Sådan sælger du bilen med FDM bilagent

FDM bilagent er en nem måde at sælge sin brugte bil på via nettet. Efter et par dage har du et bindende tilbud på din bil – du vælger selv, om du vil tage imod det.

FDM bilagent er en nem måde at sælge sin brugte bil på via nettet
Fotograf:

Foto

FDM
Viden

Der kan gå meget galt, når man sælger sin bil privat, og det får mange til at foretrække at sælge sin bil til forhandleren, selvom prisen kan være flere tusinde kroner lavere. Her kommer FDM bilagent på banen. Den skaber kontakt mellem dig og op til 4.000 bilforhandlere via nettet.

Du får et bindende tilbud på bilen senest efter tre hverdage, og prisen er fast i to dage. Accepterer du handlen, afleverer du blot bilen til det lokale FDM-testcenter, der først gennemgår bilen og tjekker, om den passer til din beskrivelse, og derefter afmeldes bilen. Højst to dage senere får du overført pengene til din bankkonto.

FDM bilagent

Forhandlerne byder på din bil

FDM bilagent er en todelt service: en gratis, hvor du får et bud baseret på gennemsnitspriser for din model. Så ved du, cirka hvad prislejet er. Hertil kommer selve auktionen, hvor du får et bindende bud på netop din bil.

Du får et bindende tilbud på bilen senest efter tre hverdage, og prisen er fast i to dage.

For at få et bindende tilbud skal du beskrive bilen så korrekt, du kan som lægmand, for at du får et realistisk bud på bilen. Afviger bilens stand i forhold til beskrivelsen, vil prisen enten blive justeret eller handlen falde bort.

Der er p.t. mangel på brugte biler på det danske marked. Derfor byder mange bilforhandlere på auktioner, som dermed er blevet mere interessante for private bilsælgere. Dog kan du måske opnå en bedre pris, hvis du sælger bilen privat, men så skal du arbejde for pengene. 

Der findes andre auktionshjemmesider for brugte biler. FDM bilagent skiller sig ud ved, at du får et bindende tilbud (for køber), at du afleverer bilen til det nærmeste FDM-testcenter, og at du har sikkerhed for, at både afmeldelse og pengeoverførsel sker efter aftale.

Sådan bruger du FDM bilagent

Med kamera og computer ved hånden kan du let få et bindende tilbud på din bil. Tager du imod tilbuddet, afleverer du bilen hos FDM, der klarer resten. Motor afprøvede FDMs bilagent på en ældre Toyota Corolla

1. Start med en gratis vurdering

Før bilagentens arbejde starter for alvor, skal du have den gratis vurdering. Her skal du indtaste bilens nummerplade og km-stand, vælge bilens stand i fire overordnede kategorier og bekræfte, hvilken udstyrsvariant din bil er. Herefter får du en vurdering af bilen.

Vurderingen på vores 11 år gamle Toyota CorolIa var 30.000 kr.

2. De basale oplysninger

Vælger du at sætte bilen til salg, skal du sikre, at de basale data på bilen er korrekte. Her skal du bl.a. beskrive bilens farve, udstyrsniveau, dæk, serviceeftersyn og antallet af nøgler.

Der er en del punkter, og det er vigtigt at få det hele med. For udstyr som aircondition, elruder og anhængertræk kan være afgørende for, om bilforhandleren vil byde på bilen. Er der et punkt, du ikke får udfyldt, kommer siden frem igen med tydelig rød markering.

Her er det godt at have registreringsattesten ved hånden.
 

Her er de seks fotos vi tog af vores Toyota. Foto: FDM
Her er de seks fotos vi tog af vores Toyota. Foto: FDM

3. Billeder af bilen

Der er en fast skabelon for billederne, hvor bilen skal fotograferes seks gange. Der er ikoner på siden, så det er nemt at se, hvordan billedet skal se ud. Vi har taget billederne korrekt her, så du kan se, hvordan det skal udfyldes.

Husk på, at billederne er med til at sælge din bil. Vores billeder her er lidt mørke, men de er taget med en neutral baggrund uden andre elementer, der støjer bagved.

Sætter du bilen til salg fra computeren, bliver du nødt til at tage kameraet under armen og køre en tur, til du finder et sted, hvor du kan tage pæne billeder. Bruger du en smartphone, kan du let gå ud til bilen midt i oprettelsesprocessen.

Se flere fototips nederst på siden under:  „Sådan tager du billederne”.

4. Beskriv bilens stand

Efter billederne skal du beskrive karrosseriets stand. Er der overfladeridser, buler eller sågar dybe ridser i plastikken, så skal det beskrives her. Det er enkelt at vælge skadernes omfang, men det tager lidt tid.

Husk at være grundig her, for når du afleverer bilen i forbindelse med salget, bliver den gennemgået ud fra din beskrivelse salgsprisen.

Husk at være grundig her, for når du afleverer bilen i forbindelse med salget, bliver den gennemgået ud fra din beskrivelse, og har du glemt en bule, kan det påvirke salgsprisen. Som en del af beskrivelsen af bilens stand skal du vælge, om den er i top, god, rimelig eller dårlig stand. Der er beskrivelse ud for de enkelte punkter, også det går let.

Se video: Tips til at beskrive din bil

 

5. Personoplysninger

De sidste informationer, du skal afgive, er om dig selv: navn, adresse, alder og FDM-medlemsnummer, så du kan få rabat. Herefter skal du betale, før FDM bilagent går i gang med at søge efter en køber til din bil. Men før betalingen skal du bekræfte dine indtastninger.

Her fremstår beskrivelsen af bilen på en overskuelig måde, så du kan sikre dig, at alt, du har indtastet, er kommet med. Herefter er det bare at betale med kreditkort, og så får du en bekræftelse på, at din bil er tilmeldt FDM bilagent. Så starter den spændende ventetid.

6. Tilbud på mail

I modsætning til de fleste onlineauktioner får du ikke løbende bud på mail. Du får først en mail, når auktionen er slut, og der er et bindende tilbud på din bil. Prisen er dog ikke i mailen, så du skal først klikke på knappen „Se min garanterede pris”.

7. Bilagenten giver sit bud

Det for køber bindende bud kan du enten se ved at klikke på link-et i den tilsendte mail eller ved at logge ind på din profil.

I vores tilfælde endte den garanterede pris på 36.100 kr., godt 6.000 kr. mere end den gratis vurdering. Vil du sælge bilen, skal du trykke på linket „Sælg bil”. Dette valg skal bekræftes, hvorefter du skal vælge tid i FDMs bookingsystem for at aflevere bilen inden for fem dage. Herefter er netdelen af dit bilsalg overstået, og du skal blot køre din bil i nyvasket og rengjort tilstand til det valgte FDM-testcenter for at slutte handlen.

Sådan tager du billederne

Eksteriørbillederne af bilen skal tages med en neutral baggrund. Her er de fotograferet på en villavej, men kan du tage dem et sted med en stor hvid baggrund som eksempelvis en stor bygning, er det bedre.

Det er vigtigt, at der ikke er skilte, cykler eller andre ting, som fjerner opmærksomheden fra det vigtigste: din bil. Flyt bilen mellem billedet forfra og bagfra, så du får samme baggrund på de to billeder. På billedet lige forfra kan genboens bil ses i siden af billedet. Det støjer.

Kabinebilledet er det sværeste bilbillede. Sørg for at tage billedet i skyggen, sæt dig på bagsædet, og lad kameraet hvile på chaufførens hovedstøtte. Så får man det pæneste billede. Husk at tømme bilen, før du tager billedet, og støvsug den, så den ser ren og indbydende ud.

Billedet skal være centreret omkring km-standen, men har din bil et særligt display med f.eks. udvidet kørecomputer, så hav det med i billedet.

Af Karsten Meyland Lemche.
Denne artikel har været bragt i Motor nr. 11/2015