Opels elbil yderligere forsinket

Begrænset produktion, stor efterspørgsel i Norge og uvis fremtid efter at Opel er overtaget af Peugeot-Citroën har medført en uvis fremtid for Opels kommende elbil i Danmark.

Nyt om biler

Lanceringen af Opel Ampera-e er for længst overstået i Europa, og i vores norske broderland er salgstallene allerede meget høje.

Men nu tyder det på, at vi danskere må væbne os med ekstra megen tålmodighed, hvis vi vil købe den nye elbil fra Opel.

500 km officiel rækkevidde

Opel Ampera-e er særdeles populær i Norge, og det er en af grundene til, at en dansk lancering er udskudt og muligvis aldrig bliver til noget. Foto: Opel
Opel Ampera-e er særdeles populær i Norge, og det er en af grundene til, at en dansk lancering er udskudt og muligvis aldrig bliver til noget. Foto: Opel
Med en rækkevidde på den anden side af 500 km ifølge den officielle norm NEDC har Opel Ampera-e ellers åbnet et nyt kapitel om elbiler.

SE OGSÅ: Opel Ampera-e: Elbil med stor tank

Motor kunne ved præsentationen køre 380 km på en opladning, og dermed er Opels elbil for alvor blevet et godt alternativ til en almindelig bil. Prisen er endnu ukendt, men i omegnen af 400.000 kroner lyder som et godt bud.

Bygges i USA

Det er kombinationen af en uventet stor efterspørgsel og en noget begrænset produktion, der er årsag til den udskudte lancering. Opel Ampera-e bygges i USA og sælges i næsten to identiske udgaver som hhv. Opel Ampera-e og Chevrolet Bolt.

Mens General Motors ejer Chevrolet, er det snart franske PSA (Peugeot og Citroën), der ejer Opel, og den konstellation har kastet lidt knas i, hvordan antallet af producerede biler skal fordeles mellem de to varianter.

Og som om det ikke er nok, har et uventet stort antal ordrer af Ampera-e fra særligt Norge betydet, at der ikke er biler nok til, at bilen også kan lanceres på andre markeder. Endnu er det derfor kun Norge, Tyskland, Holland og Schweiz, der får leveret biler.

SE OGSÅ: Nordmændene hugger vores elbiler

Tidligst om halvandet år

I Danmark lød det i første omgang, at vi kunne vente den første Ampera-e til landet i begyndelsen af 2018, men nu er lanceringen udskudt til i hvert fald sidste del af 2018. Muligvis endnu senere og muligvis aldrig.

Sidstnævnte kan blive aktuelt, hvis den endelige lancering bliver så sen, at den falder sammen med lanceringen af PSA’s egen elbil, der ventes på markedet i 2019. I så fald vil Opel Ampera-e blot blive en lille parentes i dansk bilhistorie.

SE OGSÅ: Opel opsluges af Peugeot-Citroën