Når Opel i begyndelsen af 2017 lancerer sin mellemstore elbil Ampera-e, får den en rækkevidde pr. opladning, der er markant større end konkurrenternes.
Den officielle rækkevidde bliver ’over’ 400 km, oplyser Opel forud for bilens europæiske premiere på Paris-udstillingen sidst i september.
Længe før Tesla 3
Med lanceringen i foråret næste år overhaler General Motors Tesla, som har fået ekstrem megen omtale og ekstrem mange forhåndsbestillinger på Model 3. Men Ampera-e kommer omkring halvandet år før Tesla’en, og indtil videre har Tesla ’kun’ lovet en rækkevidde på mindst 350 km.
Det høje, officielle tal betyder ifølge Opel, at en Ampera-e-kører kan regne med mindst 300 kilometer ved normal kørsel.
Meget længere end konkurrenterne
Til sammenligning er de officielle tal for BMW i3 190 km, Nissan Leaf 250 kilometer, Renault Zoe 240 km og VW Golf 190 kilometer. BMW har netop lanceret et større batteri med 300 km’s rækkevidde som tilvalg, og ifølge ikke-bekræftede oplysninger øger også VW snart til 300 km på Golf.
Renault pusler også med en større forbedring af Zoe. Det vil blive offentliggjort på Paris-udstillingen, hvor også Ampera debuterer.
Ampera-e’s store rækkevidde opnås gennem et særdeles stort batteri på 60 kWh. Opel oplyser ikke noget om opladningsmulighederne.
Opels nye elbil er identisk med Chevrolet Bolt, der lanceres i Nordamerika lidt før Ampera. Begge modeller bygges i USA. Batteriet kommer fra LG i Sydkorea, der også står for produktionen af motor mm.