Audi Q3 - A3's fætter Højben
Motors vurdering
Audi Q3
- Motor
- Gearkasse
- Førerplads
- Pris
- Udstyr
- Ikke 3 års garanti
Audi Q3 er en miniudgave af firehjulstrækkerne Q5 og Q7. Men ikke dermed forstået, at der er gået på kompromis med teknik, køreegenskaber og komfort. I hvert fald ikke hvis man holder sig fra de billigste udgaver.
Vi har prøvet topudgaven med en toliters dieselmotor med 177 hk i kombination med en usædvanlig lækker dobbeltkoblingsgearkasse, S tronic, og Audis avancerede firehjulstræk, Quattro. I den udgave begynder prisen på små 600.000 kr. – godt 100.000 kr. mere end den billigste diesel med 140 hk, manuelt gear og kun forhjulstræk.
Set i det lys er denne topmodel alle pengene værd, ikke mindst p.g.a. gearkassen.
Stor fortil – lille bagtil
Audi Q3 er bygget over den platform, som den kommende udgave af Audi A3 og senere den næste generation af VW Golf bygges på. Det giver begrænsninger i de ydre mål, og det har derfor været en kunst at få plads til en bil af Q3’s format.
Man mærker, at der er fokuseret på pladsen ved forsæderne, mens bagsædets pladsforhold er ofret. Bagagerummet rummer derimod 460 liter og fungerer fint i hverdagen.
Bag rattet i Q3 sidder man forbilledligt, og kontakter, greb og rat sidder, hvor de skal. Kun varme- og ventilationsanlægget er kommet langt ned på midterkonsollen, og det stiller krav om, at man bestiller bilen med businesspakken til 16.000 kr., som bl.a. indeholder et fuldautomatisk klimaanlæg.
Udsynet er fornuftigt, og det gør Q3 en del mere letkørt end mange biler i denne klasse. For mange vil Q3 derfor være et godt alternativ til en mere ordinær A3 eller A4.
Kører som en stor Audi
På vejen mærker man, at Q3 primært er skabt til kørsel på asfalt. Affjedringen virker velafstemt, og servostyring og bremser er godt dimensioneret til en afslappende og let kørsel.
Firehjulstrækket er opbygget ud fra en Haldex-kobling, der løbende justerer fordelingen mellem træk på for- og baghjul. Det giver sine fordele på asfalt, hvor trækkraften kan fordeles på fire hjul, så de styrende forhjul får mere friktion tilovers til de styrende kræfter, når der drejes på rattet, mens man holder fremdriften med speederen.
Men firehjulstrækket gør det også muligt at forlade asfalten. På løst underlag tager bilen godt fat, og man skal virkelig ud på steder, en Q3 ikke hører hjemme, før den sidder fast. Bilen må trække op til to ton.
Grundlæggende er Q3 på bedste Audi-vis pauvert udstyret, og man skal som minimum ud over businesspakken tilkøbe fartpilot, varme i sæderne og f.eks. metallak. Og vil man også nyde godt af navigationsanlæg, xenonforlygter og alufælge, har man hurtigt soldet for mindst 100.000 kr. ekstra. Og så er det lige før, Q3 vokser ud af sin naturlige prisramme.