt.
Leasing kan være en god mulighed
Insignia er som alle nye Opel-modeller udstyret med overvågningssystemet Opel OnStar, der ringer til alarmcentralen, hvis en airbag eller en selestrammer er udløst. Du kan også selv med et tryk på en knap bede om vejhjælp eller hjælp til at finde et hotel eller en restaurant. Systemet kan også lokalisere bilen fra din telefon, eller du kan låse døre op og i. De første 12 måneder er tjenesten gratis; herefter koster det 840 kr. om året.
Du kan købe eller privatlease din nye Insignia. Men vær opmærksom på, at det ikke er helt identiske biler. Leasingudgaverne er bedst udstyret.
Leasingprisen for denne testede udgave er på 20.000 kr. i førstegangsydelse og så 3.695 kr. pr. måned, hvis du kører 20.000 km pr. år. I Motors store bilbudget lander de samlede omkostninger ved at lease og at eje på stort set samme niveau.
Motors købsanbefaling er en Insignia 1.5T Dynamic aut. med LED-forlygter, navigationsanlæg og adaptiv fartpilot. Den koster 430.000 kr., hvis du køber den, og 26.000 kr. i førstegangsydelse og 5.700 kr. om måneden, hvis du leaser den med 20.000 km pr. år. I begge tilfælde får du en bil, der i høj grad kan begejstre på både den korte og den lange bane.
Er du heldig at kunne vælge omtalte udgave som firmabil, er beskatningsprisen nede på 325.000 kr. Er du bare til en grundudgave af Insignia, så er den billigste udgave bestemt også et fornuftigt køb.