Skraldetragt hjælper bilister af med affaldet

Et nyt affaldskoncept skal gøre det nemt for travle bilister at gøre det rigtige - nemlig at ramme skraldespanden i stedet for grøftekanten.

Der indledes et forsøg med fire nye skraldetragter på to rastepladser
Bilist

Skrald skal i skraldespanden og ikke i naturen. Det er et af formålene med den store Hold Danmark Rent kampagne som FDM også deltager i.

For at undgå, at kaffekoppen, slikposen og burgerpapiret havner i grøftekanten indledes et forsøg med fire nye skraldetragter på de to Ejer Bavnehøj rastepladser ved Skanderborg. Formålet er at se, om de nye tragte kan få bilisterne til at smide skrald i affaldstragten i stedet for i naturen. 

For at sikre, at skraldet ender i tragten, vil bilister og lastvognschauffører i testperioden blive ledt hen til tragten via skilte, som på vejen hen mod tragten giver info om, at man meget snart skal have skraldet klar.

Skraldetragten er udstyret med en ring af LED-lys, så det også er nemt at ramme tragtens hul, når det er mørkt. Bliver skraldetragten en succes og eventuelt sat i produktion til hele landet, vil konceptet yderligere komme til at bestå af en særlig vejbane - en "skraldebane" - på selve rastepladsen med påmalede symboler hen mod tragten.

Skraldetragtene vil være at finde på rastepladserne Ejer Bavnehøj Øst og Vest frem til februar, hvorefter testen evalueres, og der vil blive taget stilling til eventuel produktion.