Sommerdæktest 2015

FDMs store test af sommerdæk har i år fokus på forskellene mellem de traditionelle dæk og de nye og mere brændstofsøkonomiske "grønne" dæk. Resultatet er overraskende - de grønne dæk sendes til tælling.

Sommerdæktest 2015,
Viden

Der er fuldt fokus på nye bilers brændstofforbrug ? og ikke kun fra bilfabrikkernes side. De fleste store dækproducenter har derfor udviklet særlige "grønne" dæk med en rullemodstand, der er væsentlig lavere end på de traditionelle dæk. Dermed skal bilen bruge færre kræfter på at overvinde rullemodstanden, og det får den til at køre længere på literen. 

Med miljøbrillerne på er alle enige om, at de nye dæktyper kan være en god ide. Men dæk handler jo også om sikkerhed og økonomi, så det store spørgsmål er, om de "grønne" dæk nu også er lige så gode, når det handler om at stå fast på våd vej og om deres slidstyrke.

Bestil hjulskift

Brændstofbesparelse vs. slidstyrke

Her viser vores test, at besparelsen i brændstof i værste fald kan blive spist op af en dårligere slidstyrke, og at de "grønne" dæk ikke altid står lige så godt fast på våd vej som de traditionelle dæk. Der var faktisk kun fem procent at spare på benzinregningen fra det mest "grønne" til det mest "sorte" dæk, mens de mest slidstærke dæk kunne holde dobbelt så længe som de mindst slidstærke. 

Behov for at læse dæktesten grundigt

Der er dog ikke altid en sammenhæng, og således var Michelins og Continentals "sorte" og "grønne" dæk lige gode med hensyn til slidstyrken. Du må derfor studere testen dæk for dæk for at få alle detaljerne med, så du kan finde frem til det dæk, der passer til netop dine behov. Se resultaterne her:

Se resultaterne for sommerdæk 185/60 R14 H

Se resultaterne for sommerdæk 205/55 R 16 V

Stor forskel på sommerdækkene

FDM har i år set nærmere på de nyeste og bedste sommerdæk i de to størrelser, der bedst matcher den danske vognpark. Den ene gruppe består af 14-tommers dæk, der typisk er monteret på de små og populære mikro- og minibiler. Den anden gruppe omfatter dæk i den størrelse, der samlet set kører flest af herhjemme, nemlig 16-tommers dækkene, der typisk sidder på biler i Golf-klassen.

Her viser vores test, at besparelsen i brændstof i værste fald kan blive spist op af en dårligere slidstyrke

De fleste 14-tommers dæk består 

I gruppen af 14-tommers dæk klarer seks af de 16 testede dæk sig glimrende, og kun to er på et niveau, hvor de helt frarådes. Resten er på et middelmådigt niveau, hvor man almindeligvis kun har fordel af at købe et af dækmærkerne, hvis man enten sætter stor pris på visse egenskaber (f.eks. lav dækstøj) eller er ligeglad med f.eks. slidstyrken. Men generelt er de testede dæk i 14-tommersgruppen ret gode. 

16-tommers dæk ligger tæt

Blandt de 18 testede 16-tommers dæk er der også seks dæk med fine karakterer og kun et enkelt, der helt frarådes. Også her er de øvrige 11 dæk i den kategori, hvor man almindeligvis skal have en særlig interesse i dækkenes egenskaber, før man vil vælge et af dem frem for et af de dæk, der klarer sig bedst.

Grundigt testet 

Dækkene er på vanlig vis testet på både tør og våd vej, ligesom dækkenes slidstyrke, rullemodstand og dækstøj er opmålt. Det hele er foregået over en lang testperiode i efteråret 2014, og det er en arbejdsgruppe med repræsentanter fra flere europæiske bilklubber, der har gennemført testen. FDM har efterfølgende bearbejdet resultaterne, så de passer til vores karakterskala, hvor der uddeles mellem én og seks stjerner.

Hvis man har en bil, der anvender andre størrelser end dem, vi i år har testet, kan du læse de tidligere test af andre dækstørrelser: 

Læs mere: Se tidligere dæktest her

Se også: Få mest ud af dæktesten