Giv agt! Selvkørende bil i trafikken

På tirsdag sker det første gang i Danmark: En bil vil helt af sig selv køre på offentlig vej. Det er en forsmag på den mobilitet, vi ser om 15-20 år.

Nyt om biler

En herreløs bil slippes nu løs på danske veje. For første gang nogensinde vil en førerløs bil køre på offentlig vej i Danmark.

Det sker 5. november i Kolding, hvor der vil være premiere på det, som nogen spår en meget stor fremtid og på lang sigt kan revolutionere den måde, vi lader os transportere på: selvkørende biler.

Rute på to km

Med særlig tilladelse fra politiet vil en selvkørende bil på egen hånd køre de ca. to km fra Koldinghus til konferencehotellet Comwell.

Her holder den faglige sammenslutning Geoforum ”Kortdage 2013”. Netop præcise og opdaterede digitale kort er en væsentlig forudsætning for selvkørende biler, mener Geoforum.

Ombygget i Italien

Den førerløse bil i Kolding er en Hyundai Sonata, som forskere ved Vislab-universitetet i Parma, Italien har ombygget. Bilen styres ved hjælp af præcise geografiske data, en særlig nøjagtig GPS-modtager og kameraer.

Bilen kan starte og stoppe af sig selv, holder selv sikkerhedsafstand til andre biler, og afpasser sin hastighed efter fartgrænserne, som er kodet ind i bilens kort.

Af sikkerhedsmæssige grunde vil der dog sidde en person på førersædet, som kan gribe rat og pedaler, hvis automatikken svigter.

Mange vil sælge "selvkørende" biler i 2020

Mange bilproducenter arbejder med helt eller delvist selvkørende biler, bl.a. Nissan, Mercedes-Benz og Volvo, som alle forventer at have selvkørende biler klar omkring 2020.

LÆS MERE: Bilen klarer selv den kedelige køkørsel

LÆS MERE: Nissan lover selvkørende biler om syv år

Det er dog noget uklart, hvor selvkørende bilerne vil være til den tid. Det drejer sig i første omgang om delvist selvkørende biler i motorvejsmiljø. At en bil helt på egen hånd kan køre gennem Kolding om syv år, tror ikke mange på.

- Førerløse biler på danske veje kan blive virkelighed om måske 15-20 år, fordi de blandt andet vurderes at være mere sikre at køre i, kan spare brændstof og afhjælpe trængselsproblemer, siger Bo Grave fra Geoforum Danmark.