Motor mener: Den nye BMW 4-serie ryster den smukke coupé fri af 3-seriens mere hverdagsagtige linjer. Det kaster mere glamour over 4-serien, men kan ikke dække over, at 4-serien bygger på 3-seriens teknologi – som heldigvis er fremragende.
BMW er inde i en imponerende udvikling, hvor nye modeller dukker op som perler på en snor. En af de rigtig flotte af slagsen er denne nye BMW 4 Coupé, der både afløser den hidtidige coupéversion af 3-serien, og lægger grundstenen til en ny modelfamilie, der stikker ud fra hverdagens mere almindelige niveau.Den nye 4-serie er fuldkommen baseret på 3-serien, og denne 4-Coupé får snart følgeskab af en BMW 4-cabriolet, der skal afløse den nuværende BMW 3 cabriolet.
4-serie er en ”drivers car”
Mens den nye 4-serie lægger sig teknisk op ad 3-serien, er designet ændret så markant, at det kun er motorhjelmen og dørhåndtagene, der passer på både 3- og 4-serien. Coupeen er længere, bredere og lavere end 3-serien, og de store sidedøre har fået en rigtig flot afslutning bagtil, og øverst er der rammeløse ruder, der kan forsvinde helt ned i døren.
Indeni er instrumentbordet omtrent som i en 3-serie, men de længere døre har gjort det muligt at lade dørsidernes farver og former fortsætte hen ad instrumentbordet på en meget indbydende måde.
Allerede på vej ind i bilen er man ikke i tvivl om at dette er en bil, der primært er skabt for at henrykke manden eller kvinden på førersædet. Set i det lys er det ok, at man på har ofret noget af brugsværdien til fordel for design og sportslig køreglæde.
Masser af kræfter
BMW ved, at denne type biler henvender sig entusiaster, hvor fornuften er trådt i baggrunden for at give plads til ønsket om ren køreglæde. Det er derfor tre kraftige varianter, der i første omgang dukker op. Der er en fire- og en sekscylindret benzinmotor med turboer og hhv. 245 og 306 hestekræfter, mens dieseludgaven med en toliters motor og 184 hk er svageste og billigste version.
Alle udgaver fås med det formidable ottetrins automatgear, der kan styres fra skiftegreb bag rattet. Den kombination har vi prøvet i 435i, og det er altså noget, der passer godt til den køreglade coupé.
Lyden fra motoren sniger sig ind i kabinen på en meget behagelig måde, når man giver gas, og det er med til at understrege bilens dynamik. Det er lykkedes for BMW at lave en sportsligt orienteret bil, der distancerer sig til 3-seriens mere komfortorienterede form.
Servostyringen er fint afstemt, og med dynamisk undervogn kan man skifte mellem komfort og sport alt efter nuets stemning.
Senere dukker en mindre kraftig version op i form af 420i, og den bliver billigste version til 600.000 kr.
Imponerende front på 4-serien
Når man står foran 4 Coupé ses med det samme, at dette er en bil, der vil frem. Den samme fornemmelse er til stede, når man har bilen kørende bag sig, og man ser fronten i bakspejlet. ”Flyt dig!”, mærker man næsten bilen sige.
Den lidt aggressive fremtoning er skabt ved at gøre fronten lavere og ved at køre stødfangeren helt ud i hjørnerne med store luftindtag foran forhjulene. I forhold til den gamle 3 Coupé er sporvidden øget fortil med 45 mm og hele 80 mm bagtil.
Vægten af 4-serien er trods de øgede dimensioner reduceret med 25 kg, og på vanlig vis er bilens vægt på godt 1,5 ton placeret, så der er fuldstændig balance mellem bilens for- og bagaksel. Det er en af forklaringerne på bilens gode køredynamik.Tre designlinjer samt M-version
I lighed med 3-serien kommer også 4-serien i en grundudgave, hvorfra man kan opgradere bilen til enten Luxury Line, Sport Line eller Modern Line. På den måde kan man skabe sig en bil, der afspejler den måde, man ønsker at bruge bilen.
Selv om det er en sportsligt orienteret bil, er det jo ikke alle, der sætter pris på hård affjedring, store dæk og kulfibermaterialer hist og her. Men gør man det, kan 4 Coupé bestilles i en særlig M Performance-version, og så er bilen klar til weekendernes sjove udfordringer på racerbaner nær og fjern.En egentlig M4 dukker op til næste år, så den må man vente på, hvis det for alvor skal gå stærkt.