Hvor gamle må dæk være?

Dæk bliver ofte slidt op. Men hvor gammelt kan et dæk blive, og hvordan ved du, om dine dæk er ved at give op? Få forklaringen.

Mand er ved at fylde luft i i bilens dæk.
Viden

Det er afgørende for din bils sikkerhed, at dækkene på bilen passer til den, og de er i god stand samt korrekt monteret. Men selv om et dæk ikke bliver slidt op, så kan det faktisk blive for gammelt. Overordnet set skal du holde øje med tre ting i forhold til dine dæks alder: 

  • Er gummiet blevet mørt 

  • Dækkets mønsterdybde, det må ikke blive for slidt 

  • Synlige dækskader 

Illustration af underoverskriftHar dæk en udløbsdato? 

Der er ingen regler for, hvor gammelt et dæk må være. Men som årene går, ældes dæk, og deres egenskaber forringes. 

Dækkets alder findes som et firecifret tal på dæksiden, typisk i umiddelbar forbindelse med dækkets DOT-, ECE- eller EEC-mærkning. De første to tal viser ugenummeret, og de sidste tal er årstallet, dækket er produceret i. 
 
F.eks.: 2522 = uge 25, år 2022 

Hvis du har en påhængsvogn, der er Tempo 100-godkendt, skal du være opmærksom på, at dækkene her maks. må være 6 år gamle. 
 
Læs mere: Få styr på Tempo-100

Hvornår bør dæk skiftes? 

Dine dæks mønster er afgørende for deres greb i vejen, derfor må de ikke blive for slidte. For nogle bilister vil deres dæk nå at blive slidt op, inden dækkene når at blive for gamle, mens de for andre vil nå at blive for gamle. 

FDM anbefaler dækmønsteret er på minimum 3 mm, lovkravet er minimum 1,6 mm. Men skulle dine dæk ikke blive slidt ned, bør du ikke lade dem blive ældre end 10 år, da dækkets gummiblanding ændrer karakter, og dækket dermed mister nogle af sine oprindelige egenskaber. Det er ikke nødvendigvis noget, du kan se med det blotte øje, selv om der i yderste tilfælde kan komme revner. Ændringer i dækket har stor indflydelse på, hvad det kan klare af belastning. 

Læs mere: Sådan opbevarer du dine dæk bedst 

Illustration af underoverskriftHvor er der forskel på nye dæk? 

Dækkenes alder tæller fra deres produktionsdato og ikke fra den dag, du sætter dækkene på. Derfor skal du altid bede om at få de nyest producerede dæk, når du køber nye dæk. Sælgere vil ofte ligge inde med et restlager af dæk af ældre dato. Dem skal du som hovedregel undgå.  
 
Jo ældre et dæk er, når du køber det, jo større er risikoen for, at dækket er blevet opbevaret forkert, og det kan de tage skade af. Desuden udvikler dækteknologien sig løbende, så der kan altså være forskel på helt nye dæk og dæk, der er eksempelvis to eller tre år gamle. 

Læs mere: Find de rigtige dæk til din bil 

Illustration af underoverskriftHvordan opstår snitskader i dæk? 

Selv om dine dæk ikke er slidt ned, kan de pådrage sig skader, som har indflydelse på sikkerheden. Det kan eksempelvis være stikskader, sprængninger i dækkets karkasse (dækkets skelet) og snitskader. 

En snitskade kan ske, hvis du kører skarpt på en kantsten, kører ned i et hul eller hvis du kører over noget, der ligger på vejen. Når sådanne skader kommer på dækket, så påvirker det dækkets holdbarhed. Er der kommet en skade på dit dæk, og er du i tvivl om en skades omfang på dit dæk, så få dit dæk vurderet ved en ekspert, eksempelvis hos FDM. 

Læs mere: Sådan kontakter du et af FDMs testcentre 

Illustration af underoverskriftHvad skal du huske omkring dæk? 

Overordnet set skal du: 

  • Altid bede om at få de nyest producerede dæk, når du køber nye 

  • Tjekke dækkenes DOT-mærke 

  • Løbende tjekke dybden på dækkenes dækmønster 

  • Holde øje med synlige skader 

Illustration af underoverskriftSkal du på en længere tur? 

Er dine dæk ved at være slidte, og planlægger du eksempelvis en kør selv-ferie, er det en god idé at få dækkene skiftet, inden du kører afsted. 

Dækkene er vigtige for bilens sikkerhed, og på lange ture er de hårdt belastet af tungt læs, høje temperaturer og høj hastighed. I værste tilfælde kan dækket ikke klare belastningen og sprænger, og så er der en alvorlig risiko for, at man kører galt. 

Husk også altid at indstille dæktrykket til høj belastning. Du kan se, hvor højt, det skal være i bilens instruktionsbog. 

Læs mere: Få styr på dæktrykket 

Har du brug for hjælp?

Husk, som medlem af FDM kan du altid få hjælp af eksperter, der har stor viden om valg af dæk.Kontakt rådgivningen