Praktikant til HR-afdelingen i FDM

Brænder du for HR-udvikling, og kan du omsætte ideer og teorier til konkrete værktøjer? Og søger du en praktikplads, hvor du vil få ansvar, så du kan bidrage og dermed dygtiggøre dig indenfor HR-faget? Så er det dig, der skal søge den ledige praktikstilling i vores HR-afdeling.
HR praktikant

FDM, som er Danmarks største forbruger- og interesseorganisation, er i disse år i stor udvikling og vækst, og derfor står vi overfor nye og spændende muligheder i organisationen, som vi har brug for din hjælp til at gribe og få fulgt til dørs.

Som praktikant i HR-afdelingen vil du have mulighed for at kaste dig over flere forskellige opgaver afhængig af, hvad du brænder for, hvad du gerne vil dygtiggøre dig indenfor, og hvor vi ser de bedste muligheder for at bidrage. Dermed vil du få stor mulighed for at præge din praktikperiode hos os.

Du bliver en del af et stærkt og ambitiøst HR-team på tre personer, som understøtter og udvikler FDM koncernens mange forskellige forretnings- og foreningsområder – i alt ca. 300 medarbejdere fordelt på 26 lokationer og endnu flere fagligheder, hvilket giver en masse dynamik og spændende udfordringer.

Om praktikken

Vi har flere ambitiøse projekter i pipeline, og med din hjælp og dit engagement får du rig mulighed for at afprøve dine teoretiske færdigheder i praksis og udvikle dig både fagligt og personligt. Som praktikant hos os vil du kunne kaste dig over opgaver indenfor følgende områder:

  • Employer branding, herunder bidrag til strategi, research, konkrete initiativer, fotoshoot, videoproduktion samt content til sociale medier og FDMs hjemmeside
     
  • Spørgeskema blandt vores medarbejdere vedrørende motivation og kultur, herunder udvikling, opsætning og udsendelse af spørgeskema til vores 300 medarbejdere. Databehandling og opfølgning på undersøgelsen med fokus på fastholdelse
     
  • Udvikling af onboardingprogram, herunder videreudvikling af det eksisterende onboardingprogram for vores medarbejdere. Hvad mangler vi, hvad er vigtigt at gøre mere af, og hvordan gøres det endnu mere brugbart for vores ledere?

Vi forventer ikke, at du arbejder med alle tre områder, men det er et oplæg fra vores side om, hvad du kan arbejde med under din praktik. Notér derfor meget gerne i din ansøgning, hvilke af ovenstående områder som du særligt brænder for og ser dig selv bidrage med.

Om dig

Du er fagligt stærk inden for HR, men vigtigst af alt formår du at bruge din faglighed til at bidrage med gode løsninger på helt konkrete udfordringer blandt ledere og medarbejdere samt på organisationsniveau.

Vi søger dig, der er drevet af lysten til at lære og dygtiggøre dig, og som går til opgaven med nysgerrighed og gåpåmod.  Det er vigtigt, at du arbejder proaktivt og selvstændigt, og at du trives med faglige udfordringer. Ligeledes skal du trives med at bidrage med ideer og input til, hvordan vi kan forbedre og udvikle vores interne HR processer og aktiviteter.

Vi tilbyder

Vi er en effektiv og ambitiøs HR-afdeling på tre personer, som består af en Senior HR konsulent med fokus på personaleadministration og personalejura, en HR konsulent med fokus på rekruttering, udvikling og ledersparring og en HR chef. Vi lægger stor vægt på at skabe resultater i fællesskab, og vi bruger videndeling, sparring og feedback som metoder til god opgaveløsning og til at blive bedre som team og hver især. Du bliver derfor del af et stærkt fællesskab, hvor vi i øvrigt har let til et grin og alt foregår i en uhøjtidelig stemning. Vi har ikke prøvet at have en praktikant før, men vi har stort mod på at få en med i teamet, som kan lære noget af os, og som har lyst til at lære os noget. Alt efter din profil og ønsker ift. praktikken vil det være enten HR konsulenten eller HR chefen, som vil være din supervisor/mentor.

Arbejdstiden vil være ca. 30 timer om ugen eller efter aftale. Har du studiejob ved siden af, tilpasser vi selvfølgelig arbejdstiden efter det. Praktikperioden løber over 12 uger fra april-juni i 2022.

FDM holder til i moderne, nyrenoverede lokaler tæt på Lyngbys centrum, hvor vi i lyse, åbne kontorer nyder godt af bl.a. kvalitetskaffe og vores køkken, der sørger for varieret mad til frokost.

Yderligere information

Vi glæder os meget til at modtage din ansøgning, som skal indeholde en motiveret ansøgning og CV. Vi vil løbende indkalde til samtaler, men vi vil dog have en endelig ansøgningsfrist senest den 10. december.

Vi modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular. 

Har du spørgsmål til praktikken, er du velkommen til at kontakte HR chef Christina Steen på tlf. 60 43 33 20 eller chs@fdm.dk.

Om FDM

FDM varetager bilisternes interesser og arbejder for, at det er en positiv oplevelse at være bilist. Vores arbejde tager udgangspunkt i værdierne viden, troværdighed, aktiv holdning og dynamik. Vi er knap 300 medarbejdere fordelt på 26 adresser i hele landet.

FDM er med 260.000 husstande som medlemmer Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation. FDM yder juridisk og teknisk bistand i sager om biler og trafik og varetager bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål. FDM arbejder for at fremme trafiksikkerheden, og en del af dette arbejde foregår på internationalt plan i tæt samarbejde med de øvrige landes bilklubber. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab og har rejsebureauer over hele Danmark.

Læs mere om FDM på www.fdm.dk