Er din bils hjul spændt godt nok fast?

De seneste dage har budt på flere historier i medierne om løse hjulbolte og biler, der har tabt deres hjul. Er hjulet fastspændt korrekt, bør hjulbolte ikke kunne løsne sig, siger FDM.

Er hjulet fastspændt korrekt, bør hjulbolte ikke kunne løsne sig.
Nyt om biler

Flere bilejere har de seneste dage og uger oplevet, at en eller flere hjulbolte har løsnet sig. I enkelte tilfælde har bilen endda tabt det ene hjul under kørslen. Uanset hvad årsagen er, er det en alvorlig sag, mener FDM.

SE VIDEO: Så nemt klarer du selv hjulskift

Sjældent at hjulbolte løsner sig

”Vi har ingen grund til at betvivle de bilejere, som oplever, at deres hjulbolte har løsnet sig. Om det så skyldes hærværk, eller om der er en anden forklaring er op til politiet at efterforske. Under alle omstændigheder er det meget ubehageligt og kan i værste fald medføre alvorlige uheld,” siger afdelingschef i FDMs tekniske rådgivning Lone Otto og tilføjer:

"I vores tekniske rådgivning får vi af og til henvendelser om løse hjulbolte. Som oftest kommer disse henvendelser i perioden efter, at mange lige har skiftet fra vinter- til sommerhjul eller omvendt. Oplever man, at bilen lyder anderledes end normalt, ryster eller er svær at styre, skal man sænke farten, kører ind til siden og standser bilen."

LÆS OGSÅ: Skal bilens hjul efterspændes?

Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi, som har modtaget de fleste anmeldelser om de løse hjulbolte, har man ikke noget fuldstændigt overblik over, hvor mange af bilejerne, som har anmeldt tilfælde med løse hjulbolte, der selv har skiftet fra vinter- til sommerhjul. Heller ikke om der i den forbindelse er brugt en momentnøgle.

LÆS OGSÅ: Lad FDM skifte dine hjul

Vigtigt at hjul spændes korrekt

”Man kan sagtens skifte sine hjul selv. Det er dog vigtigt, at man monterer hjulene korrekt. Det vil sige, at både nav, fælge og bolte er renset for skidt, spændt korrekt og efterspændt med en momentnøgle Er de det, bør hjulbolte ikke kunne løsne sig af sig selv. Får man skiftet hjul på et dækcenter eller værksted kan man i mange tilfælde få kontrolleret og efterspændt hjulene efter en uges tid. Er man mest tryg ved det, er det ingen skade til. Man kan også selv gøre det med en momentnøgle. Men er det gjort korrekt første gang, burde det ikke være nødvendigt,” siger Lone Otto.

LÆS OGSÅ: Find udstyr til hjulskift

Se i denne video, hvordan du tjekker, om dine hjul er spændt korrekt