Volkswagen overhaler Toyota – igen

Den tyske verdenskoncern solgte i årets første halvdel flere biler end Toyota og er dermed – for tiden – verdens største bilfirma.

Nyt om biler

De skiftes til at overhale hinanden, Volkswagen og Toyota. Og trods den lammende dieselskandale fra september er det nu Volkswagen, der fører det globale salgskapløb.

Volkswagen Group gik i årets første halvdel 1,5 procent frem i salgstal til i alt 5,12 millioner enheder, bus- og lastbildivisionen med Scania og MAN inklusive.

Toyota Motor Corp., derimod, gik 0,6 procent tilbage og solgte ifølge Automotive News 4,99 mio. styks. Også her tælles tunge køretøjer med. Allerede ved årets start forudså Toyota et fald på en procent i år, primært på grund af svigtende bilsalg i Japan.

Volkswagen også størst for hele 2016?

Med Volkswagens fremgang og Toyotas tilbagegang i salg er der udsigt til, at Volkswagen i 2016 for første gang kan kalde sig verdens største bilproducent.

Situationen var dog præcis den samme for et år siden. Volkswagen overhalede i de første seks måneder af 2015 Toyota for første gang i et halvårsresultat, og alt tydede på, at den tyske koncern ville erobre verdenstronen.

Toyota gjorde comeback

Men lykken vendte i årets anden halvdel, og Toyota blev endnu en gang størst. Dieselskandalen kostede Volkswagen salg i bl.a. USA og Tyskland, men i virkeligheden var det tilbagegang i Kina, hvor Volkswagen er mange gange større end Toyota, der kostede den største nedgang.

Hverken Toyota eller Volkswagen lægger selv vægt på at være størst i salgstal, i hvert fald ikke udadtil.

Volkswagen erklærede dog i 2012, at man i 2018 ville være verdens største. Resultatet ser nu ud til at komme to år før planen, men det ’nye’ og mere ydmyge Volkswagen har ikke fornylig gentaget det vigtige i at være størst i salgstal.