Årets Brugtbil: børnevenlig og pålidelig

Som den første MPV-model er Ford C-Max/Grand C-Max kåret som Årets Brugtbil. Velfortjent, da modellen sælges til lave priser, har få fejl og byder på stor fleksibilitet.

Nyt om biler

Med 14 førstepladser fra en jury på 19 samt mere end dobbelt så mange point som nummer to er Ford C-Max klokkeklart årets mest interessante brugtbilskøb. Dermed blev den første MPV kåret som Årets Brugtbil. 

Ford C-Max fås i denne korte, fempersoners udgave og i en længere med skydedøre og plads til syv. Foto: Karsten Meyland Lemche
Ford C-Max fås i denne korte, fempersoners udgave og i en længere med skydedøre og plads til syv. Foto: Karsten Meyland Lemche

C-Max er en velfungerende familiebil, der har få fejl, og som er relativt billigt på brugtbilsmarkedet. C-Max findes både i en almindelig og en Grand udgave. Dermed er der mulighed for skydedøre og op til syv sæder, omend det midterste sæde er smalt.

Godt bagagerum

Bagagerumspladsen er generøs uanset model, og dermed er den perfekt til børnefamilien. 

MPV-konceptet betyder høj indstigning på forreste sæderække, samtidig med at bagsæderne er højt placeret i forhold til vejen. Det gør det nemmere at fastspænde børn i autostole og giver bagsædepassagererne godt udsyn i trafikken. Også for bilister med drillende ryg er C-Max nem at komme ind/ud af, dermed er den også velegnet som seniorbil.

Motorer i top og priser i bund

Da C-Max kom frem, blev den især hyldet for sine gode køreegenskaber. Den er både komfortabel, en smule sportslig og leverer indlevelse, hvilket er en sjældenhed blandt familieflyttere. Dertil kommer flere gode motorvarianter, hvor især 1.6-diesel og 1.0 turbobenzin er gode valg.

Der er mange modeller, der har kørt som firmabil, og derfor er der et relativt stort udbud af topmodellen Titanium, som man bør gå efter. Og sidst – men ikke mindst – er priserne på C-Max rimelig lave i forhold til konkurrenterne. 

Også FDMs favorit

Både FDMs seniortekniker Jørgen Jørgensen og Motors Karsten Meyland Lemche, der er i juryen, havde Ford C-Max som favorit.

– C-Max har teknisk set ikke budt på store udfordringer, og selvom en rustbeskyttelse anbefales, ser FDM ikke rustangreb i dørene, som vi tidligere har set på Ford Focus og Ford Mondeo, lyder dommen fra Jørgen Jørgensen.

FDMs testcentre finder i gennemsnit fem fejl pr. bil, hvilket er en fejl mindre end gennemsnittet.

Ford C-Max vandt i finalen foran fire andre gode brugtkøb.
Ford C-Max vandt i finalen foran fire andre gode brugtkøb.

Resultat af Årets Brugtbil 2017 

Ford C-Max (2010-2015) 240 point

Skoda Octavia (2009-2013) 115 point

Nissan Qashqai (2010-2014) 100 point

Toyota Avensis (2012-2015) 95 point

Renault Captur (2013-2014) 20 point

SE OGSÅ: Fem spændende brugte biler dyster

LÆS MERE: Se Motors test af Ford Grand C-Max fra 2011 

Skal du købe brugt bil? Så husk at få den testet hos FDM inden købet
LÆS MERE: FDM brugtbiltest