VW T-Cross: høj bil i højt humør

Man kunne tro at VW T-Cross bedst kunne betegnes som en SUV-udgave af VW Polo. Men det vil være noget upræcist, for den nye livsstilsbil fra VW er på mange måder sin egen, og byder både på mere plads, mere livsstil og mere køreglæde end sit udgangspunkt.

VW T-Cross med kamuflage.
Nyt om biler

Forestil dig et orange instrumentbord med en stor skærm i midten, et digitalt instrumenthus og ikke mindst hyggelys der går fra den ene dørside til den anden.

Så har du fået del af noget af den vigtige hyggestemning i den nye VW T-Cross. Dertil kommer en dejlig høj siddeposition, et godt overblik over trafikken og en kabine, der snildt kan rumme fire granvoksne danskere.

Den nye T-Cross er dermed endnu en bil i den klasse, der i øjeblikket vokser hurtigst i Europa. Og for en gangs skyld er danskerne helt med på denne vogn – antallet af SUV- og crossoverbiler i Danmark bare stiger og stiger.

Se mere: VW sætter endnu et kryds

Skabt til både unge og gamle

Den nye VW T-Cross kommer først til Danmark til foråret 2019. Men Motor har allerede fået mulighed for at køre i en forseriebil, og det var en meget positiv oplevelse. Ved forsædet er der god plads, og man sidder som på en spisebordstol, hvilket giver en let ind- og udstigning samt en køreposition, der føles meget behagelig. Faktisk er siddepositionen hele ti cm højere end i Polo.

VW T-Cross kørende.
VW T-Cross er i størrelse som Polo, men den høje opbygning har gjort bilen til sin egen. Endnu er der ikke umaskerede billeder af bilen. Motor har dog set den, og det ser lovende ud. Fotos: VW

Ved bagsædet er der usædvanlig god plads, og en voksen sidder glimrende bag en fører af selv stor højde. Bagsædet kan justeres 15 cm i længden, og på den måde kan man enten sikre god benplads til bagsædepassagererne eller lidt bedre plads i bagagerummet.

Det kan rumme 385 liter med bagsædet tilbage og 455 liter, når det er skubbet helt frem.

Ifølge VW er det både kunder i den unge alder og seniorer, der er tiltænkt den nye T-Cross. Børnefamilier vil elske den gode plads, og seniorer vil sætte pris på bilens høje siddeposition.

Se mere: VW T-Roc - livsstil i øjenhøjde

Ingen eldrift

De, der havde ventet sig en ekstra miljøvenlig bil, bliver skuffet. Der er således kun valg mellem to benzinmotorer og en dieselmotor. Alle udgaver har forhjulstræk, og på nær mindste udgave kan man vælge mellem manuelt gear og VWs syvtrins automatgear, DSG.

VW T-Cross i profil.
Bilen er 11 cm højere end VW Polo. Den store højde har gjort bilen flot og harmonisk at se på, selv om det kan være svært at se på dette billede, hvor bilen stadig er delvist maskeret.

Så selv om alle taler om elbiler og hybridbiler, har VW besluttet, at T-Cross ikke får sådan teknik. En række nye elbiler er på vej i andre VW-modeller, så vil man have eldrift, så kan man godt glemme alt om den nye T-Cross, og i stedet afvente andre muligheder.

Mange farver og meget udstyr

Motor mener

T-Cross er lige den bil, vi har savnet fra VW. Med god plads, en god siddeposition og alt i moderne udstyr kører den lille SUV direkte ind i den danske folkesjæl.

T-Cross lander i et marked, hvor kunderne generelt er ret vilde med at bruge penge på ekstraudstyr, så bilen får det rette udseende. Og det kan de også få lov til i en T-Cross.

Bilen fås i 12 farver, og flere af farverne kan kombineres med et sort kontrastag. Derudover er der hele fem udstyrsniveauer, der hver i sær er sammensat med matchende farver på instrumentbord, sæder og fælge. Alle fem niveauer kommer til Danmark i form af Trendline, Comfortline, Highline, Designline og R-Line.

Priserne er endnu ikke kendt, men Motor holder sig ikke tilbage med at gætte på 200.000 kroner for billigste udgave.

Priserne er endnu ikke kendt, men Motor holder sig ikke tilbage med at gætte på 200.000 kroner for billigste udgave. En veludstyret en af slagsen kan fås for - skal vi sige - 240.000-250.000 kroner, mens topudgaverne uden problemer runder de 300.000 kroner.

Se mere: Skoda lufter Fabia som SUV

Tegning af bagsædets funktionalitet.
Tegningen her giver en anden indikation af bilens design. Og så viser den - tilsyneladende at en cykel kan ligge i bagagerummet, når bagsædet lægges ned.   
VW T-Cross bagfra.
VW T-Cross har en frihøjde på 18 cm, hvilket er fire cm mere end i en Polo. Bilen er ikke en offroader, og alle udgaver trækker kun på forhjulene. Vi kan ikke vise det indre af bilen, men bag bagklappen findes et bagagerum med variabel bund og et volumen på op til 455 liter.

Blandt udstyr, man kan tilkøbe, er digitalt instrumenthus, LED-forlygter, Beats musikanlæg, nøglefri betjening, trådløs opladning af mobiltelefonen samt fælge på op til 18 tommer. Men sjovt nok kan man ikke tilkøbe glastag.

Sikkerhed er standard

På et område er VW T-Cross veludstyret fra starten. Alle udgaver har en ret avanceret nødbremse, der bremser for både biler og fodgængere selv ved høje hastigheder. En adaptiv fartpilot ventes også et være fast udstyr, mens man må til lommerne, hvis man vil have advarsel for biler i den blinde vinkel samt advarsel for tværgående trafik, når man bakker ud af en p-bås.

VW T-Cross-modelprogrammet

•    1.0 TSI (95 hk)
•    1.0 TSI (115 hk)
•    1.5 TSI (150 hk)
•    1.6 TDI (95 hk)

Motor gætter på startpriser lige under 200.000 kroner, når bilen når Danmark sidst på foråret 2019.

Motor har haft lejlighed til at prøve et par biler af en forserie, som bestem ikke var færdigbyggede. Men oplevelsen var alligevel positiv. Bilen er letkørt, og særligt den trecylindrede benzinmotor leverer en oplevelse, der bestemt er godkendt. Vi prøvede bilen med dels manuelt gear, dels den nye syvtrins DSG-gearkasse. Sidstnævnte var klart den bedste oplevelse – det er som om disse høje biltyper bare passer bedst til den geartype. Man cruiser afsted på en måde, som denne biltype bare passer godt til.

Udsynet er godt fra alle pladser, men hvordan den endelige affjedring bliver, må vi vente med at få svar på. Her mangler man også den sidste fintrimning. Det er sådanne opgaver der mangler, før produktionen på VWs fabrik i Spanien kan sættes i gang i det nye år.