Der er mange ting at være opmærksom på ved køb af brugt bil, så man undgår ærgrelser. Her er Motors fem vigtigste bud.
1) Gennemgå bilen
Det er altid vigtigt at undersøge bilen grundigt inden købet. Brug FDMs tjekliste til at gennemgå vigtige detaljer på bilen både før og under prøvekørslen.
2) Udbedring af fejl
En brugt bil er sjældent fejlfri, så det er en rigtig god idé at få på skrift, hvilke fejl sælger skal udbedre inden bilen leveres. Lav evt. en aftale om, at bilen skal leveres med en fejlfri brugtbiltest. Hvis sælgeren ikke vil lade bilen vurdere af en uvildig, så undlad at handle der.
Læs om FDM brugtbiltest, før du handler brugt bil
3) Tjek restgælden ved privat handel
Inden slutsedlen underskrives ved køb af en privatperson skal du undersøge, om der er restgæld i bilen. Restgælden kan være et billån hos et finansieringsselskab eller pant taget i bilen. Selvom der står i slutsedlen, at bilen leveres fri og uden gældsforpligtelser, risikerer du alligevel at sidde tilbage med en økonomisk øretæve. Restgælden kan kontrolleres i Den Digitale Bilbog ved Tinglysningsretten på tinglysning.dk
4) Garanti
Garanti har man ikke krav på; det skal aftales. Aftal garanti med bilforhandleren og sørg for, at den er skrevet i slutsedlen. En garanti skal være bedre end købelovens reklamationsbestemmelser og dække de fejl, der opstår efter købet og inden for den aftalte garantiperiode. En garanti på en brugt bil vil typisk være tre eller seks måneder, og det er forhandleren, der skal bevise, at en opstået fejl ikke er omfattet af garantien.
5) Levering
Når man køber ny bil, er leveringsomkostningerne 3.680 kr. Dem lægger forhandleren af brugte biler også gerne oven i prisen, men ofte har forhandleren reelt ikke andre omkostninger end 1.180 kr. til et sæt nummerplader. Sørg derfor for at forhandle om leveringsomkostningerne. Aftal dato for levering og få indført, at købet kan ophæves uden tab for dig, hvis bilen ikke leveres til det aftalte tidspunkt.
Brug FDMs slutsedler, når du handler brugt bil. Der er en slutseddel til handel mellem private og et tillæg til slutseddel, når du handler med en bilforhandler.
I Motor nummer 4, som udkommer fredag d. 25. marts, kan du læse FDMs eksperter give deres bud på rigtige gode brugtbilsmodeller i tre forskellige prisklasser.