Brænder du for optimering af digitale brugerrejser? Så har vi jobbet til dig!

Har du lyst til at få en vigtig rolle i udvikling og optimering af den online brugerrejse, hvor du har ansvaret for at drive forbedringsprocesserne fra start til slut? Trives du med en bred berøringsflade i organisationen, hvor du skal samarbejde og sparre med flere interne samarbejdspartnere i udviklingen af de rette løsninger? Så er det dig, der skal søge vores nyoprettede stilling som CRO-specialist til vores Salg og Marketingsafdeling.
CRO specialist

Med en kundeorienteret tilgang vil vi skabe et mere brugervenligt FDM.dk, der sikrer, at det er attraktivt for besøgende at købe og bruge vores produkter. Derfor søger vi en ambitiøs CRO-specialist, der er klar til at spille hovedrollen i at identificere og udnytte de mange spændende optimeringsmuligheder som CRO-området tilbyder.

Som CRO-specialist i FDM vil du opleve en stor grad af selvbestemmelse og få frihed under ansvar. Selv om du kører dine projekter meget selvstændigt, vil der være rig lejlighed til sparring om metoder, og vi er bl.a. åbne over for det optimeringsværktøj, som du foretrækker.

Du bliver en del af vores afdeling Salg og Marketing, som spiller en central del af vores forretning. Vi har ansvar for online salg og fastholdelse af vores 260.000 medlemmer, og derfor vil du opleve, at du både qua dit ansvarsområde og din afdeling har en vigtig rolle i FDM. Vi er en afdeling på 12 personer, der indeholder et CRM-team, specialister inden for salg og digital markedsføring samt kreative kræfter. Vi tror på, at vi sammen skaber bedre løsninger, og vi har det sjovt samtidig. I denne måned tager vi fx til femkamp og middag i Tivoli – fordi vi arbejder bedre sammen fagligt, hvis vi også kender hinandens mere uformelle sider.

Om jobbet

Som CRO-specialist i FDM kommer du både til at arbejde med udviklingen og gennemførslen af forbedringsprocesserne. Det betyder, at du både skal kunne identificere de kritiske punkter i brugerrejsen og samtidig udtænke og opstille relevante løsninger, med involvering af dine tætte samarbejdspartnere i ex. IT eller Kommunikation. Derfor er det vigtigt, at du formår at arbejde proaktivt og helhedsorienteret.

I din hverdag vil du arbejde sammen med digitale eksperter inden for Google Analytics, UX og SEO, og en af de første projekter du vil møde, er at øge konvertingen af køb og brugen af produkter på FDM.dk, med et særligt fokus på FDM Forsikring.

Jobbet vil desuden bestå i:

  • Drive forbedringsprocesser fra start til slut, hvor du sikrer involvering af relevante kollegaer på tværs af organisationen
  • Bygge strømlinede brugerrejser på fdm.dk med afsæt i vores strategi
  • Analysere og identificere kritiske punkter i brugerrejsen
  • Udtænke hypoteser til forbedringer
  • Opstille og gennemføre testscenarier
  • Lave afrapportering på testresultater
  • Komme med ideer til UX og design

Om dig

Vi forestiller os, at du har nogle års erfaring med CRO-området, og at du har drevet optimeringsprocesser med succes. Du interesserer dig for adfærdsdesign og forstår de psykologiske virkemidler i et online univers, og du har erfaring med, hvad der mindsker frafald i brugerrejser, og hvordan du får flere til at gennemføre bestillinger og køb.

Da det er en nyoprettet stilling, skal du have lyst til at være med til at sætte rammerne og retningen for, hvordan FDM skal arbejde med CRO-området, og dermed får du både stort ansvar og frihed.

 Derudover ser vi meget gerne, at du:

  • er selvkørende i at drive forbedringsprocesserne og optimere brugerrejsen
  • er struktureret, analytisk og detaljeorienteret
  • har erfaring med et optimeringsværktøj (du kan være med til at beslutte, hvilket system, som vi skal anvende)
  • har et stort overblik og formår at skabe fremdrift på dine projekter
  • kender tilGoogle Analyticser en god netværker, der formår at samarbejde konstruktivt på alle niveauer i organisationen
  • er en fremragende formidler, der kan forklare kompleksitet på en enkel måde
  • trives med en bred kontaktflade og sparring med mange forskellige interne samarbejdspartnere
  • er god til at samarbejde og få relevante kollegaer med i loopet

Vi tilbyder

I FDM bliver du en del af et stærkt og meget forskelligartet fagligt miljø, som spænder over jurister, journalister, lobbyister, rejsespecialister, kundeservicemedarbejdere, teknikere og mekanikere for ikke at nævne de kommercielle roller og klassiske stabsfunktioner. Fælles for os alle er, at vi er drevet af hele tiden at blive bedre og brænder for at yde det bedste for vores medlemmer. Tonen er uformel og humøret som regel højt.

Som arbejdsplads vægter vi fleksibilitet og trivsel højt, og der er mulighed for både at tilgodese arbejds- og familieliv. Vi tilbyder en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, inklusiv pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM. Derudover har du mulighed for at melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder medarbejderarrangementer, spiller fodbold, og som giver adgang til vores motionsrum.

Vi holder til i moderne, nyrenoverede lokaler tæt på Lyngbys centrum, hvor vi i lyse, åbne kontorer hver dag nyder godt af bl.a. kvalitetskaffe, og vores køkken, der sørger for varieret mad til frokost.

Hvordan søger jeg stillingen?

Abraham Headhunting varetager rekrutteringsprocessen. Er du interesseret i stillingen, kan du få yderligere information om stillingen ved at henvende dig til headhunter Henrik Abraham på telefon 20 85 80 40 eller e-mail henrik@abrahamheadhunting.dk

Vi forventer tiltrædelse snarest muligt. Vi behandler derfor ansøgningerne løbende og glæder os meget til at modtage din.

Om os
FDM varetager bilisternes interesse og arbejder for, at det er en positiv oplevelse at være bilist. Vores arbejde tager udgangspunkt i værdierne viden, troværdighed, aktiv holdning og dynamik. Vi er 300 medarbejdere fordelt på 30 adresser i hele landet. Hovedkontoret er placeret i Lyngby.

FDM er med 260.000 husstande som medlemmer Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation. FDM yder juridisk og teknisk bistand i sager omkring biler og trafik og varetager bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål. FDM arbejder for at fremme trafiksikkerheden og en del af dette arbejde foregår på internationalt plan i tæt samarbejde med de øvrige landes bilklubber. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab og har rejsebureauer over hele Danmark.