Sæsonen for sommerdæk er ikke mange uger væk. Men står der nye dæk på ønskesedlen, gælder det om at se sig for. Det er nemlig langtfra alle årstidens dæk, der styrer og står lige godt fast.
Det viser bilklubbernes store sommerdæktest, der i år kan fejre 50-års-jubilæum. Testen er i år derfor udvidet til hele 50 dæk, der til gengæld kun tæller én størrelse: Den mest solgte 16-tommer-størrelse (205/55 R16), som passer til biler som VW Golf.
Som i de tidligere år er dækkenes styre- og bremseegenskaber testet på både våd og tør vej, ligesom deres slidstyrke og støjniveau er opmålt. Men som noget nyt er der tilføjet en analyse af dækkenes miljømæssige egenskaber.
”Der er de senere år kommet et større fokus på bildæks påvirkning af nærmiljøet. Derfor har vi valgt at udvikle testen, så blandt andet udledningen af dækpartikler nu også indgår, ligesom vægten af selve dækket, og hvor bæredygtigt det er produceret, indgår i bedømmelsen. Heri indgår blandt andet også, hvor dækket er produceret,” siger bilteknisk redaktør i FDM Søren W. Rasmussen.
Af de i alt 50 dæk klarer kun de 10 sig så godt, at FDM kan anbefale dem. 21 dæk opnår et tilfredsstillende resultat, mens hele 19 dæk er så ringe, at FDM helt fraråder dem.
Især dækkenes bremseegenskaber på våd vej afslører store forskelle. Hvor det bedste dæk skulle bruge 34,4 meter på at bremse helt ned fra 80 km/t., skulle det dårligste dæk til sammenligning bruge næsten 60 meter. En forskel på 25 meter, eller hvad der svarer til længden af fem biler, der holder bag hinanden.
”Selvom det er positivt, at dækkenes miljøpåvirkninger nu også indgår i testen, bør de sikkerhedsmæssige egenskaber altid gå forud, når man vælger dæk. I en kritisk situation kan de være afgørende for, om det ender galt for både føreren selv og for medtrafikanterne. Derfor er det ikke godt nok, at så mange dæk ikke kan præstere bedre samlet set. Det illustrerer, at man som forbruger skal se sig for, når man køber dæk. Her kan vores test være en god hjælp,” siger Søren W. Rasmussen og tilføjer:
”Har man en ældre bil og et beskedent kørselsbehov, behøver man ikke nødvendigvis at vælge de dyreste og mest avancerede dæk. Her kan man godt tillade sig at skele mere til prisen, så længe dækkene ikke tilhører gruppen af dæk, vi fraråder. Men gode bremseegenskaber på våd og tør vej bør altid vægte tungest i ens dækvalg. Det er et spørgsmål om sikkerhed, og her må man ikke gå på kompromis!”
FDMs 8 råd til dig, der skal købe dæk
- Ved køb af dæk skal du sørge for, at dækkene på alle fire hjul om muligt har samme produktionsdato og dermed også samme egenskaber.
- Køb ikke nye dæk, der er mere end tre år gamle. Oplysninger om dækkenes alder kan findes i DOT-specifikationen på dækket.
- Køb om muligt nye dækmodeller for at drage fordel af den tekniske udvikling og de forbedringer, som dækproducenterne løbende foretager.
- Brug altid fire dæk af samme model og type.
- Sommerdæks mønsterdybde bør ikke komme under 3 mm.
- Hvis mønsterdybden er forskellig på de fire dæk, skal du montere dækkene med mest mønster på bagakslen, da dette især i sving øger kørestabiliteten på grund af dækkenes bedre evne til at overføre kræfter på tværs af kørselsretningen.
- Kontrollér dæktrykket regelmæssigt, helst hver anden uge.
- Ved tung last i bilen skal dæktrykket øges i henhold til bilfabrikantens specifikationer.