Sådan vænner du din hund til at køre i bil

Uro, larm og køresyge kan gøre køreturen med din hund til en plage. Med lidt træning kan du dog sagtens gøre kørsel hyggelig for både dig og din hund.

Glad hund hopper ud af bil
Viden

Vi tager vores hund med alle steder, og derfor skal den også kunne komme med i bilen. Uanset om det er den daglige tur til hundeskoven, en lang ferietur eller bare et smut til dyrlægen, skal det foregå sikkert.

FDM har testet forskellige sikringer af hunde i biler, og et alubur er den bedste løsning. Desværre er det ikke alle hunde, der synes, at livet som burhund bag i bilen er en fest.

Læs også: Test af hundebure

Lise Lotte Christense fra Dansk Kennel Klub
– Du skal træne din hund i at køre med i bilen så tidligt som muligt, siger Lise Lotte Christensen, Dansk Kennel Klub. Fotos: Jens Astrup

Derfor har vi bedt adfærdskonsulent Lise Lotte Christensen, Dansk Kennel Klub, om at give sine bedste råd til, hvordan hunden bliver venner med buret.

– Hundens første møde med bilen er oftest på en lang tur hjem fra kennelen og derefter måske til dyrlægen. Det er ikke den bedste start. Det er derfor vigtigt, at du så hurtigt som muligt går i gang med at vænne hvalpen til at sidder i bur og køre i bil, siger hun.

Læs også: Sådan placerer du hundeburet i bilen

Sådan vænner du din hund til at køre i bil:

  1. Godt førsteindtryk - Hunden skal forbinde bilen med gode oplevelser. Det gør du ved tidligst muligt at præsentere hunden for buret i hjemmet. Lad det stå åbent, og læg et tæppe og lidt godbidder derind. De første gange med åben låge, senere med lukket. Start med korte ophold (et halvt minut). Stil madskålen derind, og forøg perioden i små trin op til en halv times tid.
  2. Ud i bilen - Når din hund er glad for buret, kan du stille det ud i bilen. Lad hunden komme ind i buret – hvalpe løftes, større hunde springer selv op. Giv ros og godbidder, og lad hunden komme ud igen. Gentag nogle gange med fem minutters mellemrum. Luk så lågen, og giv godbidder.
  3. Så starter vi - Når hunden hygger sig i buret, kan du lukke bagsmækken og sætte dig ind i bilen. Læs lidt i Motor, eller ring til en ven. Efter lidt tid kan du starte motoren. Hvis hunden piber, er du gået for hurtigt frem, og så må I øve trin 2 igen. Giv dig tid i starten – det kommer tifold igen.
  4. Kør tur med hunden - De første ture skal være hyggelige og korte (op til to km) og skal ende i en god oplevelse – f.eks. en luftetur. På korte ture når hunden ikke at blive køresyg eller bange. Servér lidt mad i buret, når I kommer hjem. Gentag 5-10 gange. Nu bør din hund være køreklar.

Læs også: Regler i udlandet

Hundi bur Hundesyg på farten

Nogle hunde har tendens til at få køresyge. Se her, hvordan du kan undgå, at din hun bliver køresyg:

  • Giv ikke din hund mad, før I kører.
  • Sørg for frisk luft til hunden.
  • Kør hundevenligt – roligt, uden hårde opbremsninger og skarpe sving. 
  • Hold pauser med motion, vand og luft på længere ture.
  • Bliver din hund køresyg, så gentag tilvænningen til buret.

Larm i kabinen

Når din hund har vænnet sig til at køre med i bilen, kan der let ske det, at den næsten bliver for glad for det. Den ved, at der ofte venter en sjov oplevelse i den anden ende, og så begynder den at gø eller hyle af bar begejstring.

Det kan være forstyrrende for dig som fører. Lad være med at råbe af hunden eller bede en passager kæle for den, fortæller Lise Lotte Christensen.

– Hunden vil gerne hurtigt frem. Så lær den, at I kun kører, hvis den er stille. Ellers stopper I. Så kør en rute, hvor du kan stoppe op, hvis hunden hyler. Sid helt stille og vent, siger hun.

De første ture kan godt tage lidt længere end forventet, men er du konsekvent, opfatter hunden hurtigt signalet, og så kan I køre videre i god ro og orden.

Køb hundeudstyr hos FDM