Yasser, medarbejder i FDM

Mit navn er Yasser, jeg er 37 år og har arbejdet hos FDM som teknisk rådgiver siden 2015. Jeg er uddannet automekaniker og har arbejdet på værksted både som diagnosetekniker og værkfører. Efter 14 år havde jeg brug for, at der skulle ske noget nyt. Jeg er vild med teknologi og elsker at nørde, så da jeg så stillingsopslaget hos FDM, måtte jeg bare søge det.
Skillestreg

Hos FDM arbejder jeg med

... viden og vidensdeling. Vi arbejder med at formidle noget meget teknisk og gøre det forståeligt for vores medlemmer. Som teknisk rådgiver yder jeg rådgivning om stort set alt inden for biler og bilteknologi, som de seneste år har handlet rigtig meget om den grønne omstilling, ét af mine kerneområder. Vi hjælper og rådgiver vores medlemmer, men vores opgave er også at være eksperterne i branchen, og vi formidler derfor også viden til andre eksperter.

Min hverdag hos FDM byder på

... ja, prik, prik, prik. Og det er det, som er fedt. Jeg ved ikke, hvad den byder på, for der kommer hele tiden nye opgaver, jeg skal tage stilling til. Nogle gange er det nemt og tager fem minutter; andre gange kræver det, at jeg dykker ned i materien, og så tager det pludselig fem uger. Vi får opgaver af vores medlemmer gennem deres sager, presseafdelingen, på europæisk plan via vores samarbejde med FIA (international paraplyorganisation for bilklubber), eller tekniske skoler rundt om i landet.

Bilisme er et kæmpe område, og vi har et tæt samarbejde med de øvrige afdelinger i FDM, f.eks. juristerne, økonomerne og journalisterne. Vi er også med i podcasts, videoer og på messer, ligesom vi er med på de forskellige tests af biler og på vores testanlæg på FDM Jyllandsringen og FDM Sjællandsringen. Så min hverdag byder på mange forskellige ting. Det tætte samarbejde på tværs af afdelingerne gør, at jeg føler, at jeg er i en organisation, der kan rigtig meget!

Mit arbejde hos FDM er spændende, fordi

... jeg får lov at nørde, og fordi jeg får lov til at dykke ned i det, jeg synes er sjovt og spændende. Jeg laver også podcast i FDM – hvilket ikke har noget med min uddannelse som tekniker at gøre.

Det lå ikke i kortene, at jeg skulle lave podcast og tale med pressen, dengang jeg blev uddannet. Men jeg synes, det er sjovt at være med til at ytre sig på FDMs vegne. Som talsperson har man et ansvar, og det er fedt at få ansvaret. Det betyder, at FDM stoler på, at jeg gør det ordentligt og gør det godt.

Det er sjovt at gå på arbejde, fordi

... jeg føler, jeg gør en forskel og giver vores medlemmer værdi. Den ene henvendelse kan være en simpel forespørgsel, mens den anden kan kræve en masse undersøgelser, og at jeg dykker ned i teknikken. Jeg har lov til at gå ind i tingene og nørde, og jeg har frie tøjler til at fordybe mig, så længe det er relevant. Der er rig mulighed for at udvikle mig i form af efteruddannelse både i og uden for huset og bygge videre på mine kompetencer.

Den teknologiske udvikling går rigtig stærkt, og det er derfor vigtigt, at vi holder os opdateret. Vores ledere er gode til at spørge, om vi har brug for mere uddannelse, for de ved godt, at min uddannelse også er en fordel for mine kolleger og vores medlemmer.

FDM er en god arbejdsplads for mig, fordi

... der er ikke to dage, der er ens, da vores medlemmer er forskellige og har forskellige spørgsmål og behov. Derudover synes jeg, at det er fedt, at jeg får lov til at være objektiv, når vi rådgiver. Jeg har ikke et salgsmål, jeg skal proppe ned over hovedet på folk. Jeg kan tale frit og være objektiv. Det gør, at jeg er mere troværdig, og det betyder meget.

Jeg føler, at jeg gør en forskel, og at der er mening i det, jeg laver. Og det er også en god arbejdsplads for mig, fordi jeg får lov til at være mig selv og bliver udfordret i mine arbejdsopgaver. De forskellige arbejdsopgaver og ansvarsområder giver mig en afvekslende hverdag, der gør det sjovt at gå på arbejde.