Se den overraskende vinder af Årets Brugtbil 2020

Fornuft blandet med lidt køreglæde præger finalefeltet og ikke mindst vinderen af titlen 'Årets Brugtbil 2020'. Et historisk tæt opløb som blev afgjort ved fintælling

Seat Leon blev Årets Brugtbil 2020, den vandt over Kia Ceed, BMW 3-serie, Mercedes-Benz A-klasse og Skoda Superb
Nyt om biler

Finalefeltet er igen i år bomstærkt, og det vidner om et spændende brugtbilmarked med mange interessante modeller. Sidste år vandt syvende generation af VW Golf, i år er det søstermodellen Seat Leon, der er baseret på samme teknologi, som overtager stafetten som årets mest interessante brugtbilkøb. 

Men det er en ære, som Seat Leon næsten må dele i porten med Kia Ceed, da begge modeller fik lige mange point af juryen, og vinderen derfor måtte kåres på antallet af tildelte førstepladser. FDMs to jurymedlemmer havde også henholdsvis Kia Ceed og Seat Leon som deres favorit. 

Seat Leon er baseret på VW Golf

Årets Brugtbil 2020: Seat Leon

Brugtbilekspert Karsten Meyland Lemche havde Seat Leon som sin favorit, men har også et godt øje til Kia Ceed. 

– Begge biler er interessante brugtbilkøb. Ceed udmærker sig ved lavere priser og en stabil teknik. Men modellen kan ikke fås med automatisk nødbremse, og det trækker ned i min vurdering. Selvom man køber brugt, kan man godt købe sikkert. Seat Leon kan fås med nødbremse samt adaptiv fartpilot og med trykskærm med Apple CarPlay, hvilket gør den til et mere moderne og sikkert valg. 

En tidligere generation af Kia Ceed har vundet Årets Brugtbil, men i år blev det til en andenplads.

Nummer 2: Kia Ceed har op til 7 års garanti

Seniortekniker Jørgen Jørgensen pegede på Kia Ceed: 

– Ceed er indbegrebet af et fornuftigt køb, som folk føler sig trygge ved, og som dækker de fleste bilkøberes behov. Ud over lidt lakproblemer har vi ikke hørt om andre tekniske problemer i FDMs rådgivning. Og så kan du købe en fire år gammel Kia Ceed, som stadig har op til tre års fabriksgaranti. Det giver tryghed.  

BMW 3-serie har også tidligere vundet titlen som Årets Brugtbil, men den seneste generation måtte nøjes med en tredjeplads.

Nummer 3: BMW 3-serie tæt på sejren

De tre øvrige biler i finalefeltet er alle dyrere modeller. På tredjepladsen kom BMW 3-serie, der var få point efter top-2. Men den henvender sig til en mere luksuriøs del af brugtbilkøberne, og det trak ned i vurderingen bl.a. for FDMs jurymedlemmer. Det er en model med meget få tekniske fejl og en høj grad af komfort og køreglæde. Man skal passe på km-snyd, hvis man køber en importbil med tvivlsom historik. 

Der er masser af luksusfornemmelse i Mercedes-Benz A-klasse, men den er ikke så praktisk som konkurrenterne i finalefeltet.

Nummer 4: Mercedes-Benz A-klasse - fornemmelsen af kram

Mercedes-Benz A-klasse kom ligesom Skoda Superb også i finalen, men samlede ikke mange point. Pladsforholdene er ikke imponerende og matcher det, man møder i en konkurrent som BMW 1-serie. Kvalitetsfornemmelsen er god, og man får fornemmelsen af at køre Mercedes-Benz til overkommelige priser. Og det gør den til et interessant brugtbilkøb. 

Skoda Superb er en meget stor bil, med god komfort for familien, der vil have både masser af benplads og et kæmpe bagagerum.

5: Skoda Superb til dig der VIL have plads

Skoda Superb er kendetegnet ved at have ekstrem meget plads i kabinen og en god komfort, men karrosseriet er også meget langt med bl.a. lange døre. Hvilket kan give udfordringer på trange parkeringspladser. Bagagerummet er enormt og et af de største du kan få i en personbil. Men spørgsmålet er, om ikke den mindre Skoda Octavia er et bedre valg – eller søstermodellen og Årets Brugtbil 2020: Seat Leon.

Overvejer du at købe brugt bil?

Få rådgivning

Årets Brugtbil 2020 – sådan faldt stemmerne ud:

1. Seat Leon (2012-2020) 130 point, 6 førstepladser
2. Kia Ceed (2012-2017) 130 point, 4 førstepladser
3. BMW 3-serie (2012-2019) 115 point
4. Mercedes-Benz A-klasse (2012-201) 70 point
5. Skoda Superb (2014-2020) 65 point

De seneste ti års vindere af Årets Brugtbil

2019: VW Golf VII (2013-2017)
2018: BMW 1-serie (2011-2015)
2017: Ford C-MAX (2010-2015)
2016: BMW 3-serie (2008-2012)
2015: Mercedes-Benz C-klasse (2007-2011)
2014: Honda Civic (2006-2012)
2013: Toyota Avensis (2007)
2012: Honda Accord (2009)
2011: Kia Ceed (2007)