Ford Kuga kører overalt

Ford har samlet sine mindre offroadere i én og samme model, der skal sælges over hele verden. Navnet Kuga genbruges fra den europæiske udgave, og det er også herfra designet stammer. Desværre har USA stået for undervognen.

Ford Kuga er blevet en verdensbil og skal sælges uændret på alle markeder. Designet er heldigvis holdt i europæisk smag.
Forpremiere

I forhold til den gamle Ford Kuga er længden øget til gavn for bedre bagsædeplads og et større bagagerum.
I forhold til den gamle Ford Kuga er længden øget til gavn for bedre bagsædeplads og et større bagagerum.
Motor mener: Ford Kuga er vokset og har dermed fået en del mere brugsværdi. Køreindtrykket er positivt, selv om der er lagt lige rigelig vægt på komforten i undervognen. Teknikken kan man dog ikke sætte en finger på.

Den gamle Ford Kuga var skabt i samarbejde med bl.a. Volvo, der stadig producerer sin XC60. Egentlig kunne Kuga også have taget et par år mere, men Ford har valgt, at alle fremtidige biler skal være ens i hele verden, og da den amerikanske udgave stod over for fornyelse, måtte også den europæiske Ford Kuga lade livet.

Instrumentbordet er typisk Ford med mange knapper omkring radioen. Sync er dog standard og tillader stemmestyret aktivering af radio, telefon og navigationsanlæg m.m.
Instrumentbordet er typisk Ford med mange knapper omkring radioen. Sync er dog standard og tillader stemmestyret aktivering af radio, telefon og navigationsanlæg m.m.
Ford har måttet kæmpe hårdt for at få de to ender til at mødes, for netop denne biltype har i USA ofte været stor og svulstig, mens tendensen i Europa går i retning af mindre og lettere biler, der kan køre langt på literen. Og i det spil er det faktisk Europa, der har vundet.

I forhold til bilens størrelse er motorerne således blevet små og økonomiske med et valg mellem en 1.6-liters benziner eller en toliters dieselmotor. I begge tilfælde er der „kun” fire cylindre, hvilket en turbolader så skal kompensere for.

Dieselmotor klæder Ford Kuga

Vi har endnu kun prøvet dieseludgaven, og den har på ingen måde besvær med at holde bilen kørende. Faktisk har den så mange kræfter, at man kan køre med kun få omdrejninger, og det holder både støjen og forbruget nede.

I det hele taget virker den nye Ford Kuga meget komfortabelt anlagt, og vælger man versionen med dieselmotor og det glimrende Powershift-automatgear, får man en meget letkørt og komfortabel bil.

Bagagerummet rummer 456 liter, og bagsæderne kan foldes forover, så gulvet bliver fladt.
Bagagerummet rummer 456 liter, og bagsæderne kan foldes forover, så gulvet bliver fladt.
Undervognen er også lagt ud til den komfortable side, og det er fint, når man indimellem tager en afstikker væk fra den flade asfalt. I terrænet er undervognen nemlig rigtig god til at dæmpe ujævnhedernes ubarmhjertige angreb på hjul og fjedre, og det er rigtig godt.

Mindre godt virker den bløde undervogn til gengæld, når man kører ad små snoede asfaltveje med høj fart. Så er kombinationen af bilens højde og dens bløde bevægelser ikke rigtig rare. Her havde det været fint, om man havde kunnet indstille undervognens karakter efter eget valg, så den kunne blive mere hård ved en sådan kørsel.

Ford Kuga med avanceret firehjulstræk

Vælger man at tilkøbe nøglefri adgang til Ford Kuga, får man samtidig elektrisk betjent bagklap, hvor man blot bevæger foden under kofangeren for at åbne bagklappen.
Vælger man at tilkøbe nøglefri adgang til Ford Kuga, får man samtidig elektrisk betjent bagklap, hvor man blot bevæger foden under kofangeren for at åbne bagklappen.
Ford Kuga kommer i versioner med enten forhjulstræk eller et avanceret firehjulstræk. Merprisen er 40.000 kroner i dieseludgaverne, mens man i benzinudgaven automatisk får det hele med, når man vælger den kraftige udgave med 182 hk.

Ford kalder systemet for ’Intelligent 4WD’, idet det fungerer, helt uden at føreren skal gøre noget. Man kan følge med i fordelingen af træk mellem for- og baghjul på et lille display, og her ser man, at bilen er helt forhjulstrukken, når man kører på motorvej, mens kræfterne løbende reguleres mellem for- og baghjul ved kørsel i terræn alt efter underlagets beskaffenhed.

Det virker enkelt og er både effektivt i terræn og brændstofbesparende ved normal kørsel. Ford Kuga må trække op mod 2.100 kg.

Sikkerhed skal tilkøbes

Automatgear til dieseludgaverne er baseret på dobbeltkoblingsgearkassen Powershift, mens det til benzinudgaven er en traditionel automatgearkasse. Merprisen for Powershift er 26.400 kr.
Automatgear til dieseludgaverne er baseret på dobbeltkoblingsgearkassen Powershift, mens det til benzinudgaven er en traditionel automatgearkasse. Merprisen for Powershift er 26.400 kr.
Selv om Ford Kuga hurtigt koster op mod en halv million kroner, har den danske importør ikke taget skridtet fuldt ud og forsynet alle udgaver med det meget omfattende sikkerhedsudstyr, Ford tilbyder. Det er underligt al den stund, at man faktisk kan få det hele for under 40.000 kroner i tilkøb – formentlig endnu billigere, hvis alle biler havde det.

Udstyret omfatter en fartpilot, der selv holder afstand til forankørende, et system, der hjælper med at holde bilen i vognbanen ved motorvejskørsel, et system, der holder øje med trafikanter i den blinde vinkel, automatisk op- og nedblænding, skiltelæser, træthedsovervågning, samt et automatisk nødbremsesystem, der selv bremser bilen ned, hvis man ikke har set at bilen foran holder stille.

Set i lyset af, at den nye Ford Kuga ellers er blevet 25.000 kroner billigere end forgængeren, havde det været en unik chance for at gøre Kuga til den usædvanlige bil, den faktisk er, hvis man vælger den med alt i udstyr.