Samkørselsspecialist til FDMs nye samkørselsapp

Vil du være med til at gøre en forskel i klimakampen? Og hjælpe brugerne af FDMs nye samkørselsapp med at få den mest smidige og gode kundeoplevelse?
fdm mobil med msk

Danmark står over for en stor grøn omstilling, som FDM tager aktiv del i ved at udvikle tiltag, der mindsker privatbilismens bidrag til CO2-udledningen og samtidig forbedrer trængslen på vejene.

Det gør FDM ved at lancere en samkørselstjeneste. Visionen er at blive Danmarks foretrukne samkørselsplatform, og missionen er at få danskere til at åbne bildøren og køre flere end én i bilen.

Om jobbet:

Som samkørselsspecialist skal du være med til at sørge for, at vores brugere kommer godt i gang med at bruge FDM samkørselsesapp’en og får en positiv oplevelse fra start. Du sørger for at identificere brugernes behov og optimere vores service, så vi altid leverer en tilfredsstillende løsning. Samtidig skaber du engagerede brugere ved at være med til at udvikle løbende incitamenter og sørger for at nye tiltag, fx ’Ét års gratis medlemskaber ved 100 kg sparet CO2’ bliver kommunikeret skarpt og effektivt.

Du får følgende ansvarsområder:

  • Håndtering af alle kundehenvendelser fra brugerne
  • Opsætning af Mailchimp og løbende optimering af bl.a. onboarding og aktiveringsflow
  • Udarbejdelse af FAQ samt indhentning og udarbejdelse af testimonials og content til cases i samarbejde med vores marketing- og kommunikationsafdeling
  • Udvikle og vedligeholde vores incitamentsprogram
  • Indsamle feedback fra brugerne og hurtigt rette fejl og tilpasse vores løsning
  • Udvikling og optimering af skalerbare driftsprocesser
  • Planlægning og eksekvering af kundearrangementer
  • Diverse ad-hoc backofficeopgaver, der får hverdagen til at glide nemt i teamet.

Da det er en nyoprettet stilling, forventer vi, at du aktivt bidrager til udviklingen af det nye koncept, hvor du skal være med til at optimere processerne undervejs.

Om dig:

Der kan være mange indgange til denne stilling, men vi forestiller os, at du har:

  • Nogle års erfaring fra en lignende kundevendt stilling evt. som studiejob
  • En uddannelse på min. bachelorniveau inden for fx marketing eller digital markedsføring
  • Særdeles gode kommunikationsevner
  • Erfaring med brug af Mailchimp, Zendesk og lignende
  • Grundlæggende viden om CRM automation og incitamentsprogrammer
  • Gerne erfaring med community management på Facebook
  • Interesse for grøn omstilling og samkørsel
  • En serviceminded, struktureret og proaktiv tilgang til dine arbejdsopgaver

På det personlige plan er du pragmatisk og løsningsorienteret. Du formår med din imødekommende og opsøgende natur hurtigt at etablere gode samarbejdsrelationer på kryds og tværs i organisationen. Det bruger du bl.a. til at indsamle viden og konsensus omkring din opgaveløsning, så vi sikrer ensartethed i vores tilgang til kunderne.

Du referer til innovationschefen, og dine vigtigste succesparametre bliver kundetilfredsheds- og aktiveringsgraden. I dit daglige arbejde vil du samarbejde tæt med en specialiseret forretningsudvikler og en nyansat Key Account Manager for samkørsel og desuden bredt på tværs af huset fx med vores CRM- afdeling samt medlemsservice.

Om afdelingen:

Du bliver en del af vores innovationsafdeling, der arbejder med langsigtet strategisk udvikling. Her spænder temaerne bredt: Mobility as a Service, connected cars, smart parking, delebiler og grøn omstilling. Som Danmarks største forbrugerorganisation har vi fokus på at udvide vores position med en række digitale tiltag i de kommende år.

Du kommer ind i en fire år gammel afdeling, der pt. består af tre medarbejdere. Vi er et lille og effektivt team, der er det direkte bindeled mellem strategi og eksekvering. Der er ikke langt fra tanke til handling – og der stilles store kvalitetskrav til såvel hænder som hoved.

FDM som arbejdsplads

Du bliver en del af et stærkt og meget forskelligartet fagligt miljø, der spænder over jurister, mekanikere, journalister og IT-specialister for bare at nævne nogle få. Fælles for os alle er, at vi er passionerede omkring mobilitet, drevet af hele tiden at blive bedre og brænder for at yde det bedste for vores medlemmer. Tonen er uformel, og humøret som regel højt.  Der er en stor grad af frihed under ansvar i forhold til udførelse af opgaver, og vi lægger stor vægt på videndeling og at skabe resultater i fællesskab.

I FDM vægter vi fleksibilitet og trivsel højt, og der er mulighed for både at tilgodese arbejds- og familieliv. Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM, der giver gode rabatter på alt fra olieskift til rustbeskyttelse samt rejser med FDM travel. Derudover har du mulighed for at melde dig ind i FDM Team, som løbende afholder medarbejderarrangementer, spiller fodbold, og som giver adgang til vores motionsrum.

Vi holder til i moderne, nyrenoverede lokaler tæt på Lyngby centrum, hvor vi i lyse, åbne kontorer hver dag nyder godt af bl.a. kvalitetskaffe, lækkert morgenbrød, og vores køkken sørger for, at der er varieret mad til frokost.

Yderligere information:

Vil du vide mere om det konkrete projekt, eller har du andre spørgsmål til jobbet, er du velkommen til at kontakte innovationschef Kåre Carlsen på tlf.nr.:  21 32 78 50.

Vi forventer tiltrædelse snarest muligt og behandler derfor ansøgningerne løbende.

Vi modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular.

Vi glæder os til at læse din ansøgning.

 

Om FDM:

FDM varetager bilisternes interesse og arbejder for, at det er en positiv oplevelse at være bilist. Vores arbejde tager udgangspunkt i værdierne viden, troværdighed, aktiv holdning og dynamik. Vi er 300 medarbejdere fordelt på 30 adresser i hele landet. Hovedkontoret er placeret i Lyngby.

FDM er med 235.000 husstande som medlemmer Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation. FDM yder juridisk og teknisk bistand i sager omkring biler og trafik og varetager bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål. FDM arbejder for at fremme trafiksikkerheden, og en del af dette arbejde foregår på internationalt plan i tæt samarbejde med de øvrige landes bilklubber. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab og har rejsebureauer over hele Danmark.