Senior IT projektleder

Brænder du for at være en central spiller i udviklingen og implementeringen af tværgående digitaliseringsprojekter, hvor du har ansvar for at styre projekterne sikkert i mål? Trives du med en bred berøringsflade i organisationen, hvor du skal samarbejde med både eksterne og interne samarbejdspartnere i videreudviklingen af IT-arkitekturen? Så er det dig, der skal søge projektlederstillingen i vores IT-afdeling.
Senior IT projektleder

Vi har netop opgraderet vores forretningsapplikationer til nyeste version og er klar til at igangsætte flere digitaliseringsprojekter på den nye platform, som giver os nye spændende digitaliserings-muligheder. Derfor udvider vi vores team med flere profiler og søger bl.a. en erfaren IT-projektleder, der kan udvikle og drive de nye projekter trygt i havn. Som projektleder indgår du i vores Project Management team og får rig mulighed for at sætte dit præg på både din egen rolle, teamet og udformningen af projekterne.

Du bliver en del af vores IT-afdeling, som har en meget central rolle i FDM, så du vil have en bred berøringsflade i organisationen og få en hovedrolle i videreudviklingen af FDMs IT-arkitektur, hvor du skal samarbejde med både eksterne konsulenter, IT-udvikling og Digital front-end team såvel som resten af FDM koncernen. Du vil opleve en stor grad af selvbestemmelse i forhold til, hvordan du udfører opgaverne, og få frihed under ansvar. Selv om du vil køre dine projekter meget selvstændigt, vil der være rig lejlighed til sparring om metoder.

Om jobbet
Som IT-projektleder i FDM kommer du til både at arbejde med udvikling og implementering af projekterne. Det drejer sig hovedsageligt om udvikling af ny systemfunktionalitet eller implementering af nye it-løsninger i tæt samarbejde med forretningen. I din rolle som projektleder vil du have end-to-end ansvar for dine projekter, og derfor er det vigtigt at du formår at arbejde proaktivt og helhedsorienteret.

Jobbet vil desuden bestå i:

  • Med udgangspunkt i vores strategi og forretningens behov at tilrettelægge og eksekvere projekter i tæt samarbejde med dine IT-kolleger, forretningen og underleverandører
  • Projektledelse fra A-Z; herunder scoping og kravspecifikation, budgetstyring, risikovurdering, interessenthåndtering, idriftsættelse mv.
  • Udvikle og sikre ensartethed i projektstyringsmetoden på IT-området sammen med de andre projektledere
  • Afholde team- og statusmøder
  • Udarbejde og styre aftaler med underleverandører
  • Bidrage til arkitekturdesign for større projekter og design af det nye systemlandskab
  • Sikre involvering og engagement på tværs af organisationen
     

Om dig

Vi forestiller os, at du har minimum 5 års erfaring som IT-projektleder og har drevet tværorganisatoriske IT-projekter på applikationsniveau med succes.

Da vores kernesystemer hovedsageligt baserer sig på Microsoft Cloud teknologier (bl.a. Business Central, Dynamics 365, Power BI og Azure) er det en fordel, hvis du har kendskab til disse.

Derudover ser vi meget gerne, at du:

  • Har erfaring med projektledelse i tæt dialog med forretningen
  • Har erfaring med arkitektur og løsningsdesign
  • Har et stort overblik og formår at skabe fremdrift på dine projekter
  • Motiveres af at tænke nyt og skabe en ny infrastruktur næsten fra bunden
  • Har en projektlederuddannelse (fx Prince2, PMI, Agile eller IPMA-certificering)
  • Tager ansvar og ejerskab på projekter
  • Er en god netværker, der formår at samarbejde konstruktivt på alle niveauer i organisationen
  • Er en fremragende formidler, der kan forklare kompleksitet på en enkel måde
  • Trives med en udadvendt rolle og er stærk på at skabe konsensus samtidig med at du har gennemslagskraft til at skære igennem, når det er nødvendigt
     

Om afdelingen

IT-divisionen består af ca. 30 personer på kontoret i Lyngby samt 2 offshore udviklingsteams, der arbejder med hele paletten fra drift og infrastruktur til applikationsudvikling, digitalisering og projektledelse. IT-divisionen dækker helt fra medlemsvendte applikationer til de underliggende forretningsapplikationer og integrationer til alle vores partnere.
Vi lægger stor vægt på videndeling, en løsningsorienteret tilgang til opgaverne og har en åben, uformel direkte omgangstone, hvor humøret er højt og hverdagen er præget af, at vi er sat i verden for at skabe værdi.

Vi tilbyder

I FDM bliver du en del af et stærkt og meget forskelligartet fagligt miljø, som spænder over jurister, journalister, lobbyister, rejsespecialister, kundeservicemedarbejdere, teknikere og mekanikere for ikke at nævne de kommercielle roller og klassiske stabsfunktioner. Fælles for os alle er, at vi er drevet af hele tiden at blive bedre og brænder for at yde det bedste for vores medlemmer. Tonen er uformel og humøret som regel højt.

Som arbejdsplads vægter vi fleksibilitet og trivsel højt, og der er mulighed for både at tilgodese arbejds- og familieliv. Vi tilbyder en lønpakke, som matcher dine kvalifikationer og erfaring, inklusiv pensions- og gruppelivsordning samt helbredsforsikring. Du får selvfølgelig også et medlemskab af FDM. Derudover har du mulighed for at melde dig ind i vores personaleforening FDM Team, som løbende afholder medarbejderarrangementer, spiller fodbold, og som giver adgang til vores motionsrum.

Vi holder til i moderne, nyrenoverede lokaler tæt på Lyngbys centrum, hvor vi i lyse, åbne kontorer hver dag nyder godt af bl.a. kvalitetskaffe, og vores køkken, der sørger for varieret mad til frokost.

Yderligere information

Vi forventer tiltrædelse snarest muligt. Har du spørgsmål til jobbet eller ønsker du yderligere oplysninger, er du velkommen til at kontakte vores CIO Kasper Hundborg på tlf.: 51 58 87 74.

Vi behandler ansøgningerne løbende og modtager kun ansøgninger via den elektroniske ansøgningsformular.

Vi glæder os til at modtage din ansøgning snarest.

Om os

FDM varetager bilisternes interesse og arbejder for, at det er en positiv oplevelse at være bilist. Vores arbejde tager udgangspunkt i værdierne viden, troværdighed, aktiv holdning og dynamik. Vi er 300 medarbejdere fordelt på 30 adresser i hele landet. Hovedkontoret er placeret i Lyngby.

FDM er med 262.000 husstande som medlemmer Danmarks største interesse- og forbrugerorganisation. FDM yder juridisk og teknisk bistand i sager omkring biler og trafik og varetager bilisternes interesse i trafik- og forbrugerpolitiske spørgsmål. FDM arbejder for at fremme trafiksikkerheden og en del af dette arbejde foregår på internationalt plan i tæt samarbejde med de øvrige landes bilklubber. FDM driver endvidere test og bilsyn, køretekniske anlæg, vejhjælp, forsikringsselskab og har rejsebureauer over hele Danmark.