Suzuki Swift Sport – blødkogt sportsmodel

Swift Sport har været en af de billigste genveje til sjov i gaden. Men med turbomotor og et nyt styretøj er Suzukien blevet mindre hårdkogt og mere komfortabel.

Suzuki Swift Sport forfra
Fotograf:

Foto

Karsten M. Lemche, FDM
Forpremiere

MALAGA Blot to minutter på motorvejen afslører alt om den tredje generation af Suzuki Swift Sport. Væk er den stenhårde undervogn, væk er motorvrælet fra en alt for lavt gearet sportslig motor.

Sport er erstattet af komfort. Og hvor man før sad med blødende øregange, kan man nu føre en afslappet samtale med de andre passagerer, nyde lidt god musik eller blot stilheden i kabinen.

Det står i skarp kontrast til bilens ydre. I farven Championship Yellow fremstår Swift Sport hårdkogt. 17”-fælgene fylder godt ud i hjulkasserne. Kølergrillen med bikube-mønster som på racerbiler giver et aggressivt udtryk. Og så er den svøbt i en kant af kulfiber – eller rettere: Forkastelig fake kulfiber.

Motor mener

Swift Sport har gennemgået et hamskifte, der har gjort den mere komfortabel og mindre sporty. Til gengæld har den fået bredere appel.

Læs også: Motors test af VW Polo GTI

Ærgerligt, at Suzuki ikke toner rent flag med materialerne. Det er lidt som at gå med et kopi-Rolex. Har du ikke råd, så lad vær, og bær i stedet dit Casio-ur med rank ryg.

Spøjst styretøj

De seneste Suzuki-modeller har haft udfordringer med deres styretøj, der har klemt over midterstillingen. Vi har kritiseret dette på både Baleno og den almindelige Swift.

Suzuki Swift Sport - kabine
Der er mange røde detaljer i kabinen, bl.a. på omdrejningstælleren. Et klart plus er de gode sportssæder, der støtter godt om kroppen.

Her adskiller Swift Sport sig markant. I stedet har den en meget, meget kraftig selvopretning. Når du slipper rattet, springer det i ligeudstilling. Det har den ærgerlige bi-effekt, at du skal kæmpe mod selvopretningen, når du styrer ind i et sving, og denne modstand fjerner følingen i styretøjet.

Find din nye Suzuki Swift på FDM biler.dk

I en almindelig bilmodel har det ikke den store betydning, men i en sportsmodel, hvor forgængeren var kendt for sit involverende styretøj, er det en ærgerlig udvikling. Motor prøvede Swift Sport i Sydspanien, og på de smalle bjergveje var der ellers rimelig godt bid på vej ind i svingene. Dog med en lille tendens til understyring, når farten sættes i vejret.

Suzuki Swift Sport - kulfiber er fake
Alle steder er der ussel fake-kulfiber. Det er blødt, kunstigt og en skændsel på bilen. Det bør fjernes ved førstkommende facelift.

Blødt affjedret

Køreegenskaberne er naturligvis i fokus på en GTI-model som Swift Sport. Især når forgængeren var berømt/berygtet for sine kompromisløse køreegenskaber. Og selvom affjedringen er fastere end en almindelig Swift, er Sport-versionen markant bedre affjedret.

Støddæmperne er fra Monroe og giver en eminent dæmpning. Dermed vil man uden problem kunne bruge Swift Sport til pendlerbil, det var en større udfordring i forgængerne. Det eneste, som trækker lidt ned, er dækstøj.

Læs også: Motors første tur i VW Up GTI

Suzuki Swift Sport - udstødningsrør
En – eller rettere to – frække detaljer er de to udstødningsrør, der giver bagenden kant. Igen ussel og skammelig fake-kulfiber.

Her hjælper motoren også til. For selvom præstationerne med 0-100 km/t på 8,1 sek. kan imponere nogle, så er den største forbedring, at Suzuki også har ændret udvekslingerne i gearkassen, så motorstøjen nærmest er væk ved motorvejskørsel.

80 kg lettere

Turboen giver samtidig et markant bedre bundtræk, så du sjældent har brug for at geare ned for at komme ud over stepperne. I forhold til forgængeren har Swift Sport været på kur og vejer nu 80 kg mindre end tidligere.

Dermed er Swift Sport blevet en kvik bil til prisen.

Læs også: Opel skruer ned for Corsa-sport

Suzuki Swift Sport - fælge
17”-fælgene har et frækt kantet design. Suzukis chefdesigner var med rette meget stolt under præsentationen. Listen under dørene er i fake-kulfiber.

Men ligesom med styretøjet har den nye motor også ændret karakter i forhold til forgængerne. Under acceleration er der intet at udsætte, men turboen betyder, at motoromdrejningerne falder langsommere, når du slipper speederen. Dermed kan du ikke ændre vægtbalancen i bilen ved at slippe speederen.

I en GTI-model bruger du speederslippet til at få mere vægt på forenden og dermed få mere indstyring i et sving eller få bagenden til at blive løsere, og dermed balancere bilen gennem svinget. Det kunne de tidligere Swift Sport-modeller til perfektion.

Tjek, tjek, tjek

Sport er topmodellen i Swift-familien. Så du får LED for- og baglygter, adaptiv fartpilot, nødbremse, klimaanlæg, syvtommer skærm med både navigation, bluetooth og mobilintegration i form af Android Auto og Apple CarPlay. Udstyr, som understreger bevægelsen fra sport til komfort.

Suzuki Swift Sport - bagfra
Som andre Swift-modeller er udsynet skråt bagud dårligt, bagerste stolpe er bred, og dørhåndtag i vindueshøjde hjælper heller ikke.

Sportssæderne er dog tro mod bilens navn og yder god støtte sideværts og er godt polstret. Ærgerligt, at ryglænet ikke kan justeres trinløst, men kun i hak.

Prøv guiden: Find din nye bil på FDM biler.dk

Prisen forventes at ende på 235.000 kr., når Swift Sport kommer til august. Det gør, at du på papiret får meget motor, køreglæde og udstyr for pengene.

Men der er ingen genvej til forholdet mellem kvalitet og pris, hvilket understreges af, at trykskærmen hører til blandt de mere kornede på markedet. Dog vil vi fremhæve den adaptive fartpilot, der fungerer rigtig godt.

Suzuki Swift Sport - bagfra
Swift Sport er køreglad, bare på en mindre fokuseret måde end forgængerne. Gnisten i køreglæden er dæmpet, og komforten er blevet højere.

Konklusion

Swift Sport har god plads i kabinen, som de andre Swift-modeller, og det kan overraske, når bilen ikke fylder mere i gadebilledet. Bagagerummet er også på hæderlige 265 liter, det er dog godt 80 liter mindre end klassens største.

De største konkurrenter er Ford Fiesta med ST-line udstyr og Seat Ibiza. Begge fås med 140-150 hk, og samme prisniveau, når der korrigeres for udstyrsniveauet.

Med den nye Swift Sport er balancen ændret i klassen, hvor Swift ikke længere er det naturlige valg for de bilkøbere, der elsker køredynamik. Her virker Fiesta ST-Line, som et bedre valg.

Men tredje generation af Swift Sport åbner op for de bilkøbere, der gerne vil have masser af udstyr, frække designdetaljer og en kraftig acceleration.

Hamskiftet river kørehjertet ud på de glade ejerne af tidligere Swift Sport - og tramper på det. Til gengæld vil den nye Swift Sport tiltrække en ny – og større – fanskare, der vil værdsætte kombinationen af udstyr, komfort og en snert af sport.

Suzuki Swift Sport bagfra

Suzuki Swift

17,9 km/l
Benzin
235.000 kr.
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.4 liter – 4 cyl. – turbo
  • CO2 udledning
    125 g/km
  • Effekt
    140 hk
  • Moment
    230 Nm
  • Topfart
    210 km/t.
  • Acc. (0-100)
    8,1 sek.
  • Køreklar vægt
    975 kg
  • Bagagerum
    265 liter
  • Akselafstand
    245 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 12
    Dog højst 100.000 km
  • Mål
    L:389 cm B:174 cm H:150 cm

Sikkerhed

2017
Luk