Knap så gode deals på undervognsbehandling

Undervognsbehandling af bilen kan være spild af penge eller direkte skadelig, hvis den ikke udføres ordentligt. FDM modtager jævnligt henvendelser fra medlemmer, der ikke er tilfredse med den behandling deres bil har fået, efter de har købt et kupon-tilbud på nettet.

Undervognsbehandling af bilen kan være spild af penge eller direkte skadelig, hvis den ikke udføres ordentligt.
Fotograf:

Foto

FDM
Viden

Der er en række krav til både typen af undervognsbehandlingen og måden undervognsbehandlingen udføres på, hvis den skal være effektiv og ikke skal ende som spild af penge. Undervognsbehandling med en spraydåse, som et FDM-medlem oplevede, kan ikke anbefales. Prisen på en  undervognsbehandling  er som reglen en god indikator på, hvad du kan forvente at få for pengene.

Læs mere: FDM rustbeskyttelse

Afmontering og rensning

Bilens inderskærme skal afmonteres, så der kan foretages en korrekt afrensning og rustbeskyttelse af undervognen. Det er vigtigt, at undervognen rengøres grundigt, før selve undervognsbehandlingen påbegyndes.

Særlige anbefalinger til din bil 

Rustbeskyttelsescentret skal have adgang til de rigtige informationer om, hvor undervognen skal behandles. Det er især vigtigt også at vide, hvor der ikke skal behandles af hensyn til elektriske komponenter mv. Til det formål skal der hos centeret være et sprøjteskema til den pågældende bilmodel.

Krav til produktet

Det er vigtigt, at rustbeskyttelsesproduktet der bruges kan arbejde sammen med det produkt, som bilen eventuelt allerede er behandlet med fra fabrikkens side. Det er rustbeskyttelsescentrets ansvar, at der anvendes forenelige produkter. I enkelte tilfælde anbefaler bilimportøren et eller flere produkter som værende velegnet til netop deres biler. Sådan en anbefaling bør følges.

Læs mere: Det skal du vide om undervognsbehandling

Bliv ikke snydt  

FDM anbefaler, at du tjekker både firma og behandlingsmetode, før du indgår en aftale om at få bilen undervognsbehandlet. Det gælder både kendte og mindre kendte leverandører. Undersøg for eksempel om andre har skrevet om deres oplevelser med firmaet på internettet. Du bør også spørge ind til selve undervognsbehandlingen på stedet.

Gode spørgsmål du bør stille til rustbeskyttelsescentret:

  • Hvilken undervognsbehandling anbefales til min bil, og hvad omfatter den? (Bed om en beskrivelse.)
  • Har I et sprøjteskema til netop min bil? (Bed om at se det.)
  • Bliver jeg kontaktet, hvis der findes graverende rustangreb på bilen?
  • Er rustbeskyttelsescentret tilsluttet en kontrolordning?
  • Er rustbeskyttelsescentret indforstået med, at fx FDM foretager en kontrol af behandlingen og efterfølgende rette sig efter resultatet?

Læs mere: 10 spørgsmål og svar om rustbehandling

Kontakt kupon-udbyderen

Som udgangspunkt er det den, der modtager betaling fra dig som forbruger, der har ansvar for, at du får det, du har betalt for. I de fleste tilfælde betaler man til kuponudbyderen. Og i sådanne tilfælde er det altså som udgangspunkt kuponudbyderen, du skal klage til. Dette princip er fastslået i en lang række sager ved Forbrugerklagenævnet.

Hvis kuponudbyderen på tilstrækkelig og klar måde skriver, at de alene formidler kontakten, og du som forbrugere har accepteret det, skal du reklamere til det firma, der sælger produktet eller udfører ydelsen. Hvis du er i tvivl, er det altid en god ide at reklamere til både kuponudbyderen og sælgeren af produktet.

Brug FDM

Som medlem af FDM kan du kontakte vores rådgivere, hvis du er i tvivl eller har brug for hjælp. Du kan også kontakte os, hvis du har spørgsmål til undervognsbehandling.

Kontakt FDM