Når du skal købe forsikring, skal du huske at overveje dine behov, så du har en dækning, der matcher dem.
Alle motorkøretøjer skal være ansvarsforsikrede for at være lovligt indregistrerede, ellers skal du betale dagsgebyr på 250 kr. pr. dag.
Bilens ansvarsforsikring omfatter også skader forvoldt med f.eks. påhængskøretøj. Men så skal forsikringen være udvidet til også at omfatte trækkrogen. Husk derfor at give forsikringsselskabet besked, hvis din bil har trækkrog.
Læs mere: Hvilke forsikringer skal du have til bilen?
Hvornår skal du vælge kaskoforsikring?
Ud over den obligatoriske ansvarsforsikring, kan du overveje, om du skal have kasko på din forsikring. Det er valgfrit, men dækker f.eks. tyveri af bilen, indbrud, skader på bilen, udstyr mm. Kaskoforsikringen dækker også selvforskyldte skader på egen bil.
Der kan dog være forskel på det udstyr, der er omfattet af bilens kaskoforsikring. Forsikringen dækker som udgangspunkt i Danmark og i de lande, hvor SOS-forsikringen dækker.
Har du optaget lån med sikkerhed (pant eller ejendomsforbehold) i køretøjet, skal bilen eller motorcyklen også være kaskoforsikret. Er den ikke det, eller ophører kaskodækningen, forfalder resten af lånet til øjeblikkelig indfrielse.
Læs mere: Sådan fungerer kaskoforsikring
Hvornår kan du få lånebil?
Det afhænger af det enkelte forsikringsselskab, om der via kaskoforsikringen er låne-/erstatningsbil med i dækningen. Det er ikke en selvfølge, at man ved reparation kan få en låne-/erstatningsbil stillet til rådighed.
Hvornår får du nyværdierstatning?
Inden for det første år betaler de fleste forsikringsselskaber nyværdierstatning, hvis en kaskoforsikret bil skades for mere end halvdelen af bilens nyværdi på skadestidspunktet. Du skal dog være første registrerede ejer af bilen.
Det er normalt kun personbiler, der er omfattet af denne dækning, men den kan også omfatte varebiler forsikret til privat personkørsel. Tjek, hvad der gælder i det selskab, hvor du tegner forsikring.
Hvad er førerpladsforsikring?
Du kan overveje, om du vil have en førerpladsforsikring, som er en ulykkesforsikring. Den giver bilens fører erstatning ved færdselsuheld, hvor der ikke er en modpart.
Der vil være mulighed for at udvide ulykkesforsikringen til også at omfatte passagerer i bilen.
Hvad er friskadedækning?
Hvis din forsikring har såkaldt friskadedækning, betyder det, at en anmeldt skade ikke medfører højere præmie eller betaling af selvrisiko.
Nogle forsikringer har en højere selvrisiko, hvis bilens fører i uheldsøjeblikket er under en vis alder. Tjek, hvad der gælder i det selskab, hvor du tegner bilforsikring.
Hvordan får du mindre forsikringspræmie?
Du kan i nogle tilfælde betale en mindre forsikringspræmie, hvis du aftaler med forsikringsselskabet, at du f.eks. kører maksimalt 15.000 km om året.
Overskrides dette tal får du ikke fuld kaskodækning ved skader, men kun en forholdsmæssig del svarende til den for lave præmie.
Hvorfor skal du ikke kun se på pris?
Selv om forsikringsbetingelserne hos forsikringsselskaberne kan se ret ens ud, er der mindre forskelle, som kan få betydning den dag, uheldet er ude. Du bør derfor ikke kun se på prisen, når du sammenligner forsikringstilbud.
Du skal også sikre dig, at forsikringsselskabet vil kaskoforsikre en bil som din. Nogle selskaber har begrænsninger i forhold til de forskellige typer, de vil forsikre. Også din alder og bopæl har betydning for både forsikringspræmie og for, om bilen overhovedet kan kaskoforsikres. I andre tilfælde falder forsikringspræmien, når forsikringstager er over en vis alder.
Læs mere: Er FDM Forsikring noget for dig?
Er der fortrydelsesret på bilforsikring?
Du har fortrydelsesret på 14 dage, når du har indgået en aftale om forsikring. Den løber fra den dag, hvor du på skrift har fået besked om fortrydelsesretten. Du skal give forsikringsselskabet skriftlig besked om, at du har fortrudt den indgåede aftale inden fristens udløb. Derefter er aftalen bindende med de opsigelsesvarsler, der er beskrevet i din forsikringsaftale.
Brug for forsikring?
Husk, at du som medlem af FDM kan få adgang til forsikringer, der dækker bil, hus, indbo og meget mere.
Få forsikring