Hurtig vinterklargøring af bilen

Viden

Det behøver ikke at tage hele weekenden at gøre bilen klar til den kommende vinter. Her er fem vinterklargøringstip, du selv kan klare nemt.

Gør bilen klar til vinteren.

Det er en god ide at være på forkant med klargøringen af bilen. Pludselig kommer vinteren, og så er det vigtigt, at bilen er gjort klar. Det behøver ikke at tage lang tid. Få her 5 tip til en hurtig vinterklargøring.

Fem råd om vinterklar bil

1. Vinterdæk

FDM anbefaler, at dækket minimum har 3 mm dækmønster - loven siger 1,6 mm

Det er ikke kun i sne og slud, at vinterdæk klarer sig bedst. En test fra FDM viser, at vinterdæk også klarer sig bedst på en vintervåd vej. Det er en god ide, at få vinterdækkene i god tid - og især før den første sne kommer, da det traditionelt skaber lange køer på dækcentrene. Hvis du selv skifter vinterdæk, så husk også at kontrollere dækmønster og dæktrykket. FDM anbefaler, at dækket minimum har 3 mm dækmønster - loven siger 1,6 mm. Dæktrykket i vinterdæk skal ligge 0,2 bar højere end det normale dæktryk. Har du et reservehjul, så tjek også dæktrykket på dette.

Se hvordan du selv kan skifte hjul på bilen

 

Bestil tid: Hjulskifte hos FDM

2. Vinduesviskere og sprinklervæske

Vinduesviskerne kan komme på hårdt arbejde gennem en vinter. Det er derfor en god ide at tjekke viskerbladene. Skal viskerbladene skiftes, kan du få hjælp i FDMs gør-det-selv video. Sørg også for at bilens sprinklerdyser er rene. Om vinteren skal der desuden hældes en frostsikret sprinklervæske på bilen.

Se hvordan du selv kan skifte viskerblade

3. Lygter

Vintertid er en mørk tid. En bil med manglende eller ingen lys, kan skabe farlige situationer i trafikken. Tjek derfor at både bilens for- og baglygter virker. Husk også at nogle biler ikke automatisk har tændte baglygter, når kørelyset er på. I så fald skal du bruge bilens nærlys, hvis vejret i løbet af dagen bliver usigtbart i forbindelse med fx nedbør eller tåge.

Læs også: Sådan tjekker du selv bilens lygter

Book hos FDM: Få tjek på bilens lygter og batteri

4. Isskraber

En isskraber er en af de billigste investeringer til bilen, men også et af de vigtigste værktøjer gennem vinteren. Sørg for at have en god isskraber liggende i bilen, eventuelt med langt skaft og en kost, så det er nemmere at nå toppen af bilens tag også. Kombiner skraberen med en isfjerner-spray, så det bliver lettere at skrabe ruderne isfri. Udover at det kan være farligt ikke at have ordentlig udsyn i bilen, kan du også risikere en bøde. 

Læs også: Sne og is på bilen kan koste dyrt

5. Ryd op i bilen

En simpel oprydning i bilen kan hjælpe på at minimere fugt i bilen og dermed også duggede ruder. Fjern tøj, aviser og lignende, der suger fugt til sig. På indersiden af forruden kan du bruge en antidug-klud eller du kan polere ruden med nogle dråber koncentreret opvaskemiddel. Det kan hjælpe til, at ruden ikke dugger så let.  

Læs også: Fjern effektivt sne og is fra bilens ruder 

 

 

Af
FDM
FDM