Der er nu stort set timedrift fra tidlig morgen til sen eftermiddag med Mols-Linjens færger, efter at kæmpe-katamaranen ”Kat Express 2” er sat i daglig drift.
Den nybyggede superfærge med plads til flere end 400 biler supplerer den lidt ældre ”Kat Express 1” på samme størrelse og den mindre Max Mols.
14 dobbeltture på hverdage
Dermed har bilister ti daglige afgange fra Aarhus til Sjællands Odde og lige så mange i modsat retning at vælge imellem.
Derudover er der nu på hverdage to dobbeltture mellem Ebeltoft og Odden mod hidtil kun én. Lørdag og søndag er der tre tur-retur-sejladser, men færre mellem Odden og Aarhus.
Tidligt om morgenen, ikke sent om aftenen
Første afgang fra Aarhus er på hverdage kl. 6.00, mens sidste mulighed for at komme til Sjælland er allerede kl. 18.30. Fra Sjælland er første afgang nu 7.45 og sidste 19.15. Dog er det muligt at vente til 20.15, hvis man vil til Ebeltoft.
De tre hurtigfærger kan tilsammen overføre 8.500 personbiler i døgnet.Den nye hurtigfærge, der blev indsat i almindelig drift 2. maj, ankom til Aarhus sidst i april efter en rejse, der har strakt sig over 37 dage og 25.000 km fra Tasmanien, over Stillehavet, gennem Panamakanalen og over Atlanterhavet.
Lavprisbilletter kan ændres
Kort inden ankomst af ”Kat Express 2” havde Mols-Linjen ændret på vilkårene for de billigste billetter – i bilisternes favør.
Hidtil har de billigste lavprisbilletter, der typisk koster 220-299 kr., været helt ufleksible, så pengene har været tabt, hvis man ændrede planer eller ikke kunne nå sin færge.
Nu kan lavprisbilletterne ændres mod et gebyr på 45 kr. plus – hvilket kan være det langt dyreste – en eventuel prisforskel op til næste kategori, hvis der ikke er flere lavprisbillet på den pågældende afgang. Det er samme politik, flyselskaberne bruger.
Billigste ”flex” og ”standard” koster hhv. 399 og 699 kr.