Service- og reparationsaftale: Se fordele og ulemper

Med en god service- og reparationsaftale kan du som forbruger lappe lidt på en mangelfuld eller kort garanti på din bil. Derfor kan det give mening at indgå sådan en aftale, men der kan også være ulemper. Få overblikket.

Par taler med bilforhandler.
Viden

I Danmark har en lang række bilmærker stadig kun to års garanti eller garantilignende vilkår, det gælder f.eks. de fleste europæiske bilmærker. FDM mener, at to år er alt for lidt til at give dig en betryggende sikkerhed mod produktfejl. 

En god service- og reparationsaftale kan være en økonomisk fordel. Du kan f.eks. med fordel overveje service- og reparationsaftalen, hvis du vælger en dieselbil, da reparationer på dieselbiler som udgangspunkt er dyre. Her kan du læse mere om, hvad de er er værd at vide service- og reparationsaftaler.

Illustration af underoverskriftHvor lang er en service- og reparationsaftale?

Service- og reparationsaftalerne indgås for en bestemt periode, normalt 2-5 år, og for det antal kilometer, du forventer at komme til at køre i perioden.

For at få det optimale ud af en service- og reparationsaftale, skal du kunne forudsige, hvor længe du vil beholde bilen, og hvor langt du kører hvert år i hele perioden. Husk at jo længere kontrakt, jo sværere bliver det at skønne rigtigt, da der kan ske mange uforudsete ting i fremtiden: Du kan flytte bopæl, skifte job, blive skilt, blive syg osv.

Det er ikke ligegyldigt, om du gætter rigtigt, fordi de fleste service- og reparationsaftaler indeholder en særlig straf-pris, hvis du kører længere end beregnet, de såkaldte "overkørte kilometer". De afregnes ofte til en meget højere km-sats end de øvrige kilometer.

Hvis du derimod tegner for mange kilometer i kontrakten for at være på den sikre side, kommer du til at betale for noget, du aldrig får. På samme måde som hvis du kun har brugt to af dine fem forudbetalte timer på mobiltelefonen. Ved du, at der er usikkerhed om fremtiden på den nævnte punkter, bør du lade aftalen ligge.

Illustration af underoverskriftHvornår er service- og reparationsaftale pengene værd?

Der findes både gode og dårlige service- og reparationsaftaler, så man kan ikke med sikkerhed sige, om en service- og reparationsaftale altid er en god idé. Det afhænger af din situation. Vi har her oplistet forhold, du skal være særlig opmærksom på, inden du tegner en aftale.

Illustration af underoverskriftDækker aftalen dine behov?

Tjek aftalens indhold grundigt. Tjek om bilens svage punkter er med i reparationsdelen: Hvis en bil f.eks. er kendt for at forbruge mange lygtepærer, er det vigtigt, at aftalen også omfatter den løbende udskiftning af pærer, for det er jo det, du får brug for.

FDM vil gerne gennemgå en konkret serviceaftale for dig for at se, om den dækker det, du har brug for.

Illustration af underoverskriftHvad skal aftalen som minimum dække?

Vi mener, at service- og reparationsaftaler som minimum bør indeholde komplet servicering efter bilens serviceplan og herudover nødvendige reparationer for at opretholde bilens drift - både mekanisk og elektronisk.

Gør den det, er du tit sikret fornuftigt mod ubehagelige overraskelser i løbetiden. Det helt centrale i service- og reparationsaftalen er netop, om du har en god dækning på reparations- og forsikringsdelen.

Illustration af underoverskriftHvad skal du være særlig opmærksom på?

Biler er komplicerede og består af mange enkeltkomponenter. Men det er vigtigt, at du stiller spørgsmål til udbyderen, hvis der er udtryk og formuleringer, du ikke forstår.

Et godt eksempel er "eftermonteret udstyr". Der kan nemlig være forskellige opfattelser af, hvad udtrykket dækker over. De fleste kan være enige om, at udstyr, der er købt i en biltilbehørsbutik og monteres på en bil, der er f.eks. 2-3 år, er eftermonteret.

Men hvad med nye biler? Det er normalt, at forbrugerne forventer, at det originale udstyr, der sidder på bilen, når forhandleren leverer den som fabriksny, ikke er eftermonteret. Men det kan man ikke altid gå ud fra, hvis man skal følge den fortolkning, som flere bilimportører har.

Det kan f.eks. handle om klimaanlæg, elektriske rudehejs, fartpilot og anhængertræk. Også selv om det er af samme mærke som bilen, og selv om det er monteret af mærkeforhandleren, efter kunden har valgt det i bilens originale tilbehørskatalog.

FDM mener, at en service- og reparationsaftale bør omfatte bilen med det udstyr, den blev leveret med til kunden.

Illustration af underoverskriftHvad er fordelen ved en service- og reparationsaftale?

Helt overordnet har service- og reparationsaftalen den fordel, at du normalt betaler månedligt i små bidder i stedet for at få en stor regning efter hver service eller reparation. Det gør det nemmere at lægge budget.

Bagsiden af medaljen er, at du dermed selv har sat priskonkurrencen ud af spil. Du kan altså ikke tage mod et rabattilbud eller nyde fordel af priskrig eller generelt faldende priser. Du må godt betale lidt mere for en service- og reparationsaftale, men med en god dækning.

Da service- og reparationsaftalens formål er at sikre dig mod de store uforudsete udgifter og samtidig gøre det nemt at lægge bilens løbende vedligeholdelse ind i et budget, skal du prioritere at få en aftale med en god dækning af det tekniske og elektroniske.

Hvis du indhenter et konkret pristilbud på en service- og reparationsaftale, kan FDMs tekniske konsulenter hjælpe dig med at vurdere, om du får noget for pengene.

Illustration af underoverskriftEr det en fordel med flere værksteder i aftalen?

Nogle service- og reparationsaftaler udbydes af den enkelte forhandler, mens andre udbydes f.eks. af bilimportøren, så der kan vælges frit blandt alle bilmærkets værksteder i landet. Og nogle gange endda i udlandet på ferieture osv.

Det giver dig bedst sikkerhed at have valget mellem mange værksteder. Binder du dig til kun ét værksted, er du nødt til at blive der, selv om du måske bliver utilfreds med kvaliteten, eller du måske flytter, eller hvis mærkeværkstedet ophører med at at være mærkeværksted.

Illustration af underoverskriftHvornår skal aftalen udløbe?

Det normale er, at aftalen udløber ved, at du enten når kilometermaksimum eller tidsfristen. Der er også aftaler, der fortsætter hele tidsperioden, selv om du har nået kilometerne længe inden. Disse aftaler kan give dig økonomiske overraskelser, fordi du kan komme til at betale strafprisen for de overkørte kilometer.

FDM mener, de bedste aftaler er dem, der udløber umiddelbart efter et service er gennemført. Det sker ikke sjældent, at man kører lidt færre kilometer, end man regnede med, da man nogle år forinden indgik aftalen.

Det betyder, at man ved udløb efter f.eks. tre år lige akkurat nåede til 72.000 km i stedet for de 75.000 km, hvor bilen skal til service. Man kommer så til at betale for hele kontraktperioden, der altså også indeholder betaling for 75.000 km-service, som man ikke får med. Når bilen så når de 75.000 kilometer kort efter, skal du efterfølgende selv betale serviceeftersynet, som egentlig var en del af din aftale.

Illustration af underoverskriftKan udbyderen opsige aftalen?

Udbyderen skal ikke kunne opsige aftalen og indkassere din opsparing mod til gengæld at slippe for at servicere og reparere i den sidste, dyre, del af perioden.

Med en service- og reparationsaftale betaler du normalt hver måned allerede fra bilens første måned. Det betyder reelt, at du forudbetaler for service og reparationer, der først bliver aktuelle langt senere. Du kommer i realiteten til at betale forholdsvis for meget i kontraktens første del, hvorefter billedet vender i den sidste del. Det er altså i kontraktens sidste del, du har størst udbytte af aftalen.

Illustration af underoverskriftHvad gælder omkring opsigelse fra din side?

Du skal kunne opsige med én måneds varsel efter 6 måneder: Det står i forbrugeraftalelovens § 28, at en forbruger skal kunne opsige en løbende aftale med en måneds varsel, når aftalen har løbet et halvt års tid.

Normalt har du en interesse i at bevare kontrakten i så lang tid som muligt pga. den relativt høje betaling i den billige vedligeholdelsesperiode. Samtidig er det vigtigt, at du kan komme ud af aftalen, hvis du får brug for det. Og det har du altså ret til.

Illustration af underoverskriftKan aftalen ændres, hvis dine behov ændres?

Da fremtiden er det sværeste at spå om, kan du komme i en situation, hvor du får brug for at ændre i løbetiden eller kilometerantallet. Du bør kigge efter, om aftalen kan ændres undervejs.

Kan den ikke det, kan du stå i en situation, hvor du kan være nødt til at opsige hele aftalen, selv om en ændring havde været nok.

Illustration af underoverskriftKan aftalen fortsætte til ny ejer?

Nybilsgarantierne følger bilen. Det bør serviceaftalen også gøre. Det bør derfor være op til den nye ejer at bestemme, om han vil fortsætte den eller ej.

Desværre er der en del service- og reparationsaftaler, der ophører ved ejerskifte, og det er meget uhensigtsmæssigt for dig. Derved mister du det opsparede beløb, ligesom udbyderen slipper for udgifter i den dyreste del af aftaleperioden.

Læs mere: Garanti og reklamation

Illustration af underoverskriftKan der være urimelige forbehold i aftalen?

En række andre hensigtsmæssigheder og urimeligheder kan også have sneget sig ind i kontrakterne. Dem skal du også kigge efter, selv om de kan være svære at finde, hvis man ikke er vant til at læse kontrakter.

F.eks. har vi set aftaler med ulovlige rentevilkår som 2 % pr. påbegyndt måned, hvis man betaler for sent. Med renters rente er det et pænt stykke over 25 % om året. Det er ulovligt at opkræve for høj rente.

Nogle udbydere beregner, om der har været under- eller overskud på aftalen, hvis du opsiger den før tid. Har du betalt for mere, end du har fået, sker der ikke mere, men har du fået ydelser for flere penge, end du har betalt - f.eks. hvis koblingen er udskiftet - får du en efterregning på differencen.

FDM mener, et sådant vilkår er urimeligt, da du mod din vilje og dine planer kan blive tvunget til at beholde bilen i hele perioden for at undgå en stor efterregning. Vores jurister vil altid hjælpe med at vurdere indholdet i en service- og reparationsaftale.

Har du brug for rådgivning? 

Husk, at du som medlem af FDM kan få hjælp af vores juridiske eksperter bl.a. til at vurdere indholdet i en service- og reparationsaftale. 

Bliv medlem