2021: Et år med vigtige ændringer for bilisterne

2021 har været et travlt og vigtigt år for danske bilister. Vigtige politiske beslutninger er truffet, som vil præge rammerne for bilismen i mange år.

Trafik i København
FDM Mener

Her ved årets afslutning er der meget at se tilbage på som bilist. I begyndelsen af 2021 fik vi den længe ventede reform af bilafgifterne. FDM fik sat et stort fingeraftryk på en aftale, der sikrer ro om afgifterne og gode vilkår for den grønne omstilling. Der kom ganske vist en regning til benzin- og dieselbilisterne for afgiftslettelserne til elbiler og opladningshybrider, men den blev meget mindre, end der var lagt op til, og samlet set faldt bilafgifterne. Nogle mener, at opladningshybriderne har fået for gunstige vilkår, men de overser, at bilerne er en vigtig overgangsteknologi, og at de fleste forbrugere næste gang sikkert vil vælge en elbil. 

2021 var også året, hvor en ny investeringsplan for infrastrukturen blev besluttet. Igen en god aftale med penge til mange vigtige vejprojekter, der vil mindske den tid, vi spilder i trafikken. FDM havde gerne set en mere moderne plan, hvor opladning og samkørsel i højere grad indgik. Men det kommer. 

Overraskende mange køber nu helt eller delvist elektriske biler. Det er godt, men det kniber med at få ladeinfrastrukturen til at følge med. Der er for få ladestandere og ofte kø ved dem, der er. Men en politisk aftale giver kommunerne bedre muligheder for at spille med i udrulningen, og staten er klar med investeringshjælp. Selvom det er positivt, er FDM stadig bekymret. 

Også købeloven fik et eftersyn i det forgangne år. Konkret har FDM arbejdet for, at reklamationsfristen på „varige forbrugsgoder“ som biler blev forlænget fra to til seks år ligesom i flere af vores nabolande. Skuffende nok valgte man fra politisk side at fastholde den toårige reklamationsfrist. Det samme som på en elektrisk tandbørste til 199 kr. Til gengæld blev den såkaldte formodningsregel forlænget fra et halvt til et år. Det er godt, men med de stadig mere avancerede biler kunne det have været endnu bedre med en markant længere reklamationsperiode. 

Det var også i 2021, at vi for alvor kunne ane fremtidens bilmarked. Stadig flere bilmærker tilbyder, at forbrugerne køber bilerne online, mens bilforhandlerne, som vi kender dem, i nogle tilfælde bliver til et demonstrations- og udleveringssted. Det er nye tider, der igen stiller større krav til bilisterne. Får jeg nu købt den rigtige bil? Hvad med min brugte bil? Og hvad med garanti og service? Spørgsmålene er mange, og forbrugerbeskyttelsen kan stå for skud.

Det er ikke kun året, der går på hæld – det er også min tid i FDM, for ved årsskiftet giver jeg direktørstafetten videre. Det har været et privilegium at stå i spidsen for Danmarks største forbruger- og interesseorganisation, men jeg er tryg ved at forlade et FDM i topform. Et FDM, der er klar til at hjælpe de danske bilister i en tid, hvor forandringens vinde for alvor blæser. 

God vind – kør grønt og sikkert.

Hold dig up to date med FDM

Få gode tilbud fra FDM og de seneste bilnyheder direkte i din mailboks

Få FDMs nyhedsbreve