Det var ikke længe, Volkswagen fik lov at være verdens største bilproducent. Blot et år efter at den tyske gigant overhalede Toyota og blev verdens største, er der atter udskiftning på førstepladsen.
Det er Renault-Nissan-alliancen, der er kommet susende ud af den blinde vinkel og har lagt sig i spidsen.
SE OGSÅ: Volkswagen bliver verdens største
5,27 mod 5,16 mio. på halvt år
Den fransk-japanske alliance solgte 5,27 mio. biler globalt i første halvdel af 2017. Det er en lille, men sikker føring over Volkswagen, der kunne registrere 5,16 mio. solgte biler i samme periode.
Førstepladsen for alliancen er indtaget gennem en vækst på godt fire procent i år, mens Volkswagen nøjes med lidt under én procent.
Renault-Nissan er ikke en egentlig koncern, og gruppens salgstal kan ikke i alle definitioner lægges sammen. De to firmaer ejer en stor, men dog ikke bestemmende andel af hinanden, og alliancen deler i vid udstrækning teknologi.
Danske Renault- og Nissan-modeller har således i flere og flere tilfælde fælles platform og samme motorer.
Én mand i spidsen
Det er også én mand, der er chef for det hele, nemlig Carlos Ghosn. Han er bestyrelsesformand for Renault, Nissan, Mitsubishi og selve alliancen. Desuden er han administrerende direktør for både Renault og Mitsubishi og var det indtil for nylig også for Nissan.
Mitsubishi er kontrolleret af Nissan, og det er sidste års indlemmelse af Mitsubishi med knap én mio. biler årligt, der har fået alliancen til at suse forbi General Motors, Toyota og Volkswagen.
SE OGSÅ: Renault-Nissan opsluger Mitsubishi
Alliancen omfatter foruden de tre store mærker også Dacia, Samsung, Datsun, Infiniti og Lada.