Nu advarer autostole selv om glemte børn i bilen

Sikkerheden er i top i ny stor test af autostole, hvor enkelte stole har alarm, som advarer mod at efterlade børn i solvarme biler. Sikkerhed og korrekt placering er dog stadig vigtigst, påpeger FDM.

Pressemeddelelse

At temperaturen i en bil parkeret i solen på kort tid kan blive meget høj, er velkendt. På en sommerdag med 28 grader tager det bare 30 minutter at nå 50 grader inde i bilen. Sidder der børn i bilen, kan det ende fatalt.

Som det første land i Europa indfører Italien derfor nu krav om alarmer i autostole, der advarer om glemte børn. Kravet gælder dog kun italienske bilister, og hvis man lejer bil og autostol i Italien. Derimod er man ikke omfattet, hvis man selv kører på ferie til støvlelandet.

De nye italienske krav ses i de europæiske bilklubbers store autostoletest. Af testens i alt 41 autostole har fire en integreret alarm, som kommunikerer med ens smartphone. Derudover har testgruppen også set nærmere på fem andre alarmer, der kan eftermonteres, og som hyler, når motoren standses.

”De nye alarmer virker som udgangspunkt godt. Særligt de eftermonterede, der hyler, kan dog hurtigt blive et irriterende element i det daglige. Man kan derfor spørge, om det er en teknik, bilisterne vil bruge i det lange løb. Da hverken stolene eller teknikken endnu fås i Danmark, har vi dog valgt ikke at tage dem med i vores test,” siger bilteknisk redaktør i FDM, Søren W. Rasmussen.

Ellers er årets første store autostoletest kendetegnet ved en meget høj sikkerhed. Det gælder både i forhold til sikkerheden ved kollision, betjeningen og skadelige stoffer. Hvor mange producenter tidligere har døjet med for meget uønsket kemi i deres stole, havde kun to stole denne for høje mængder skadelige stoffer. På sikkerheden dumpede kun tre stole.

”Vi tyvstartede årets autostoletest i april ved at advare mod to stole, som dumpede på en meget ringe sikkerhed. Men faktisk udmærker stort set alle stolene sig på en meget høj sikkerhed. Det gælder særligt blandt de bagudvendte autostole til de mindste børn. Her har 17 ud af 19 stole en meget høj sikkerhed. Det er et flot resultat,” siger Søren W. Rasmussen, og tilføjer:

”Skal man endelig pege på noget kritisabelt, er det de såkaldte kombi-stole, der er lavet til at kunne følge barnet gennem flere år. Det er en konstruktion, som flere af producenterne slipper dårligt fra. Enten er sikkerheden ikke god nok, eller også er risikoen for at fejlmontere stolen eller fastspænde barnet forkert for stor.” 

Står man og skal købe autostol, anbefaler FDM derfor, at man sætter sig ind i de forskellige stoles egenskaber og evner i testen og eventuelt søger rådgivning, inden man køber. Det afgørende er, at stolen er sikker, passer til barnet og er monteret korrekt i bilen, inden barnet spændes fast.

Hent billede

Hent billede