19 nye biler skal kæmpe om Årets Bil

Det er et alsidigt felt af årets nye biler, der mødes til dyst om at blive Årets Bil i Danmark 2023. Der er både elbiler, plugin-hybrider, almindelige hybrider og rene benzinbiler i feltet, hvor intet synes afgjort på forhånd. Tysk luksusmærke boykotter atter den danske bilkåring.

Kampen om Årets Bil i Danmark går ind nu.
Nyt om biler

Ingen klar favorit toner frem blandt de 19 nye bilmodeller, der stiller op til Årets Bil i Danmark 2023. Men der er mange spændende nyheder på listen, og alle typer motor er repræsenteret.

Der er otte elbiler, to modeller fås både som rene elbiler og med anden teknologi, og fem af kandidaterne stiller op som plugin-hybrider i den mest relevante version.

To dages test på FDM Jyllandsringen

Den årlige kåring af årets mest spændende bilnyhed, der har fundet sted siden 1969, arrangeres af Danske Motorjournalister. I år tæller juryen 20 bileksperter, heraf tre fra Motor/FDM.

Finalefeltet til Årets Bil i Danmark 2022, hvor Hyundai Ioniq 5 senere løb med sejren.
Finalefeltet til Årets Bil i Danmark 2022, hvor Hyundai Ioniq 5 senere løb med sejren.

Den indledende runde finder sted over to dage på og ved FDM Jyllandsringen, og de syv finalister udpeges onsdag den 12. oktober. Den endelige vinder og dermed Årets Bil i Danmark 2023 kåres 30. november.

19 kandidater til Årets Bil i Danmark 2023

BMW i4 (el)
BMW iX (el)
Citroën C5 X (plugin-hybrid)
Dacia Jogger (benzin)
Honda Civic (benzin-hybrid)
Honda HR-V (benzin-hybrid)
Kia Niro (el/plugin-hybrid)
Kia Sportage (benzin/diesel/plugin-hybrid)
Mazda CX-60 (plugin-hybrid, senere benzin/diesel)
MG 4 (el)
MG 5 (el)
Nissan Ariya (el)
Opel Astra (benzin/diesel/plugin-hybrid, senere el)
Renault Megane (el)
Skoda Fabia (benzin)
Toyota Aygo X (benzin)
Toyota Corolla Cross (benzin-hybrid)
Toyota bZ4X (el)
VW ID. Buzz (el)

Flere mærker mangler

Nio, BYD og Fisker har ikke kunnet nå at få sine biler klar i Danmark, og Mercedes-Benz er heller ikke med.

Ikke alene vil det tyske bilmærke ikke aktivt stille biler til rådighed, men søger også aktivt at forhindre, at journalister tager mærkets biler med til kåringer som Årets Bil i Danmark og Tannistesten, der indgår i Car of the Year i Europa.

Den danske Mercedes-Benz-importør henviser til, at det er en beslutning, der ikke er taget i Danmark.

(artiklen er opdateret fra 18 til 19 kandidater, efter at Toyota bZ4X er meldt klar til at kunne stille op)

Vil du modtage FDMs nyhedsbreve?

Tilmeld dig vores nyhedsbreve, hvis du vil holde dig orienteret om bilnyheder og forbrugerhistorier om livet som bilist.

Få FDMs nyhedsbreve