Molslinjen sætter fuld skrue på gebyrer

Nye gebyrer på tagbokse og cykelanhængere betyder, at billetprisen på Molslinjen stiger med op til 33 %. Gebyrerne opkræves, selvom bilerne holder sig inden for de tilladte krav til længde og højde. Urimeligt, mener FDM, der kalder det en skjult prisstigning.

Molslinjen
Bilist

Bilister, der ikke orker at køre via Fyn, når de skal på tværs af landet, har siden juli skullet betale ekstra for at trille ombord på Molslinjen, hvis de har en cykelanhænger på krogen eller en tagboks på taget.

Som noget nyt har Molslinjen, der sejler mellem Sjællands Odde og Aarhus (og i sommerhalvåret også til Ebeltoft), nemlig indført et gebyr på 100 kr. for en cykelanhænger og 75 kr. for tagboks eller andet gods.

Molslinjen er en hovedfærdselsåre mellem Jylland og Sjælland, som godt 1.350.000 personbiler benyttede i 2019, mens godt 970.000 personbiler var med 2020, der var et år præget af covid-19.

De nye gebyrer betyder, at en billet med Molslinjen stiger med helt op til 33 procent alt efter billettype og afrejsetidspunkt, hvis man har en cykelanhænger bag på bilen. Har man også en tagboks på, er stigningen endnu højere.

Selv forklarer Molslinjen de nye gebyrer med et ønske om bedre at kunne lave mere præcise prognoser for, hvor meget bilerne på en given overfart fylder, så færgen ’pakkes’ bedst muligt.

Gebyrer på Molslinjen
Siden juli har Molslinjen taget gebyrer for cykelanhængere og tagbokse. Rederiet forklarer det med et ønske om at kunne lave mere præcise prognoser for de forskellige afgange. 

Billigere billetter til små biler 

I dag dækker standardbilletten ’almindelig bil’ en længde op til 6 meter. Molslinjen indførte sidste sommer dog en ny billetkategori, ’lille bitte bil’, for de mindste biler, som slipper en smule billigere. Her må bilerne være op til 3,75 meter lange. Alt efter billettype må bilerne være op til 1,85 eller 2,10 meter høje. Dog helt op til 2,95 meter for den dyre Blueclass-kategori.

”Vi synes kun, det er fair, at de biler, der fylder mere, også betaler mere. Det er en del af grundene til, at vi sænkede billetprisen for de mindste biler. Samtidig er vi i gang med at implementere et nyt lastesystem, som gør det muligt for os at pakke vores færger bedst muligt i forhold til at udnytte pladsen og fordele vægten. Men det kræver, at vi på forhånd kender bilernes længde og højde. Det er baggrunden for de nye gebyrer for cykelanhænger og tagbokse,” siger kommunikationschef hos Molslinjen, Jesper Maack.

Grafik af bilers længde
Selv med en cykelanhænger er en Peugeot 206 kortere end en Volvo V70 uden cykelanhænger og næsten 1,5 meter kortere end de 6 meter, bilen må være. Alligevel slipper man ikke for at skulle betale Molslinjens nye gebyr. (Grafik: FDM)

Slipper ikke for gebyrer

De nye gebyrer opkræves dog, selvom bilerne holder sig inden for de tilladte mål. Det betyder, at eksempelvis en VW Polo eller en Peugeot 208 på 4 meter med en enkelt cykel bagpå ikke slipper for det ekstra gebyr på 100 kr., selvom bilen altså holder sig langt under den tilladte længde på 6 meter.

Mange af jeres kunder vil opleve, at de selv med en cykelanhænger bag på bilen vil holde sig inden for de 6 meter. Alligevel skal de altså betale et gebyr. Samtidig vil de kunne opleve at holde ved siden af en bil, der selv uden anhænger er længere. Er det rimeligt?

”Vi kan ikke gøre det anderledes. Vi har i dag ikke mulighed for at måle, hvorvidt bilerne med tagboks eller cykelanhænger holder sig inden for længde- og højdekravene, og derfor er vi nødt til at lave nogle kategorier. Også selvom det vil betyde, at nogle kommer til at betale ekstra, selvom de ikke fylder mere, end de må,” siger Jesper Maack.

Molslinjen prisguide
Molslinjen har forskellige billetkategorier. Hvor lang og høj en almindelig bil må være afhænger af, hvilken kategori man vælger. Derudover indførte Molslinjen sidste år billetkategorien 'lille bitte bil' for de mindste biler. De må være op til 3,75 meter lange og 185 cm høje. 

FDM: Ligner en skjult prisstigning

Men at gebyrerne rammer bilister, der holder sig inden for kravene, møder kritik fra FDM.

”FDM køber ikke Molslinjens søforklaring om gebyrerne, som vi ikke kan se som andet end et forsøg på at opkræve ekstra betaling på overfarten. Stort set ingen personbiler på markedet er mere end 5 meter, og selv med cykelstativ til 4 cykler når kun ganske få personbiler op over 6 meter. Det også mærkværdigt, at det pludselig koster ekstra at have tagboks på – også hvis bilen holder sig under de 2,10 meter, der er den tilladte højde på nogle af billetkategorierne,” siger afdelingschef i FDM, Torben Lund Kudsk, og tilføjer:

”Det er helt i orden at lægge gebyrer på billetten, hvis bilisterne fylder mere, men de nuværende gebyrer, som Molslinjen er gået ganske stille med, har vi svært ved at se som andet end en skjult prisstigning for de mange, som har en cykel bag på bilen. At Molslinjen åbenbart ikke evner at måle længden eller højden på en bil bør ikke lægges forbrugerne til last.”

Ingen gebyrplaner på andre ruter

Ud over at sejle mellem Sjælland og Jylland driver Molslinjen også Bornholmslinjen, Samsølinjen og Alslinjen mellem Als og Fyn. Men modsat ’hovedruten’ er det alle såkaldt koncessionsruter, som er vundet efter udbud, der bl.a. fastlægger prisstrukturen.

Ifølge Molslinjen selv har de nye gebyrer ikke afstedkommet mere end en håndfuld sure bemærkninger fra kunderne.     

Få rabat på broer og færger