Chrysler i italienske Lancia-klæder

Lancia har på Genève-udstillingen et sandt festfyrværkeri af nyheder. De fleste er omdøbte Chrysler-modeller. Dansk import er uafklaret.

Lancia Thema kommer til Europa til efteråret.
Nyt om biler

Chrysler 300C som Lancia Thema. Chrysler Sebring som Lancia Flavia, og Chrysler Grand Voyager som slet og ret Lancia Grand Voyager.

Det er svært at skjule, at Lancia Grand Voyager slet og ret er en Chrysler Grand Voyager.
Det er svært at skjule, at Lancia Grand Voyager slet og ret er en Chrysler Grand Voyager.
Denne forunderlige omdøbning af amerikanske mainstream-biler til italienske luksusbiler bliver for første gang vist frem på den store forårsudstilling i Genève.

Bilshowet markerer dermed for alvor fødslen af ”det nye Lancia” og af fuldbyrdelsen af det tætte samarbejde mellem Fiat Auto og Chrysler Corp.

Nyt flagskib

Topmodellen hos Lancia bliver den nye Thema, der introduceres med en ny 3,6 liters V6-motor med 292 hestekræfter samt to nye, 3,0 liters dieselmotorer på henholdsvis 190 og 224 hestekræfter.

Lancia Flavia - her som cabriolet - er en model i firmabilsklassen og er identisk med Chrysler 200C.
Lancia Flavia - her som cabriolet - er en model i firmabilsklassen og er identisk med Chrysler 200C.
Et nummer mindre er Lancia Flavia, som er en italiensk udgave af Chrysler 200C, som igen er en helt ny efterfølger til Chrysler Sebring. 200C/Flavia findes både som sedan og cabriolet.

Grand Voyager

Endelig er der den syvpersoners multibil Grand Voyager, som har samme efternavn, uanset om den sælges i USA som Chrysler eller i Europa som Lancia.

I Genève kan man også opleve et stort facelift af Lancia Delta, der er en model i den lille mellemklasse som VW Golf.

Dansk import uafklaret

Lancia importeres for tiden ikke officielt til Danmark, og den danske Fiat-importør har endnu ikke besluttet, om de mange nye Lancia-modeller, inkl. den ægte italienske Ypsilon, er grund nok til at genoptage importen.