Citroën klar med SUV – men ikke til Europa

C-XR hedder en ny crossover fra Citroën, som ser ud til at passe perfekt i størrelse og til dels design til Europa. Men bilen er udviklet i Kina og skal kun produceres og sælges dér.

Nyt om biler

Citroën er klar til at kaste sig ud i den hastigt voksende klasse for kompakte SUV- og crossover-modeller, hvor Nissan Qashqai dominerer i Europa. Citroëns eneste bidrag for tiden er den Mitsubishi ASX-baserede Aircross.

Citroën C-XR er baseret på en forlænget C3-undervogn.
Citroën C-XR er baseret på en forlænget C3-undervogn.
Men europæiske bilkøbere må kikke langt efter den nye C-XR. Helt præcist helt til Kina, for CR-X, der debuterer i konceptudgave på biludstillingen i Beijing, er en bil skabt i Kina til kinesiske kunder. Og kun dem.

Citroën-Dongfeng-samarbejde

C-XR er første SUV udviklet i samarbejdet mellem Citroën og Dongfeng Motors, som er gamle venner, men netop har fået Dongfeng som delejer af Peugeot-Citroën.

Den nye SUV er på ingen måde beslægtet med den 6WR, som søstermærket DS har premiere på ved samme biludstilling. DS 6WR er lidt større og baseret på den gamle Picasso-undervogn.

LÆS OGSÅ: Franske DS i kinesisk storoffensiv

SUV-salget stiger 50 procent på et år

Citroën C-XR er en kompakt SUV på 4,26 meters længde og typisk, omend ikke særlig fornyende Citroën-design.
Citroën C-XR er en kompakt SUV på 4,26 meters længde og typisk, omend ikke særlig fornyende Citroën-design.
Den nye C-XR skal sikre Citroën en andel af det eksploderende SUV-marked i Kina. Sidste år blev der solgt knap tre millioner af slagsen, en vækst på næsten 50 procent i forhold til året før.

Citroën sælger i forvejen Aircross, som er på nogenlunde samme størrelse, i Kina, men C-XR bliver ”markant billigere” fortæller den ansvarlige for bilen, André Dufour til Motor.

Ikke egnet til Europa

Han afviser, at bilen senere kan dukke op i Europa.

Det skyldes især, at den bliver baseret på Peugeot-Citroëns lille Platform I, der bl.a. bruges til Citroën C3 og Peugeot 208, men formentlig ikke har nogen fremtid i Europa.

Forlænget C3-undervogn

Citroën har trukket godt og grundigt i platformen, idet C-XR er 4,26 meter lang og især har en velvoksen akselafstand på 2,65 meter. Tallene for C3 er henholdsvis 3,94 og 2,47 m.

At strække platformen er dog ikke uvant for Citroën, som producerer adskillige kun-Kina-modeller på den måde.

C-XR kommer kun med forhjulstræk, men er udstyret med en særlig variant af traction control, som skulle forbedre fremkommeligheden uden for asfalten.

I den udstillede udgave har bilen en 160 hestes benzinmotor kombineret med automatgear.

LÆS OGSÅ: alle nyhederne fra Auto China 2014