Vent med at købe bil

Forhandlingerne for næste års finanslov er så småt i gang, og mange emner er på bordet - også registreringsafgiften. Er du i gang med at købe bil, så anbefaler FDM, at du lige ser tiden lidt an.

Bilist

Går du og kigger på ny bil, så bør du vente, til finansloven er på plads, hvis du har mulighed for at udsætte dit næste bilkøb. Det kan nemlig ske, at politikerne forhandler sig frem til en omlægning eller endnu en nedsættelse af registreringsafgiften. Inden det ligger fast, hvordan en eventuel ny registreringsafgift kommer til at se ud, råder FDM til, at du udskyder investeringen i en ny bil, så du køber på fuldt oplyst grundlag og til den rette pris. 

”Den høje registreringsafgift har en afgørende betydning for langt de flestes bilkøb. Er der udsigt til, at den måske justeres, så er det fornuftigt, at man som forbruger venter, hvis det er muligt at udskyde bilkøbet,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk. 

LÆS OGSÅ: FAQ om registreringsafgifter fra sidst den blev sat ned i 2016

Har du allerede købt?

Hvis du har skrevet under på købet af en ny bil, men endnu ikke fået den indregistreret, så kan en afgiftsnedsættelse stadig komme dig til gode. Registreringsafgiften gælder nemlig fra den dag, du får bilen indregistreret. 

Registreringsafgiften er en afgift mellem dig og staten og ikke mellem dig og forhandleren. Det betyder, at prisen for din bil bliver med den evt. lavere afgiftssats, når den leveres – også selv om du har skrevet under på en slutseddel med de tidligere afgifter.

Har du skrevet under på en ny bil, der allerede er indregistreret eller bliver det før en eventuel ny afgiftssænkning, er dit køb bindende, og du betaler registreringsafgift efter den nuværende afgift. 

LÆS MERE: Alt om bilkøb

Skal du købe bil

Skal du have hjælp til at finansiere dit bilkøb, har du som FDM-medlem adgang til FDM billån.  

LÆS MERE: FDM billån