Af Torben Arent,
nyhedsredaktør
Der bliver drøn på årets store bilsalon i Genève, der åbner for alvor 3. marts. Uanset om man går rundt i den heksekedel, som messecentret ved Genèves lufthavn er i de næste par uger, eller om man følger det på afstand i medierne, er det umuligt ikke at se, at der den globale bilbranche er kommet i et gevaldigt hopla.
Det er bemærkelsesværdigt, for det er kun to år siden, bilbranchen syntes at være gået i sort, og endnu for et år siden var eksperterne i individuel mobilitet temmelig fodslæbende bortset fra en del elbiler.
Det lover godt for det udbud af nye og til dels anderledes biler, der inden længe dukker op hos danske forhandlere.
De tørre tal fra arrangørerne af den 81. Salon International de l’Auto er imponerende – også selv om sådanne arrangører har det med at puste sin egen vigtighed op. 170 verdens- og europapremierer vil der være på årets Genève-udstilling. Har det tal nogensinde været så højt før? Ikke i mands minde.
Nyhedsstrømmen og forårsoptimismen kan også aflæses i Motors foromtale af nyhederne, hvor vi koncentrerer os om verdensnyhederne. Flere end 30 nyheder er der allerede nu på den særlige Genève-sektion.
Elbiler, hybridbiler og ”fossil-biler” med lavt CO2-udslip vil også i år stå i spotlightet på mange stande. Ingen tvivl om det.
Men interessant er, at der er rigtig mange produktionsklare eller næsten klare benzin- og dieselbiler i alle afskygninger – biler der kan opfylde et transportbehov om kort tid.
Det strækker sig lige fra en ny Toyota Yaris over den kompakte multibil Ford B-Max til den syvpersoners familiebil Opel Zafira.
Og optimismen ses især ved, at de dyre eksotiske mærker er på banen. F.eks. koncepter fra Alfa Romeo, Bertone og Giugiaro. Og særligt imponerende: Det italienske feinschmecker-mærke De Tomaso gør i Genève sin officielle comeback.
Endnu mere markant på Genève-udstillingen bliver lanceringen af ”den forbundne bil”. Internet og andre kommunikations-muligheder gør deres indtog i biler. Det kan få rigtig stor betydning for bilisternes hverdag.
I nær fremtid bliver det nemt og formentlig ikke så dyrt at være ”på” også i bilen. Hent musik, navigationsoplysning, check emails og hold øje med omgangskredsen via Facebook.