Sprit-bommen er gået ned i Sverige

Nu skal alle lastbilchauffører som forsøg blæse i et alkoholmeter for at kunne køre ind i Sverige fra færger. Måske breder det sig til andre steder - og privatbilister.

Lastbilchauffør tester sig selv for sprit i blodet.
Bilist

Spritkontrol er helt almindeligt ved indrejse til Sverige. Stikprøvekontrol udføres hyppigt ved færger og landegrænser, har mange danske bilister opdaget, når der er kørt ind i Sverige.

Lastbilchauffører skal nu forbi en automatisk alkoholtester, når de kører i land fra færger i Gøteborg.
Lastbilchauffører skal nu forbi en automatisk alkoholtester, når de kører i land fra færger i Gøteborg.
Men i fremtiden kan det ikke kun være stikprøvekontrol, men systematisk test af alle.

Forsøg ved færge i Gøteborg

Det er fra nu af en realitet som forsøg ved Stena Lines Tysklandsterminal i Gøteborg, hvor lastbilchauffører gør ekstra klogt i at forlade baren ekstra tidligt aftenen i forvejen.

Når de kører i land med deres vogntog i Gøteborg, ledes de hen til særlige baner, hvor de ved selvbetjening skal blæse i et alkoholmeter, som skal vise 0 promille og lyse grønt, før bommen vil gå op.

Lav promillegrænse

Automatisk "nykterhetskontroll" (ædruelighedskontrol) er nu indført ved Stena Lines Tysklandsfærger i Gøteborg.
Automatisk "nykterhetskontroll" (ædruelighedskontrol) er nu indført ved Stena Lines Tysklandsfærger i Gøteborg.
Promillegrænsen er i Sverige kun 0,2, hvor den i Danmark er 0,5.

Forsøget gør brug af en ny, svenskudviklet teknologi, hvor man skal blæse i en tragt, og altså ikke skal bruge et mundstykke, som kræver udskiftning mellem hver person.

Den infrarøde måleteknik bruger et par sekunder på at analysere udåndingsluften.

Bilistorganisation står bag

Det er den lille, men meget aktive svenske bilistorganisation MHF, Motorförarnas Helnykterhetsförbund (bilisternes afholdenhedsforbund), der er drivkraft bag forsøget, som bakkes op af flere svenske myndigheder.

MHF håber, at forsøget kan brede sig til mange andre steder i Sverige, så den samlede spritkontrol i landet kan blive endnu mere omfattende end i dag.

Selv om der er tale om et forsøg, er de juridiske konsekvenser ganske dagligdags og alvorlige. Hvis det selvbetjente alkoholmeter giver udslag, kommer politiet, og chaufføren skal nu blæse i et rigtigt og juridisk gældende alkoholmeter.