Fået bøde i udlandet?

Viden

Nogle bilister oplever at få en ekstra feriehilsen ind ad brevsprækken, når en bøde for en trafikforseelse fra kør selv-ferien i udlandet finder vej til Danmark. Men skal du betale den bøden?

Nogle bilister får en ekstra hilsen i brevsprækken, når de kommer hjem fra ferie
Fotograf:
Foto
colourbox

Som udgangspunkt skal du altid betale en bøde, du har fået på en ferie i udlandet, hvis den er reel. Det er dog vigtigt, at du undersøger, om den bøde du har fået, vedrører din bil. Især hvis der er tale om en udlejningsbil, bør du undersøge, om bøden er fra den periode, hvor du brugte bilen og i det område, du befandt dig i.

Det er ikke en undskyldning, at du ikke kender til landets færdselsregler. Inden du kører til et fremmed land, skal du sætte dig ind i dets færdselsregler

Det er ikke en undskyldning, at du ikke kender til landets færdselsregler. Inden du kører til et fremmed land, skal du sætte dig ind i dets færdselsregler. 

Mange bøde-typer

Det er ikke usædvanligt, at et udlejningsfirma tager et opkrævningsgebyr for at blive kontaktet af det lokale politi. I de fleste lejekontrakter vil det fremgå, at biludlejeren har ret til at tage gebyret. Bøder kan gives for forseelser, der ikke altid hører under politiet. Det kan f.eks. gælde:

  • roadpricing
  • parkeringsbøder
  • miljømærker

Vej- og parkeringsbøder udskrives i nogle lande af private selskaber. I andre lande er det politiet, der står for udskrivningen. Hastighedsbøder og færdselsforseelser, som hører under politiet, kan blive opkrævet på stedet. Derudover kan visse bøder udstedt i Europa ofte inddrives i Danmark.

EU-lande kan selv inddrive en bøde i Danmark uanset bødestørrelsen. Derudover kan en række europæiske lande via de danske myndigheder inddrive bøder i Danmark, så længe bøden er over 70 euro.

Læs mere: Hvem kan inddrive bøder i Danmark

Klag over din bøde

Hvis du mener, at bøden du har modtaget er forkert, er det altid fornuftigt at klage over den hurtigst muligt. På de fleste opkrævninger er der skrevet, hvor en indsigelse skal sendes til, og hvad klagefristen er. Det er vigtigt, at du reagerer på en bøde, du ikke mener er reel. Som medlem af FDM kan du også altid få råd og vejledning i forhold til en klagesag.

Få hjælp af FDM Rådgivning

Falske bøder

Da bøder fra udlandet ofte er skrevet på et fremmedsprog og ser anderledes ud end danske bøder, kan du komme i tvivl om, hvorvidt bøden er ægte. FDM hører sjældent om falske bøder, men hvis du er i tvivl, kan du kontrollere:

  • Om tid og sted passer med din færden (område, tid og klokkeslæt)
  • Om der er dokumentation i form af et billede (fartbøder). Billedet kan enten være sendt med eller der vil være et link, hvor du kan se billedet.
  • Tjek om det er den rigtige nummerplade.
  • Bødens størrelse
  • Eksisterer firma eller myndighed, der fremsender bøden
  • Om bødekravet er forsynet med et referencenummer

Se også: Bødetakster i Europa

 

Af
FDM
FDM