Brinten er kommet til Danmark

Verdens første 15 serieproducerede brintbiler kører nu i København, hvor kommunen har betalt en høj pris for at være ”first mover”. De 15 Hyundai ix35 kan køre næsten 600 km på 5,6 kg brint, som tankes på tre minutter. Bilerne ventes udtjent om fire år.

Serieproducerede brintbiler er kommet til Danmark.
Bilist

En forsmag på en af fremtidens mest lovende miljøteknologier til transport har gjort sit indtog i København.

Klima- og energiminister Martin Lidegaard og Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal, stod for velkomsten af brintbilerne og indvielsen af brintstationen.
Klima- og energiminister Martin Lidegaard og Københavns Kommunes teknik- og miljøborgmester, Ayfer Baykal, stod for velkomsten af brintbilerne og indvielsen af brintstationen.
15 brintdrevne Hyundai ix35 blev 3. juni officielt overdraget til Københavns Kommune af den koreanske bilgigant. Det skete under overværelse af bl.a. den danske klima- og energiminister, Københavns trafik- og miljøborgmester og Hyundais europæiske topchef.

"Første serieproducerede"

De 15 brintbiler markerer nemlig et markant skridt frem for brintteknologien. Hyundais brintbil betegnes som den første serieproducerede brintbil i verden, og Københavns Kommune er den første kunde – og ser ud til i lang tid at forblive den største kunde.

Hidtil har brintbiler mest haft status af prototyper, dog med Honda Clarity fremstillet i ca. 100 eksemplarer som den mest markante undtagelse. Clarity blev kun leaset ud, mens Hyundai ix35 er den første, som bliver solgt til kunder.

De 15 Hyundai ix35 til Københavns Kommune er Hyundais første leverance til en kunde.
De 15 Hyundai ix35 til Københavns Kommune er Hyundais første leverance til en kunde.
Hyundais brintbil vil blive bygget i 1.000 eksemplarer over de næste to år. Det kaldes i bilbranchen for en valideringsfase, altså sidste trin inden normal serieproduktion. Den vil begynde ca. 2015, har en række store bilproducenter, herunder Hyunda-Kia, lovet hinanden.

600 km pr. optankning

Brintbilerne, der kan ses som en elbil, der selv fremstiller sin strøm under kørslen, har en officiel rækkevidde på 594 km på en optankning, som tager ca. tre minutter. Bilerne kan indtil videre kun tankes på en station i Københavns Sydhavn.

Bilens to brinttanke indeholder – under højt tryk – 140 liter brint. Brinten vejer 5,6 kg, og da brinten sælges for 8,56 kr. pr. 100 gram, koster en fuld optankning 480 kr.

To af bilerne er behørigt malet i brandbil-rød og skal bruges af Københavns Brandvæsen.
To af bilerne er behørigt malet i brandbil-rød og skal bruges af Københavns Brandvæsen.
Bilen har også et højspændingsbatteri, som bruges til at opsamle bremseenergi og til at give motoren ekstra kraft under acceleration. Batteristrømmen ville række til 500-700 meters kørsel.

Knap én mio kr. - uden moms og afgift

Prisen pr. bil er 950.000 kr. ekskl. moms eller i alt 14 mio. kr. Brintbiler er lige som batteridrevne elbiler helt fritaget for registreringsafgift. Sammenlignet med en almindelig benzinbil vil prisen være omkring tre mio. kr.

Københavns Kommune betaler selv de 55-60 procent, resten kommer fra især EU-støtteordninger. Med i prisen er fuld service i de fire år, bilerne forventes at skulle køre for kommunen.

Hyunda lader forstå, at prisen på ca. en mio. kr. er lidt teoretisk - skulle alle udviklingsomkostninger have været fordelt på de 1.000 biler, ville prisen blive markant højere.

Holder kun fire år

Efter fire år betragter Hyundai dem som teknologisk udtjente, og det vil ikke give mening at holde dem i drift derefter. En ny generation med nyere teknologi og produceret i meget større styktal ventes klar i 2015 eller 2016.

Af de 15 biler skal de to bruges af det kommunale Københavns Brandvæsen, mens de øvrige 13 skal bruges til almindelig tjenestekørsel i Københavns Kommunes forvaltninger.

Kommunens formål med brintbilerne er en del af strategien om, at kommunen vil være ”fossilfri” fra 2025. Derfor køber kommunen fra nu af kun elbiler, herunder brintbiler, til persontransport.