Skal vi have ny bil, når vi får børn?

Der er meget, der skal forberedes, når en lille ny er på vej. Men er det nødvendigt, at bilen skiftes ud med en ny, når du får børn?

Er det nødvendigt at skifte bilen ud, når du får børn?
Fotograf:

Foto

FDM
Viden

Når to bliver til tre, eller tre bliver til fire, kan det være nødvendigt med mere plads. Men hvorvidt det er nødvendigt med en større bil, når I bliver forældre, afhænger af flere ting. Særligt to parametre spiller ind, når familier vælger at opgradere til en ny bil.

  • Mere plads
  • Højere sikkerhed

Få hjælp til bilkøbet

Mere plads på bagsædet

På langt de fleste bagsæder, er der plads til ét barn i autostol, men har du to børn eller flere, kan det blive nødvendigt med mere plads. Særligt imens børnene sidder i autostole, bliver pladsen på de bagerste sæder hurtigt trang. Husk også at vurdere hvor nemt det er som forælder, at fastspænde børnene i autostole. En stor døråbning kan sikre dig mod en øm ryg eller et hekseskud.

De mindre børn stiller også høje krav til størrelsen på bagagerummet. Du skal eksempelvis overveje, om der er plads til en barnevogn eller klapvogn bag i bilen. Der findes mange biler, der er velegnede til dig med en børnefamilie. Ofte vil det være stationcars, MPVs eller nogle udgaver af de såkaldte hatchbacks, der tilbyder plads nok til hele familien.

Husk også at der er stor forskel på hvor store barnevogne og klapvogne er. Derfor kan det være en ide, at købe en så kompakt barnevogn som muligt, for dermed at kunne klare sig med en mindre og billigere bil.

Læs også: Kender du biltypen?

Det er dog ikke noget krav, at du skal skifte bil, når familien forøges. Det kan meget vel være, at du allerede har en bil, hvor der er plads til både store og små, og så er det ikke sikkert, at det er nødvendigt, at kaste sig ud i et nyt bilkøb. Men overvejer du en ny bil, er der flere ting, som du bør have dig for øje, som kan gøre hverdagen lidt nemmere.

Mange bliver opmærksomme på sikkerhed

Selv om sikkerhed altid bør være en prioritet, så bliver mange bilejere ekstra opmærksomme på sikkerheden i deres biler, når der er børn på bagsædet. Det er ikke altid, at en helt ny bil er mere sikker end en lidt ældre bil, men der er nogle ting, du kan kigge efter, når du vurderer, om din bil er sikker nok til familieforøgelsen:

  • FDM anbefaler, at bilen har fire eller fem Euro NCAP-stjerner
  • Bilen har gardinairbags både foran og bagtil
  • Bilen har antiudskridningssystemet ESC
  • Bilen har automatisk nødbremse
  • Der er i-Size eller Isofix-beslag til montering af autostole

Euro NCAP-stjerner

FDMs anbefalinger er som udgangspunkt, at en bil med fire eller fem Euro NCAP-stjerner er sikker at købe.

Er du i tvivl om, hvad Euro NCAP er? Læs mere her.

Kravene til Euro NCAP-stjernerne er dog løbende blevet skærpet gennem årene. Derfor kan du ikke nødvendigvis sammenligne testresultater, da kravene til en femstjernet bil med årene er blevet skrappere.

Læs også: Hvor sikker er den brugte bil

Airbags

Hvis du har en ældre bil, så skal du kigge på, hvilke airbags den er udstyret med. Nyere biler er udstyret med sideairbags med hovedbeskyttelse eller de mere avancerede gardinairbags. Disse er vigtige i tilfælde af en sidekollision. Skal du købe ny bil, anbefaler FDM, at du vælger biler med gardinairbags.

ESC

ESC, også kendt af nogen som ESP, er et antiudskridningssystem. Ved fare for udskridning i et sving retter ESC bilen op ved at afbremse et eller flere hjul, dermed kan en ulykke forhindres eller minimeres. I November 2014 blev det et lovkrav, at nye bilmodeller er udstyret med ESC, er bilen ældre skal du undersøge om den har dette vigtige sikkerhedsudstyr.

Automatisk nødbremse

Den nyeste sikkerhedsteknologi er automatisk nødbremse, hvor bilen automatisk bremser for enten biler, cykler eller fodgængere. De fleste modeller med automatisk nødbremse, kan bremse for stillestående biler med op til 30 km/t, men systemerne bliver løbende bedre, og du bør vælge en model, der kan bremse for stillestående forhindringer fra 50 km/t.

Oplev automatisk nødbremse

Læs også: Nødremse redder mange liv 

I-Size og Isofix

Isofix er en forankringsmetode til autostol, som er at finde i mange nyere biler. Test viser, at autostole, der monteres med Isofix, generelt klarer sig bedre i test, end autostole der ikke monteres med Isofix.

I-Size, der kom i 2013, forankrer ligeledes autostolene til bilen, men modsat isofix er i-Size en universel standard, som sikrer, at alle i-Size autostole passer i alle biler med i-Size. Det er ikke altid tilfældet med isofix. Når du fremover køber en i-Size autostol, ved du altså, at den også passer i din bil, hvis den har i-Size.

Læs mere: Guide til at finde den rette autostol

Kig ind i fremtiden

Hvis du skal skifte din bil ud, bør du overveje, hvordan din fremtid kan komme til at se ud. Hvis I allerede nu ved, at I gerne vil have flere børn, så kan det være en god ide, at du tænker over det, når du vælger din næste bil.

Det hedder sig generelt, at når du køber en ny bil, skal du have den i mindst fem år, for at det kan betale sig. Det skyldes blandt andet låneomkostninger og især værditabet. Derfor skal du kunne se dig selv og din familie i din nye bil i de næste fem år. Tænk eksempelvis gerne over, hvor mange autostole, der skal kunne monteres, og om jeres pladskrav til bagagerummet eller kørselsmønster vil ændre sig.

Er leasing en mulighed?

Passer du og din families behov de næste fem år ikke på én bil? Så skal du måske overveje at privatlease. Når du leaser, har du typisk bilerne over en kortere periode, så hvis du ved, at du og din familie i de næste år kommer til at have bilbehov, der ændrer sig meget, eller I bare ønsker at skifte bil ofte, kan leasing være et alternativ for jer.

Læs også: Privatleasing: Skal du lease eller købe