’Ebberød Bank’ er en populær betegnelse for en meget dårlig forretning. Begrebet stammer fra et dansk lystspil fra 1943 om den lille Ebberød Bank, der giver højere indlånsrenter end den kræver udlånsrenter, hvilket naturligvis er økonomisk uholdbart i længden.
På samme måde kan man betegne de danske registreringsafgifter som en meget dårlig forretning for samfundet. Skatteministeriet har regnet på det, og tallene viser, at mens statskassen får 14,5 milliarder kroner ind i registreringsafgifter om året, ville statskassen ’kun’ mangle 6,7 milliarder kroner, hvis man afskaffede afgiften helt.
Lavere afgifter fører til køb af sikrere biler
Årsagen til dette skal findes i samfundsøkonomiske forhold. Lidt forsimplet kan det illustreres ved, at hvis man sænker registreringsafgifterne på samtlige biler, så vil forbrugerne vælge at købe større, mere teknologisk avancerede biler med bedre miljøegenskaber og højere sikkerhed - og dermed også dyrere biler. Det vil sammen med en højere momsindtægt opveje en stor del af, hvad det koster at afskaffe registreringsafgiften. Et kig til Sverige og Tyskland bekræfter med al tydelighed denne logik. Det vil samtidig få den effekt, at forbrugerne rent faktisk får råd til at købe de biler, der svarer til deres behov.
Det er desværre langt fra tilfældet i dag, hvor danske forbrugere tynges af verdens næsthøjeste og Europas klart højeste registreringsafgifter. I dag betaler vi 105 procent i afgift af de første godt 80.000 kroner og 180 procent af alt derover. Konsekvensen er, at danskerne køber langt mindre og billigere biler, end man gør i andre europæiske lande. De høje afgifter betyder desuden, at danske forbrugere ofte er tvunget til at vælge mikrobilerne.
Danske bilister giver i forvejen overskud
Det er imidlertid langt fra alle hustande, der kan klemme sig ind i en mikrobil, og det afholder mange fra overhovedet at købe en ny bil, selvom de har behovet. Vælger man at afskaffe registreringsafgiften, vil flere familier få mulighed for at købe en ny samt mere sikker, miljøvenlig og energieffektiv bil i passende størrelse, som de har brug for, for at få hverdagen til at hænge sammen. Selv uden registreringsafgiften lægger bilisterne samlet set 30 milliarder kroner om året i statskassen, hvilket er langt mere end de negative omkostninger, der også er ved bilisme. Det Miljøøkonomiske Råd tidligere har beregnet beløbet til ca. 17 milliarder kroner.
Milliardgevinst ved at fjerne registreringsafgiften
Derfor er det tankevækkende, at Skatteministeriet har beregnet gevinsten ved at fjerne registreringsafgiften for hele samfundet til at være 7,25 milliarder kroner. Man kan også se på det sådan, at danske bilejere mister to kroner, hver gang staten får én krone i kassen, hvilket netop dokumenterer en gang for alle, at registreringsafgiften har nået et niveau, hvor den skader samfundet uforholdsmæssigt mere, end den gavner statskassen.
Den historiske årsag til de høje afgift er, at man tidligere anså biler for et luksusgode. Det er de ikke mere. Tværtimod er biler i dag forudsætningen for, at mange almindelige mennesker kan passe et arbejde, en forudsætning for mobiliteten i samfundet og dermed også for væksten.
Som tallene fra Skatteministeriet illustrerer, er der al mulig god grund til at få sænket den høje registreringsafgift. Som billedet ser ud nu, er de nemlig en meget dårlig samfundsforretning – eller ren Ebberød Bank.