Ny kæmpekatamaran klar til at pløje Kattegat

Efter en usædvanlig tur den halve vej rundt om kloden er Molslinjens nyeste hurtigfærge klar til dagligdagen mellem Aarhus og Odden. Det betyder flere afgange.

Katexpress 3 på vej gennnem Panamankanalen.
Trafik

En ny hurtigfærge i kæmpestørrelse er klar til at sejle bilister over Kattegat. Molslinjens helt nye ’Express 3’ ankom 23. maj til Aarhus efter sin 25.000 km lange tur fra Hobart på Tasmanien.

Den usædvanlige sejltur gik bl.a. gennem Panamakanalen, hvor Molslinjen har fået optaget en flot film, fotograferet fra droner.

Fra 1. juni vil den nye færge haste frem og tilbage mellem Aarhus og Sjællands Odde. Dermed vil der være tre af de store Express-katamaraner med plads til godt 400 personbiler på ruten. Den halvt så store ’Max Mols’ vil primært betjene Ebeltoft-ruten i weekends.

Op til 14 afgange dagligt

'Express 3' på vej gennem Panamakanalen på sin 25.000 km lange tur fra værftet i Australien til Aarhus. Fotos: Molslinjen
'Express 3' på vej gennem Panamakanalen på sin 25.000 km lange tur fra værftet i Australien til Aarhus. Fotos: Molslinjen

Med fire færger øges det maksimale antal daglige afgange (i hver retning) fra 12 til 14.

Den nye ’Express 3’ er som udgangspunkt identisk med de to søsterskibe, men for første gang har Molslinjen haft mulighed for at bestemme indretning og teknik fra begyndelsen.

Ny indretning til passagererne

Ud over at optimere skibets teknik, er indretningen i passagerområdet helt anderledes, og skulle være lettere at finde rundt i. Bl.a. er der brugt farver til at opdele skibet i zoner.

Vogndækkene og ramperne er også ændret, så det bliver lettere – særligt for lastbiler – at komme ind og ud, og i det hele taget forventer Molslinjen, at det vil gå hurtigere med at få bilerne fra borde.

'Express 4' kommer næste år

Molslinjen har yderligere en hurtigfærge, ’Express 4’, på bedding. Færgen, som er magen til de tre øvrige Express-skibe, er under bygning i Australien og ventes til Danmark i første kvartal af 2019.

'Express 3' bliver indsat på Aarhus-Odden-ruten 1. juni 2017. Dermed bliver der op til 24 dobbeltture i døgnet på ruten og 28, når Odden-Ebeltoft tælles med.
'Express 3' bliver indsat på Aarhus-Odden-ruten 1. juni 2017. Dermed bliver der op til 24 dobbeltture i døgnet på ruten og 28, når Odden-Ebeltoft tælles med.

Fem færger skal Molslinjen ikke bruge på Kattegat. Meningen med opgraderingen er, at ’Express 1’ og ’Max Mols’ skal bruges på Rønne-Ystad-ruten, som Molslinjen overtager fra september 2018.

SE OGSÅ: Mols-Linien sejler til Bornholm

Det er også årsagen til, at hurtigfærgerne i stilhed er omdøbt fra Katexpress til Express.

To færger flyttes til Bornholm

For at betjene Rønne-Ystad-ruten skal de to ældre færger ombygges i løbet af den kommende vinter.

Derudover er byggeriet af en konventionel færge lige gået i gang i Finland. Denne færge skal ligeledes fra september 2018 bruges på ruterne Rønne-Køge og Rønne-Sassnitz. Bornholmerfærgen bruger i dag ’Hammerodde’.

SE OGSÅ: Mols-Linien skifter navn