Se reglerne for parkering med elbil og plugin-hybrid

På reserverede elbilpladser må der kun holde elbiler og plugin-hybrider. Se, hvilke regler der gælder for offentlig og privat parkering.

Parkeringsplads med et symbol for parkering med elbil.
Viden

Ladepladser på offentlig vej bliver mere og mere udbredte. Parkeringspladser til elbiler er skiltet eller afmærket med særligt el-ikon. For at kunne gøre brug af en ladeplads, skal du have en bil, der kan oplades. Det betyder, at det er elbiler og plugin-hybrider, der kan parkere på parkeringspladser markeret med elbils-ikonet.

Illustration af underoverskriftHvilke regler gælder for offentlig parkering af elbil og plugin-hybrid?

Hvis pladsen ligger i en betalingszone, er det som udgangspunkt ikke gratis at holde på en ladeplads. Tjek reglerne i den enkelte kommune, da en kommune gerne må lave særregler for betaling.

For eksempel må en kommune gerne give rabat på den almindelige pris for parkering eller gøre det gratis at parkere, men mange steder skal der betales samme pris for parkering.

Læs mere: Kommunale parkeringsregler

Illustration af underoverskriftSådan er de overordnede regler

Som udgangspunkt gælder disse overordnede regler for offentlige parkeringspladser/ladepladser reserveret til elbiler:

  • Skal der generelt betales for parkering, gælder det også for elbiler og plugin-hybrider – med mindre andet fremgår af skiltning eller den kommunale parkeringsbekendtgørelse.
  • Med mindre der er skiltet om andet, gælder de samme parkeringsregler som for alle andre biler (herunder tidsbegrænsning mv.)
  • Der må kun holde elbiler og plugin-hybrider på disse parkeringspladser.
  • Det er ikke opladningsstanderen, der afgør, om det er en elbilplads – det er skiltningen/afmærkningen.
  • På nogle ladepladser er der ved skiltning krav om, at bilen er tilsluttet ladestanderen.
  • På el-delebilspladser må kun holde biler med særlig tilladelse. 

Elbiler og plugin-hybrider må gerne parkere på en almindelig p-plads.

Illustration af underoverskriftHvad betyder skiltene ved ladepladser?

I takt med, at der kommet flere ladepladser til, er der også kommet flere varianter af skiltning ved ladepladserne.  

Vi gennemgår her de 3 typiske modeller for skiltning på ladepladser:

SkillestregIllustrationReserverede pladser

Når der på eller under den blå P-tavle er opsat et ledningssymbol, betyder det, at pladsen er reserveret til elbiler og plugin-hybrider. Benzin- og dieselbiler må altså hverken standse eller parkere på pladsen.

Hvis pladsen ligger i et område med betalingsparkering, skal de almindelige regler herom følges.

SkillestregIllustrationReserverede pladser med tidsbegrænsning

Er den blå P-tavle og ledningssymbolet suppleret med en tidsbegrænsning på eksempelvis 3 timer, betyder det udover at pladsen er reserveret til elbiler og pluginhybrider – at disse kun må parkere på pladsen i 3 timer ved brug af p-skive.

Typisk vil tidsbegrænsningen være gældende i dagtimerne i hverdagene, men der kan være lokale variationer.

Læs mere: Sådan læser du p-skiltet

Hvis pladsen ligger i et område med betalingsparkering, gælder disse regler ikke i de perioder, hvor der er tidsbegrænsning. Udenfor perioderne med tidsbegrænsning skal de almindelige regler herom følges.

SkillestregIllustrationReserverede pladser med krav om opladning

Er den blå P-tavle suppleret med en tekst, hvor der eksempelvis står: "Kun opladning af elkøretøjer", så betyder det, at der på ladepladsen er krav om, at man skal lade, når man holder på pladsen.

Dette eksempel adskiller sig altså fra de to foregående eksempler, der blot reserverer pladsen til elbiler og plugin-hybrider, men hvor man med sådan et køretøj ikke vil blive pålagt parkeringsafgift for at parkere uden at lade.

Kravet om opladning opfylder man konkret ved at tilslutte bilen til ladestanderen. Er der med andre ord sat et ladekabel imellem bil og ladestander, vil kravet blive betragtet som opfyldt. På den måde risikerer man ikke, at der pludselig bliver tale om en ulovlig parkering, hvis f.eks. ladestanderen fejler under opladningen.

Hvis pladsen ligger i et område med betalingsparkering, skal de almindelige regler herom følges.

Vær opmærksom på, at skiltningen kan være suppleret med tidsbegrænsning. Er det tilfældet, skal man i tillæg til opladningskravet også overholde tidsbegrænsningerne.

Illustration af underoverskriftHvordan udviser du god ladestil? 

Først og fremmest bør du kun holde på en ladeplads, når du rent faktisk skal lade. Hvis du parkerer på pladsen uden af lade, forhindrer du andre bilister med et ladebehov i at få strøm på bilen.

Når du parkerer og sætter bilen til at lade op på en offentlig tilgængelig ladestander, er det en god idé at placere et skilt i forruden. Især hvis det tager længere tid at lade op, og du ikke er i nærheden.

Det kan hjælpe andre ejere af elbiler og plugin-hybrider, så de evt. kan kontakte dig eller se, hvornår du forventer at hente bilen. FDM har derfor udarbejdet to skilte, du kan udskrive og bruge i bilens forrude.

Illustration

Skilt 1: Jeg flytter bilen kl.

På det ene skilt kan du skrive et klokkeslæt for, hvornår du forventer at flytte bilen og dermed kan give pladsen videre til en anden strømtrængende bil. Så kan andre planlægge at bruge ladepladsen, når den bliver ledig. 
Det er vigtigt at understrege, at sedlen IKKE erstatter en p-skive, selv om du skriver et klokkeslæt på sedlen. Du skal fortsat indstille p-skiven, hvis der er krav om det.

Skilt 2: Ring til mig

På det andet skilt kan du skrive et telefonnummer, hvis du vil give mulighed for, at man kan ringe til dig, hvis man skal bruge opladning. Hvis ikke du bryder dig om at lægge dit telefonnummer, så brug ovenstående løsning i stedet eller flyt bilen efter endt opladning. 

Download skilt 1 og 2: God ladestil 

Illustration af underoverskriftHvor kan elbiler og plugin-hybrider parkere gratis?

Det kan være forskelligt fra kommune til kommune, om du skal betale for at parkere din elbil eller plugin-hybrid. Her er et overblik, der viser, hvordan reglerne for offentlig parkering er skruet sammen forskellige steder i landet. 

København
• Det var tidligere gratis, men fra 1. januar 2024 skal der betales for parkering med elbiler i København. Plugin-hybrider (der heller ikke tidligere har være undtaget betaling) skal der stadig betales parkering for.

Frederiksberg
• Det var tidligere gratis, men fra 1. oktober 2023 skal der betales for parkering med elbiler og plugin-hybrider på Frederiksberg.

Aarhus
• Ved en ladestander med 3-timers tidsbegrænsning, er de første 3 timer gratis for elbiler og plugin-hybrider.
• Herefter skal man parkere på en normal plads, hvor der skal betales som normalt.
• For elbiler og brintbiler, der parkerer på normale pladser i betalingsområderne, er de første 4 timer pr. døgn gratis. Dog skal parkering stadig registreres og aktiveres i en parkeringsapp.

Aalborg
• Tidligere kunne du bestille et gratis årskort for både elbil og plugin-hybrid. Den ordning stoppede i 2023. 

Odense
• Betaling som normalt for både elbil og plugin-hybrid.

Vi tager forbehold for, at der kan være sket ændringer i de enkelte kommuner, siden denne artikel senest er opdateret. Forhold dig derfor altid til den konkrete skiltning, der hvor du ønsker at parkere.

Illustration af underoverskriftHvilke regler gælder for parkering på private parkeringspladser? 

På private parkeringspladser er det pladsejeren, der bestemmer hvilke regler, som skal gælde.
Dette skal dog være tydeligt skiltet. Der er ingen generelle regler, og du skal derfor undersøge reglerne det konkrete sted. Vær også opmærksom på, at det ikke er sikkert, der er de samme regler for parkering med elbil og plugin-hybrid på privat område.

Det er træls at få en afgift for sin parkering, men hvis du følger en række gode råd, kan du undgå det.

Læs mere: Sådan undgår du at få en parkeringsafgift

Har du fået en urimelig parkeringsafgift?

Husk, du kan som medlem af FDM få rådgivning og hjælp, hvis du har fået en parkeringsafgift på et forkert grundlag, eller dokumentationen ikke er i orden.

Kontakt rådgivningen