Dacia Duster – se hvorfor facelift skuffer

Dacia Duster har fået et lille facelift, men det har desværre ikke hjulpet. Fabrikken har nemlig valgt at fortsætte salget af bilen uden den livreddende nødbremse.

Dacia Duster set forfra
Forpremiere

Motor mener: 

Det er trist, at en ellers seriøs producent som Renault/Dacia lægger ry og rygte til en bil som Duster. I stedet for et simpelt facelift burde dens sikkerhedsniveau have været opdateret til et anstændigt niveau.

PARIS Øv, hvor er det ærgerligt, at Dacia og moderselskabet Renault ikke har taget tyren ved hornene og opdateret den sjove og rå Duster, så den kunne have været et køb værd.

Den kom på markedet for 11 år siden i den første generation, og til dato har knap to millioner købere fået sig en bil, der på mange måder giver en god oplevelse.

Men i 2021 har verden trods alt ændret sig i forhold til dengang, og blandt andet har næsten alle nye biler fået aktivt sikkerhedsudstyr, og det har medført, at antallet af dræbte og tilskadekomne i trafikken er mindsket år for år.

Den udvikling er desværre gået helt hen over hovedet på Dacia Duster, og det betyder, at bilen stadig sælges helt uden bl.a. en nødbremse, der ellers er blevet almindeligt udstyr i næsten alle nye bilmodeller. Dacia siger selv, at de har spurgt deres kunder, og de ønsker ikke dette sikkerhedsudstyr i bilerne. Så indtil det bliver lovpligtigt, bliver bilen fortsat solgt uden en aktiv nødbremse.

Duster opnåede tre stjerner i Euro NCAP-testen fra 2017, hvor denne 2. generation er fra, men bilen ville opnå væsentlig færre stjerner i en test fra i år, da kriterierne er opdaterede flere gange siden dengang.

DaciaDuster kabine
Førerpladsen er opdateret med en 8-tommerskærm med indbygget Apple CarPlay og Android Auto. I den dyreste version kobles de til trådløst. Der er mange betjeningselementer fra Renault, men selve instrumentbordet er i stenhård plast.

Hvordan er udstyret i Dacia Duster?

Det er ellers ikke, fordi Dacia-ingeniørerne slet ikke har revideret bilens teknik. Fortil er forlygterne opdateret med ny LED-teknik, og inde i bilen er der kommet en ny 8-tommerskærm med indbygget Apple CarPlay og Android Auto, som endda i topudgaverne kan aktiveres trådløst. Det er smart, og med til at holde humøret oppe, når man sidder bag rattet.

Under motorhjelmen er der kommet en ny 1.3-motor med 150 hk, og man kan nu igen få automatgear i form af en sekstrins dobbeltkoblingsgear.

Ellers er nyhederne begrænset til nyt stof på sæderne og nydesignede hovedstøtter. Det er det, og ikke engang fabrikkens nye logo er kommet med i opdateringen.

Dacia Duster i terræn
Frihøjden er næsten på 22 cm, og det gør bilen velegnet til en skovtur. De grå paneler for og bag ser godt ud, men er af plastic.

Hvordan kører Dacia Duster?

Vi tog den nye Duster med på en lang tur rundt om Paris, og her viste den sig faktisk fra sin bedste side. Undervognen virkede komfortabel, og bilen er ganske god til at køre ligeud.

Men man kan godt glemme alt om smarte sikkerhedssystemer, der kan hjælpe med at fastholde bilen i vognbanen eller holde afstand til forankørende biler. Også klimaanlægget var noget grovkornet og støjende, og på den måde blev oplevelsen af bilen alligevel samlet set som noget fra forrige årtusinde.

Topudgaven er en dieseludgave med 115 hk og firehjulstræk. Den prøvede vi også, og den fik lov at vise sin duelighed på en bane med mange vilde udfordringer. Det klarede den flot, og Duster kan på den måde præstere på et niveau, som kun de færreste tør at udnytte. Firehjulstrækket er indrettet, så man kan låse for- og baghjulene sammen, så der hele tiden trækkes på alle fire hjul uanset underlaget, og netop den funktion viste sig at være effektiv.

Firehjulstrækkeren fås kun med manuelt gear, mens benzinudgaven med 150 hk kun fås med automatgear. Det manuelle gear fungerede fint, hvorimod automatgearet føltes upræcist og nølende.

Så selvom det lyder godt med 150 hk og automatgear, så hold på pengene og vælg i stedet benzinmotoren med 130 hk, hvis du kan nøjes med manuelt gear og træk på to hjul. I så fald lander prisen på lige over de 200.000 kr., mens dieseludgaven med 4x4 koster 236.000 kr.

Det ligner attraktive priser, men tænk dig alligevel godt om: Køb kun Dacia Duster, hvis du vil have en ny bil med teknologi som i de gamle dage.

 

Læs flere bilnyheder

 

Dacia Duster set bagfra

Dacia Duster

16,1 km/l
Benzin
217.590 kr.
  • Pris
  • Affjedring
  • Garanti
  • Sikkerhed
  • Gearskift
  • Hård plast overalt
Luk
Vis flere data

Fabriksdata

  • Motor
    1.3 liter – 4 cyl.
  • CO2 udledning
    141 g/km
  • Effekt
    130 hk
  • Moment
    240 Nm
  • Topfart
    193 km/t.
  • Acc. (0-100)
    10,6 sek.
  • Køreklar vægt
    1.242 kg
  • Maks. påhængsvægt
    1.500 kg
  • Bagagerum
    478 liter
  • Akselafstand
    267 cm
  • Garanti (bil/lak/rust)
    3 / 3 / 6
  • Mål
    L:434 cm B:180 cm H:163 cm

Sikkerhed

2017
Luk